Først og fremmest tak til professor, ph.d. Lisbet Christoffersen for at have arbejdet grundigt med udvalgsrapporten til folkekirkens biskopper om dobbelt medlemskab herunder de tilhørende appendikser.
Uden at ville udtale mig på hele udvalgets vegne konstaterer jeg med glæde, at Lisbet Christoffersen er enig med biskopperne og udvalget om, "at der er behov for at åbne for, at døbte mennesker i Danmark med dobbelt religiøs identitet kan få adgang til – mod betaling af kirkeskat til folkekirken – at få udført kirkelige handlinger i folkekirken, uden at de samtidig skal frasige sig medlemskab i et andet kristent trossamfund, her i landet eller i udlandet."
Jeg hilser det også velkomment, at Lisbet Christoffersen tilslutter sig udvalgets anbefaling af, at "præster alene kan være ansat ét sted", og at "alle, der ønsker det, og som er døbt med en kristen dåb, får adgang til mod betaling at opnå medlemsrettigheder i folkekirken i forhold til hele det kirkelige liv."
I udvalgets rapport har vi understreget, at der ikke er A- og B-medlemmer i folkekirken. Alle har lige forpligtelser og rettigheder, fordi dåben er den eneste adgangsbillet til medlemskab af folkekirken.
I udvalget har vi tiltro til, at vores foreslåede regler om en styrket loyalitet for rådsmedlemmer og biskoppernes allerede eksisterende tilsynspligt kan være med til at sikre, at hvis man påtager sig et frivilligt arbejde som menighedsrådsmedlem, så følger man de regler, der gælder i folkekirken.
Hvis man har "onde hensigter", kan man allerede i dag opstille til et menighedsråd i folkekirken, efter at man måtte have meldt sig ud af sit eget trossamfund.
Også ansatte i folkekirken har en loyalitetsforpligtelse over for folkekirken, og det er sådan i dag, at præsten udøver tilsyn i forhold til kirke- og kulturmedarbejderen.
Disse forhold ændrer dobbelt medlemskab af folkekirken og et andet kirkesamfund ikke på, og det er derfor, de ikke er behandlet i rapporten, sådan som Lisbet Christoffersen efterlyser.
Sankt Petri er et eksempel på dobbelt kirkemedlemskab
Lisbet Christoffersen kritiserer udvalget for at nævne Sankt Petri tyske menighed i København som eksempel på, at dobbelt medlemskab allerede praktiseres lovligt i folkekirken. Det skulle fremgå af bilag 4 i udvalgets rapport, at den er en menighed inden for folkekirken: "Ligesom for eksempel en valgmenighed."
Jeg kan godt forstå, at Lisbet Christoffersen opholder sig ved Sankt Petri tyske menighed, for den er et interessant eksempel på et kirkesamfund, der både er folkekirke og tysk kirke.
I bilag 4 fremgår det, at ved en lovændring i 1991 ændrede Sankt Petri tyske menighed status fra at have karakter af en valgmenighed til en status svarende til den status, der gælder for døvemenigheder i folkekirken. Det fik en række økonomiske konsekvenser, som jeg ikke skal gå ind på her.
Men det interessante er, at dermed opgav Sankt Petri tyske menighed ikke sin status som en tysk menighed. Der er økonomiske tilskud fra EKD (Evangelische Kirche in Deutschland), løn og -ansættelsesvilkår fastsættes af EKD, man kan blive medlem i Sankt Petri enten som medlem af folkekirken eller Den Evangeliske Kirke i Tyskland, og menighedsråd inklusiv den tyske præst kan ikke deltage i valg af biskoppen over Københavns Stift.
Præsten ved Sankt Petri er stadfæstet af kongen, men præsten har ikke Kirkeministeriet som ansættelsesmyndighed. Den har Sankt Petri Menighedsråd. Præsterne rekrutteres udelukkende i Tyskland og udsendes til tjeneste i Danmark af EKD.
Sankt Petri tyske menighed er en interessant hybrid som en tysksproget menighed i folkekirken med en række særlige regler og privilegier, der i historiens løb har udviklet sig til et eksempel på, hvordan en dobbelt religiøs identitet og et dobbelt kirkemedlemskab er blevet forhandlet på plads i Danmark.
Det er vigtige emner, Lisbet Christoffersen tager op, og jeg er sikker på, at vi kommer til at drøfte dem videre i den kommende tid.