For os midaldrende, dem, der fra tid til anden bliver kaldt Generation X, har livet gennem snart seks årtier været præget af forfaldshistorier om kirke og kristendom i Danmark.
Objektivt betragtet har perioden oplevet en langsom men sikker vigende tendens i antallet af folkekirkemedlemmer, ligesom dåbs- og konfirmandtal overordnet set har haft én og kun én retning – nedad. Det har sat sig som et uomtvisteligt traume i mange af kirkens folk.
Ungdomsoprøret i 1968 og 70'ernes opgør med autoriteter af enhver art ramte naturligt nok også kirken, der indtil da på mange måder havde været del af det etablerede system.
Derfor, som folkekirken havde stået rank samlet med samfundets øvrige autoriteter, således måtte folkekirken også falde med samme autoriteter. Det blev ikke blot umoderne at søge kirken, det blev moderne at håne, spotte og latterliggøre den.
Unge banker på
Det er på den baggrund ikke overraskende, at mange både i folkekirken og i frikirkerne har hilst en stærk ny interesse i kirke og kristendom – særligt blandt unge – særdeles velkommen. Lang tids modgang er skidt for troen.
Skidt for troen på en selv og måske inderst inde også troen på den institution, man repræsenterer som præst eller som fast kirkegænger. Kirken har jo verdens bedste budskab, så hvor bliver folk af?
Jamen, unge står måske netop nu uden for døren og banker på, mens de frimodigt fortæller om deres kærlighed til Jesus. Selv Ateistisk Selskabs undersøgelser viser, at troen er på vej frem, og så må der vel være noget om det.
Præster, kirkeledere, teologer og sociologer taler om, at der er noget stort på vej, måske en ny vækkelse, og tilliden til, at kurverne kan vendes, er – som kurverne selv – for første gang i meget lang tid for opadgående.
Sådan er det ikke alle steder.
Eller, det vil sige, sådan er det faktisk rigtigt mange steder...! I store dele af det ellers gennemsekulariserede Europa ser vi for tiden lignende tendenser. Unge mennesker vender sig mod kirken for at få afløb for deres kærlighed til Jesus.
Kirker og kirkeledere priser udviklingen og forbereder sig på bedst mulige vis på at imødekomme de nye unge medlemmer for eksempel med mere massiv tilstedeværelse på ungdommelige sociale medier, på musikfestivaler og i nattelivet.
Opstår kirken fra de døde i England?
I England og Wales er det ikke en undersøgelse fra Ateistisk Selskab, der har sat dagsordenen i hele denne debat og udvikling. Det er derimod en meningsmåling og en opfølgende rapport sat i værk af det nationale bibelselskab, "The Quiet Revival" – eller på dansk "Den stille vækkelse".
Selve rapporten er et digert værk, spækket med opløftende tal og menneskelige eksempler, der bekræfter de søgende tendenser blandt unge, vi ser mange steder. En af forfatterne, Dr. Rhiannon McAleer, opsummerer imidlertid på elegant vis rapportens budskab i få ord: Det, folk tror om kirkens forfald, er ikke længere sandt.
"Dette er slående resultater, som fuldstændig vender op og ned på den udbredte antagelse om, at kirken i England og Wales er i tilbagegang med døden til følge," siger hun på Bibelselskabets hjemmeside.
Altså er der vel – med McAleers ord i mente – på sin vis tale om en form for opstandelse fra de omtrent døde. Almen opstandelse har rapporten i hvert fald medført. Af den positive slags forstås. Også her helt på linje med reaktionerne i Danmark og det øvrige Europa
Generation Z er ikke vaccineret mod kirken
Men hvad er det så, der alligevel er anderledes?
Hvor det i Danmark stort set udelukkende er Ateistisk Selskab, der er kritisk over for udviklingen, er der i England også enkelte stemmer inde fra kirken, der opfordrer til at klappe hesten og anlægge et køligt blik på udviklingen. Den mest prominente er formentlig Dr. Nick Spencer fra den kristne tænketank Theos, der gennem snart to årtier har arbejdet med analyser af krydsfeltet mellem religion og samfund.
I en længere artikel på tænketankens hjemmeside (og en opfølgende forkortet udgave i mediet Church Times) oplister han, hvad han ser som mulige årsager til det skifte, vi er vidner til: Blandt andet global usikkerhed, sociale medier og eftervirkninger efter Covid-19 isolation.
Analyserne ligner det, vi kender fra andre forskere og analytikere. Men Nick Spencer standser ikke ved årsagerne. Han går et skridt videre og kigger på substansen af den åndelige søgen, mens han inddrager sin egen generation, den såkaldte Generation X, i ligningen.
"Vi Generation X'ere troede, vi vidste, hvad religion var (undertrykkende seksuel moralisering, kedelige gudstjenester, meningsløse dogmer og så videre), og derfor troede vi, vi vidste, hvad det var, vi afviste. Folk født efter år 2000 ved ikke engang det. De er så at sige ikke blevet vaccineret mod kirken," skriver han og bevæger sig dermed ind på det dybereliggende grundlag for de tendenser, han undersøger.
Og dermed også ind i essensen af den aktuelle religiøse søgen hos disse millennials, eller Generation Z, født efter år 2000.
Blank på religionens farlige sider
Hvis hans analyse står til troende, søger de unge således ikke til kirken, som vi kender den. For den kender de ikke.
Det ændrer ikke på, at der er en åndelig søgen undervejs. Men vi, der sidder inde i folkekirkens maskinrum eller på kirkens bænke søndag efter søndag og glæder os over fornyet interesse, er nødt til at spørge os selv, hvordan vi kan lykkes med at formidle, hvad kirke og kristendom egentlig indeholder.
Når man ikke ved, hvad man går ind i, eller hvad man kan forvente, så er religion et mineret, sprængfarligt område at betræde. Sagen er, at religion – og kristendom – rører ved det dybeste i mennesket og kan få såvel det bedste som det værste frem hos de troende.
Det sidste, det værste, erkender man normalt først efter nogen tids omgang med fænomenet. For nogle er det da for sent, og skaden er sket. Er man helt blank på den side af religiøs tro, kan man være ilde stedt.
Så måske er den vigtigste reaktion fra de af os fra Generation X, der har måttet leve ikke blot med hån, spot og latterliggørelse af vores tro i kølvandet af 1968, men desværre også med berettiget kritik af vores kirkelige institutioner, ikke vores umiddelbare og fuldt berettede begejstring over de nyomvendte.
Måske er der snarere – hvor paradoksalt det end måtte lyde – behov for, at Generation X med 70'ernes autoritetskritik rullende i årerne oplyser og advarer mod de ufatteligt stærke, lidenskabelige kræfter, der ligger i religiøs tro.
Og helst gøre det så "dispassionately", så lidenskabsløst, som muligt, som Nick Spencer formulerer sig.
Så vi ikke lader os rive med.