I år fejrer folkekirken, den katolske kirke og andre kristne trossamfund i Danmark 1200-året for danernes omvendelse til kristendommen. Jubilæet er en god anledning til at skærpe forståelsen for kristendommens betydning for udviklingen i det danske folk og det danske samfund.
Jubilæet er ikke mindre en glimrende lejlighed til at reflektere over vores selvopfattelse som en gammel civilisation med et frisindet folk. Virkeligheden er imidlertid en anden. Vi blev sent kristne, og frisindet er stærkt på retur.
Historien fortæller, at danerne et tusind år senere end Platon nedskrev sine tanker, alene evnede at riste enkelte sætninger med runeskrift. Danmark var endnu et udkantsland 800 år efter Paulus' rejser og breve. Med kristendommen forkastede danerne troen på aserne og troen på, at barbariske menneskeofringer afvendte gudernes vrede. Med kristendommen blev Danmark en del af et europæisk, kristent og kulturelt fællesskab med pavestolen i Rom som centrum.
Kristendommen kom fra Mellemøsten
Fra den katolske kirke fik vi skriftsproget. Nye normer og sædvaner udvikledes og blev efterhånden nedfældet i love af gejstlige kirkeretskyndige. Således regnes ærkebiskop Anders Sunesen som bidragyder til Skånske Lov. Jyske Lov fra 1241 tillægges biskop Gunnar i Viborg. Det mest imponerende monument er de mange middelalderlige stenkirker, der endnu i dag præger det danske landskab. Alle er de rejst i katolsk tid, og det ses.
Mens nutidens præster i folkekirken udlægger evangeliet, som Martin Luther har lært os, kan menighederne i hundreder af kirker lade blikket glide hen over de middelalderlige kalkmalerier med bibelske personer såvel som helgener. Og trods Luthers skældsord om helgener er allehelgensøndag ikke til at drive ud af folkekirken, men synes tværtimod mere populær end nogensinde.
Til gengæld er det, som om vi har glemt, at kristendommen kommer fra Mellemøsten og tidligt slog rod i lande, som i den offentlige debat ikke regnes for så udviklede som Danmark. Det gælder for eksempel Etiopien og Armenien, at der var etableret kristne menigheder flere hundrede år før danerne holdt inde med at ofre mennesker. De sydeuropæiske lande havde for længst bygget stenkirker, da kong Harald Blåtand rejste Jellingestenen for at sikre sit eftermæle. Den Harald, der gjorde danerne kristne.
Vor historie som evangelisk-lutherske i fem hundrede år er ikke altid lige prangende. Ved Reformationen blev katolske gejstlige jaget på porten. Nu skulle der være frihed fra den katolske lære og fra paven i Rom. I stedet fik vi kongen som pave. Kirketugt og dåbstvang var lov indtil Grundloven af 1849. Dog blev Fredericia i et par hundrede år før Grundloven en slags religiøs fristad for især jøder, katolikker og reformerte.
Guds vigepligt
Med Grundloven af 1849 fik vi på papiret religionsfrihed. Men det var ikke uden indvendinger fra de mest frygtsomme. Det var ikke muslimske bønner, men katolske processioner i gaderne, man dengang frygtede. Men Grundtvig tordnede: "Frihed duer til alt godt. Trældommen duer til intet."
Hvordan går det så med den åndelige frihed i Danmark 1200 år efter Ansgars missionsvirksomhed slog rod?
Svaret er, at statsministeren på årets første dag forkyndte, at det tilkommer hende at fastsætte grænser for Guds magt. Gud har vigepligt for politik.
Siden slutningen af januar har vi været vidner til flere partiers kapløb om at komme først med de skrappeste regler over for kriminelle udlændinge. Med lovreligiøse fundamentalister som forbilleder vil regeringen sammen med et stort flertal i Folketinget gennemføre en lov, der skærer alle over én kam.
Alene straffens længde og forbrydelsens art skal være afgørende. Men alle kan ikke skæres over én kam. Det strider både imod Martin Luthers ord og gamle retsprincipper.
Og så sent som i søndags afslørede TV 2 i udsendelsen Presselogen, at en avis har bragt et konstrueret foto af to bedetæpper liggende på gulvet i et bederum på en uddannelsesinstitution.
Hårdt presset må redaktøren indrømme, at tæpperne er fundet i et lukket skab og lagt på gulvet som dokumentation for, at fællesbøn finder sted. Redaktørens hårdnakkede forsvar for dette falsum og hans iver efter at dokumentere, at bederummet benyttes til bøn, efterlader det indtryk, at også bedende kristne må betragtes som et mindretal, der må lægges afstand til.
1200-året for Ansgars ankomst er der mere end nogensinde brug for at opsende bønner om, at Paulus' ord må blive til virkelighed:
"Hvor Herrens ånd er, er der frihed."