"Hvorfor er det egentlig, at der er så mange i folkekirken, som ikke vil give os noget at grine af?", spørger en ung mig.
Hun har fulgt med i debatten om folkekirkens TikTok-eventyr. Jeg spørger hende, om hun tænker, at det er folkekirkens opgave at underholde og give noget at grine af.
Hun tøver ikke i sit svar: Hendes generation er vokset op med nedskæringer i daginstitutioner og skoler, med finanskrise, coronakrise, klimakrise og krig. Og mere krig. Og lidt mere krig.
At tro, at hendes generation higer efter mere alvor, er en fejl, siger hun.
Jeg overvejer, om det måske er derfor, vi ser, at så mange unge er til stede på sociale medier og sluger det, som mange voksne vil kalde "brainrot"-indhold, i flere timer om dagen.
Hvis det virkelig forholder sig sådan, at unge bruger de korte og ofte intetsigende videoer, der kommer i en lind strøm, som en form for frikvarter – hvorfor er vi så ikke mere stolte af at være med til at give dem et pusterum? Og måske endda et smil på læben?
Hvad hvis vi i folkekirken faktisk kan ramme en "brainrot"-algoritme, der giver unge en video på 15 sekunder, hvor tiden står stille, og vi er sammen med dem i det præstationsløse rum, hvor livets lethed fylder?
Lidt om brainrot
Jeg tror, vi er nødt til at forstå mere om det fænomen, nogle kalder "brainrot".
I slutningen af 2024 udnævnte Oxford University Press "brainrot" til årets ord. Begrebet, som tidligere primært blev brugt af teenagere på TikTok, blev defineret som "en formodet forringelse af en persons mentale eller intellektuelle tilstand som følge af overforbrug af trivielt eller ukrævende indhold online".
Smag lige på den. "Trivielt eller ukrævende indhold".
Det er klart, at alt kan blive for meget. Men at man kan have et overforbrug af det ukrævende, må på en eller anden måde være et symptom på et underliggende behov. Behovet må komme et sted fra.
Siden har medierne spredt en form for panik og et unuanceret, negativt narrativ om TikTok. Det er farligt, skadeligt og fuldkommen vitaminløst.
Men er unges vaner på sociale medier i virkeligheden blevet en syndebuk for større samfundsmæssige problemer, der kalder på at blive løst?
Eller sagt med andre ord: Skal vi forsøge at forstå trangen til det ukrævende? Frem for blot at afvise unges tid på TikTok som brainrot?
Et norsk studium peger på, at unges brug af sociale medier er langt mere kompleks, end at man blot kan konkludere, at det er skidt for dem. Det er en måde at være til i verden på, hvor man både engagerer sig socialt med andre og balancerer mellem deltagelse og afslapning.
Man kan spørge, om vi fylder endnu mere i et bæger, der allerede er fyldt, når folkekirkens smagsdommere ignorerer dette og uden videre konkluderer, at det er tåkrummende. Eller måske er der flere bægre i spil: både overbærenheden med folkekirken og grænsen for, hvor meget alvorlig tale der er plads til.
Vi taler så meget om unge, konservative mænd
Et andet argument imod en "brainrot"-tilstedeværelse på TikTok er, at der findes unge – især mænd – som søger en alvorlig teologi, der æstetisk adskiller sig fra en præst med solbriller (indenfor). Det siger sig selv, at ikke alle rammes af én video. Der skal mere til.
Jeg er meget taknemmelig for, at der er præster, som tager sig af den alvorstunge teologi, som især unge mænd efterspørger.
Og samtidig er jeg den stolte TikTok-præst, der popper op i feedet med ukrævende indhold til dem, der – midt i tvivlen på, om Guds kærlighed også gælder dem – doomscroller deres fortvivlelse væk.
Det er en stor ære at være den, der får unge til at grine. Og gennem grinet give fortvivlelsen et frikvarter.