Tidligere lektor for provsteuddannelsen: Rønnows fejl er bagateller

Jeg sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at Fyens Stift har haft et horn i siden på Rønnow som det egentlige motiv til at gå ham efter med en juridisk tættekam, skriver lektor emeritus Erling Andersen

"Hvis de ting, som Rønnow har gjort sig skyldig i, bliver fremtidig målestok for provsters ansættelse og arbejdsrammer, må en del provster ryste i bukserne," skriver Erling Andersen. På billedet ses Paarup Kirke, som er omdrejningspunktet i en af sagerne, der ifølge stiftet danner grundlag for fyringen.
"Hvis de ting, som Rønnow har gjort sig skyldig i, bliver fremtidig målestok for provsters ansættelse og arbejdsrammer, må en del provster ryste i bukserne," skriver Erling Andersen. På billedet ses Paarup Kirke, som er omdrejningspunktet i en af sagerne, der ifølge stiftet danner grundlag for fyringen. Foto: Leif Tuxen

Jeg har med undren fulgt sagen om Finn Rønnows afskedigelse fra stillingen som provst i Hjallese Provsti. 

Mit kendskab til provsternes arbejde kommer fra omkring 14 års arbejde med provsteuddannelsen, som jeg har været med til at konstruere og opbygge. 

Hvis de ting, som Rønnow har gjort sig skyldig i, bliver fremtidig målestok for provsters ansættelse og arbejdsrammer, må en del provster ryste i bukserne. Det, som stiftet mener, Rønnow har gjort forkert, er på niveau med, hvad jeg har set før.

Hvad der ydermere forbavser mig, er, at biskoppen bryder med grundlæggende principper omkring nye provsters introforløb og første del af provsteuddannelsen.

Introforløb kræver langmodighed

De første år af en provsteansættelse er et læringsforløb i praksis, hvor forudsætningerne i sagens natur er begrænsede. Her vil der blive begået fejl, ikke mindst fordi nye provster kommer med entusiasme og gåpåmod, som sjældent står mål med viden om administration og forvaltningsprocedurer. 

Opgaven for provsteuddannelsen og den pågældende biskop er her at støtte, vejlede og vise langmodighed. Det er en periode, hvor biskoppen må være optaget af at bygge den nye provst op til både at turde tage ansvar og initiativ.
 
Med 18 års præstearbejde og erfaring som tillidsrepræsentant, provstiudvalgsmedlem og stiftsrådsmedlem kom Rønnow til Hjallese Provsti med gode forudsætninger. 

Han nåede imidlertid ikke at være provst i tre år. 

Rønnow har ikke snydt nogen, begået økonomisk bedrageri, taget af kassen eller begået overgreb. Der har ikke været klager over Rønnow fra de præster, han som provst var leder for, fra provstiudvalget, provstiets menighedsråd eller Rønnows provstekolleger.

Jeg kender sagen, har talt med Rønnow og læst sagsakter, nøjagtig ligesom jeg gennem årene har haft tæt kontakt til en lang række provster, som stod med et eller andet bøvl. 

Rønnow har begået fejl, og mit anliggende er ikke at forsvare fejl. Han har måske også vist temperament og utålmodighed, vist sin biskop kant, men jeg har svært ved at se, at regelværket er blevet udfordret i Hjallese mere end i så mange andre provstier.

Fyring på baggrund af bagateller

Dette underbygges af de eksempler fra Rønnows administration, som Fyens Stift fremlægger som begrundelse for fyringen.

Biskoppen valgte højst usædvanligt at sende en stiftsjurist på et uanmeldt tilsyn i Hjallese Provsti, som varede i cirka tre timer. Stiftet udbad sig efterfølgende en række dokumenter svarende til mere end 2000 sider. 

Jeg har aldrig før hørt om et stift, hvor man har anvendt en sådan fremgangsmåde. 

Man fandt, at fem ud af cirka 300 bygge- og synssager i Rønnows korte embedstid ikke var blevet vendt tilstrækkeligt med stiftsøvrigheden. Det er altså et meget lille tal, og provster ved, at den slags sker.

Rønnow gav tilladelse til i en sommerferie, at menighedsrådet ved Paarup Kirke, hvor han selv er sognepræst, kunne iværksætte reparation af en lugeåbner i klokketårnet, så der kunne ringes med klokken. 

Stiftet vurderede efterfølgende, at denne sag ikke havde opsættelig karakter, samt at byggesager af denne karakter aldrig bliver hastebehandlet. 

Endvidere er Rønnow som præst ved kirken inhabil i en sådan sag, idet han, som stiftet skriver, må "betragtes at have en personlig og økonomisk interesse, da udfaldet af ansøgningen altid vil have betydning for det præsteembede, hvor du udfører dit kald".

Hvilken personlig og økonomisk interesse skulle Rønnow dog have haft? Vi taler om en lugeåbner i et klokketårn. Hvilken bagatel. Der skal naturligvis være respekt omkring folkekirkelige habilitetsregler, men jeg savner her igen proportionalitet.

I samme boldgade havde Rønnow en hånd med i ombygningen af den tjenestebolig, han selv bor i, hvilket stiftet finder stærkt kritisabelt. 

Enhver, der kender en smule til den lokale folkekirkelige virkelighed, ved, at præster og præstegårdsudvalg hjælper hinanden omkring det praktiske. Det er ikke et særsyn.

Et andet eksempel. Hjallese Provstiudvalg har bogført udgifter på en forkert konto. Nu sidder provsten ikke og bogfører, men det fritager naturligvis ikke ham/hende sammen med provstiudvalget for ansvaret for, at alt går ordentligt til. 

Revisionen opdagede naturligvis fejlen, men inden da var provstiudvalget af den nye regnskabsfører blevet gjort opmærksom på fejlen, hvorpå den blev rettet. Stiftsøvrigheden blev dog ikke orienteret rettidigt. Med en fejl i bogføringen er vi igen på bagatelniveau.

Forudsatte kompetencer

Rønnow havde en ambition om at oprette et administrativt fællesskab med fælles regnskabskontor, personalekonsulent og bygningskonsulent. Tretten menighedsråd ønskede at være med. 

Provster – og stifter – ved, at det kan være en kompleks opgave at få et sådant fællesskab etableret med oprettelse af vedtægter, ansættelse og aflønning af medarbejdere. Det kan i en overgang kalde på pragmatiske løsninger. 

Stiftet modtog vedtægterne for fællesskabet, inden to medarbejdere blev ansat, men nåede ikke at godkende, før der skulle indberettes løn. For at disse medarbejdere kunne få løn til tiden, måtte man derfor aftale med et menighedsråd, som midlertidigt kunne stå for aflønningen. 

Når det formelle siden kom på plads og vedtægterne godkendt, skulle pengene refunderes. Og det blev de, ligesom vedtægterne blev vedtaget, og der kom gang i samarbejdet, som alle hele vejen havde været enige om.

Da de nævnte medarbejdere blev ansat i det administrative fællesskab, afholdt Hjallese Provsti en række udgifter, såsom indkøb af mus, computere, kursusudgifter og lignende. Omkring 40.000 kroner. Provstiet havde indgået aftale med repræsentanter fra menighedsrådene om, at provstiet skulle lægge ud for de første udgifter til kontorhold for det administrative fællesskab.

Udgifterne skulle så tilbageføres til provstiet, når samarbejdet var etableret. Den slags må man ret beset ikke, men situationen krævede en praktisk løsning.

Biskoppen forventer, at Rønnow som provst og erfaren sognepræst besidder det fornødne kendskab til reglerne om inhabilitet, byggesager og økonomi. 

Alt det ovenstående er foregået, mens Rønnow var i gang med den uddannelse, der skulle klæde ham på til at være provst. 

Rønnow har altså ikke nået at gennemføre det introduktions- og uddannelsesforløb, som ministeriet har iværksat for provster. Af stiftets kritik af hans embedsførelse fremgår det, at Rønnows kompetencer forudsættes at være til stede før og uafhængigt af uddannelse.

Af beskrivelsen af provsteuddannelsen fremgår det også, at biskoppen i de første to år skal være opmærksom på, at den nye provst sikres nødvendig aflastning i forbindelse med konkret uddannelse og oplæring. Rønnow har haft drøftelser med biskoppen om sådanne foranstaltninger, men det kom der ikke noget ud af.

Bagvedliggende motiv?

Ud fra mit kendskab til sagen sidder jeg med en ubehagelig fornemmelse af, at Fyens Stift har haft et horn i siden på Rønnow som det egentlige motiv til at gå ham og provstiet efter med en juridisk tættekam – med sigte på at få ham ud.

Min pointe er, fra kendskab til hvad der ellers foregår i landets provstier, at vi er på et niveau af fejl hos en – ny – provst, der i ordentlighed ville blive mødt af en læringsorienteret ledelse. 

Jamen, skal reglerne ikke overholdes? Jo, det skal de. Men igen: der er ikke noget i denne sag, jeg ikke har set før i mit arbejde med provster. Det bliver bare som regel – og heldigvis – mødt med et professionelt ledelsesmæssigt overskud, så der kan blive rettet op.

Ingen kan være tilfredse med slatne provster, som ikke vil noget. Rønnow har villet noget og har leveret resultater med lokal opbakning. 

Et par spørgsmål står tilbage: Har biskoppens rigoristiske iagttagelse af Rønnows forvaltning skygget for et blik for Rønnows ledelsesmæssige kvalifikationer og indsats til gavn for provstiet? 

Og – mere generelt – hvad vil der ske, hvis alle provsters forvaltning blev screenet efter samme skabelon, som det er sket i Rønnows tilfælde?

Fyens Stift har ikke ønsket at kommentere indlægget fra Erling Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning