Man kan lære meget om et menneskes syn på ledelse ved at lytte til, hvordan vedkommende taler om andres opgave. I en ordinationsprædiken, da han vikarierede for Henrik Wigh-Poulsen, tegner der sig et billede af, hvilken biskop og leder han selv ønsker at være.
Han tager udgangspunkt i Paulus' billede af kirken som ét legeme med mange lemmer. Ingen udgør hele kroppen alene. Alle har deres plads, deres ansvar, deres gave og opgave. Allerede her mærker man et tydeligt ledelsessyn: Forskellighed er ikke et problem, men en styrke, når den bindes sammen af et fælles ansvar.
Det udfolder Esben Thusgård gennem et overraskende og swingende billede: jazz.
En fejl er en fejl. To fejl er jazz
Kirken, siger han, kræver evnen til at akkompagnere, spille solo og jamme. Det er egentlig også en præcis beskrivelse af god ledelse.
At akkompagnere er evnen til at få andre til at lykkes. En god leder har ikke behov for at fylde mest, men søger at gøre helheden rigere ved at støtte og inspirere andre. Det peger på en biskop, der ikke ser sin opgave som at dominere scenen, men som vil styrke præster, menigheder og medarbejdere i deres kald og ansvar.
Men det er også nødvendigt at kunne spille solo. Ledelse kræver mod til at træde frem, tage ansvar og improvisere, når situationen kalder på det. Esben Thusgård romantiserer ikke embedet. Han ved, at kirken også står i tunge situationer: ved kister, i kriser og i svære samtaler. Her må både præst og biskop kunne stå frem med myndighed og holde fast i håb og menneskelighed.
Dermed gør Esben Thusgård også op med en kunstig modsætning mellem organisation og teologi. En biskop skal ikke vælge mellem ledelse og faglighed, men kunne forene begge dele.
Han må kende organisationen, tage ansvar for den og samtidig stå ved sin teologiske stemme. Han skal ikke kun være administrator eller solist, men også kunne være bandleder.
Og så er der evnen til at jamme. Måske er det her, noget af det vigtigste viser sig i Esben Thusgårds ledelsesforståelse. For han fremhæver betydningen af det åbne rum, hvor man lærer af hinanden, prøver tanker af og vover formuleringer og initiativer uden at være bange for at fejle.
"En fejl er en fejl. To fejl er jazz," siger han. Men pointen er alvorlig: folkekirken må være præget af tillid, samtale og fælles søgen i stedet for tavshed, positionering og ængstelighed.
Prædikenen rækker imidlertid videre end til intern kirkelig ledelse. Esben Thusgård siger direkte, at folkekirken ikke må blive et nicheorkester, der sidder og spiller for sig selv i baglokalet. Den må forstå sig selv som en del af "det store samfundsorkester".
Det er en afgørende pointe. For dermed bliver biskoppens opgave ikke blot at administrere en organisation, men at hjælpe kirken til at tage ansvar i den fælles offentlighed.
Folkekirken skal ikke hytte sit eget skind, men bidrage med noget, samfundet ellers risikerer at mangle: ydmygheden over, at vi bygger vores liv på forudsætninger, vi ikke selv har skabt, insisteren på, at også de svage, skæve og skrøbelige hører til, og modstanden mod polarisering gennem et fælles sprog om forsoning, ligeværd og ansvar.
Bispevalget har vist, at der er forskellige måder at forstå ledelse på. Nogle lægger vægten på styring, kontrol og tydelig profilering. Andre vil hellere skabe et rum, hvor flere tør tage del.
Esben Thusgårds ordinationsprædiken peger tydeligt på en leder af den sidste slags. Og det er netop den slags biskop, folkekirken har brug for nu: en, der ikke vil have kirken til at spille for sig selv, men få den til at spille sammen.