Jeg holder utroligt meget af den kære folkekirke, men... For som med andre ”kære” er der også her et "men": Vores kirkes organisering er en udfordring.
Under coronakriserne blev det vist tydeligt for alle, at når der ikke er en klar ledelsesstruktur fra bund til top, er det umuligt at agere både hurtigt og fornuftigt i så stor en organisation med mange lag af forskellige demokratiske valgte organer.
Bestemmer de lokale demokratiske organer, eller er det biskopperne eller ministeren? Det bør vi få styr på via ny lovgivning.
Flere regeringer har taget tilløb til reformer af folkekirken
Kirken har flere gange været med i skiftende regeringers grundlag og arbejde. Mit eget parti, Socialdemokratiet, vedtog tilbage i 2003, at folkekirken skulle moderniseres inden for Grundlovens rammer. Altså skulle kirken bevare den særstatus, som er nævnt i Grundlovens §4 (“Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”, red.).
Fogh-regeringen satte i 2007 et arbejde i gang for at udvikle folkekirken til en mere moderne, men fortsat rummelig kirke med et mere sikkert greb om økonomien. Eventuelt skulle statens løntilskud til præster flyttes til de samfundsopgaver, kirken varetager, og endelig skulle der ske en regelforenkling. Ærgerligt, at den rapport aldrig kom til en grundig offentlig drøftelse.
Jeg fik kirken med i regeringsprogrammet i 2011 med henblik på at indrette en mere tidssvarende og klar styringsstruktur jf. Grundlovens §66 (“Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”, red.).
Det arbejde resulterede i det, der i dag omtales som ”Betænkning 1544”. Der var faktisk et smalt flertal for at gennemføre forslagene. Men da Venstre meldte fra sent i forløbet, besluttede vi i Socialdemokratiet, at væsentlige ændringer i folkekirkens struktur ikke skulle gennemføres, uden at de to store regeringsbærende partier var enige herom. Alt andet ville være for sårbart.
Tidligere forslag kan bruges som afsæt for ny debat
Verden har flyttet sig i de mellemliggende år, så man kan hverken tage bloktilskudsmodellen eller 1544 op af skuffen og implementere en ordning derfra. Men de kan begge være et fornuftigt afsæt for en aktuel debat og en ny styringsmodel.
Folkekirkens bekendelsesgrundlag og de gamle skrifter er ikke entydige. Der er plads til fortolkninger og selektive valg af, hvad man selv vægter mest. Det forpligtiger kirken til at være rummelig. Det forpligter vel også samfundet til at være tolerant og give plads til forskellige teologiske fortolkninger?
Det forpligtiger menighedsrådene til at være gode arbejdsgivere og til at organisere en lokal ledelse der fremmer alles arbejdsmiljø. Det forpligtiger kirkens ansatte til at samarbejde og løse lokale udfordringer, uanset hvor forskelligt de enkelte sogne er betjent.
Og det forpligtiger Folketinget til at lovgive om en modernisering af folkekirkens drift og virke, så rummeligheden bevares, og befolkningen oplever sig godt betjent i hele landet og i alle livets forhold.
Lad menighedsrådsforeningen forhandle overenskomster med alle ansatte
Jeg opgiver ikke lige den tostrengede ledelse. Andre virksomheder har også fagligt baserede ledelsesveje. Men det forudsætter, at alle samvirker om målet: at være kirke for hele sognet.
Derfor bør Landsforeningen af Menighedsråd have forhandlingsretten for overenskomster med alle ansatte. De kan så nok med fordel organisere sig i en flerfagligt sammensat personaleorganisation. Måske kan præsterne ansættes i en faglig søjle under biskop og provst frem for af staten?
Nogen kan med fordel gentænke magtbalancen mellem netop biskop, provst og menighedsråd: Ligger snittet rigtigt? Og hvem kan legalt udtale sig på folkekirkens vegne?
Ja, der er mange spørgsmål der kalder på nye svar. Jeg håber, den kommende kirkeminister er åben for en bredtfavnende debat, der skal ende med en modernisering af folkekirkens struktur og organisering.