Den tidligere §1a-studerende Birthe Bridgeman har i Kirke.dk's magasin om præstemangel et debatindlæg med overskriften "Præsteuddannelsen bør være praksisorienteret" [debatindlægget blev oprindelig bragt på Kirke.dk den 18. februar under overskriften "Debat: Folkekirken bør have en konfessionel præsteuddannelse"].
Når man læser overskriften, tænker man, at artiklen handler om, hvordan "præsteuddannelsen" kan blive mere jordnær og sikre, at ordinander er bedre rustet til den opgave, de står over for. Hvad Bridgeman dog leverer, er misforstået teolog-bashing og et trist new public management-syn på teologien.
"Man kunne fylde kirken med præster i morgen, hvis man optog alle de mange hundreder, der indtil videre har søgt om forhåndsgodkendelse til at gennemføre §1a-efteruddannelsen."
Sådan lyder det "halvt i spøg" – må man forstå – fra Birthe Bridgeman.
Bridgeman har som §1a’er gjort det til sit hverv at være ikke blot apologet, men frontkæmper i kampen for at udvande teologi som et nødvendigt studium for at varetage funktionen som sognepræst. Bridgeman mener, at det fra "officielt hold" flere gange er påvist, at de særuddannede ikke er dårligere præster.
Jeg ved ikke, hvad det er for et "officielt hold", og hvilke undersøgelser Bridgeman her henviser til, men en ting er sikkert: Man kan ikke reducere faglighed og samtidig få mere kvalificerede ansøgere.
Det er muligt, at man kan optage dygtige retorikere og folk med livserfaring, psykologisk indsigt og politisk tæft – men det er nu en gang ikke det, der er vores metier, og det som Bridgeman gør sig til fortaler for, er en farlig vej at gå ned ad, der underkender vigtigheden af, at god teologi bunder i solid faglighed. I stedet er Bridgemans våde drøm at erstatte den dybe teologiske indsigt med flot indpakning og folkelig appel.
Eksegese er afgørende for prædikenen
En af de ting, som falder Bridgeman for brystet som en unødvendig akademisering af teologien, er eksempelvis disciplinen "eksegese" – tekstudlægning. Der er åbenbart ingen ræson i at bruge unødig tid på at lære græsk, latin og hebraisk, for som Bridgeman skriver: "Hånden på hjertet, hvornår gik man sidst i kirke og hørte en eksegese?" Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde.
Her afslører Bridgeman sin egen totale mangel på forståelse for, hvad det er, man som præst laver uge efter uge. Det er eksegese. Tekstudlægning. Jeg ved ikke, hvor Bridgeman går i kirke, siden hun mener, at hun ikke hører eksegese – men jeg hører dygtig eksegese fra meget kompetente teologer temmelig ofte.
Hvis Bridgeman mener, at det er anvendelsen af den græske eller hebraiske grundtekst, der ikke tages udgangspunkt i, så er det bestemt også et synspunkt, jeg vil anholde og garantere, at der ikke er rygdækning for. Jeg har ikke tal på de kompetente teologer og almindelige sognepræster, jeg har hørt udfordre 92-oversættelsen ved at tage fat i grundbetydningen og grammatiske uklarheder i originalteksterne.
Det kunne være Louise Howard i Åkirkeby – en fantastisk Det Gamle Testamente-ekseget. Det kunne være Jesper Tang i Vartov. Det kunne være Pernille Bolø i Engesvang ved Silkeborg, som jeg ofte har hørt tage fat i et græsk ord og vende vrangen ud på dem – bare lige for at skabe en geografisk spredning og vise, at de kompetente eksegeter heldigvis findes over hele landet. Jeg kunne pege på mange, mange flere.
Kirken står i en brydningstid, og der er mere end nogensinde fokus på, hvad kirken gør og mener. Når der er sekulære kræfter, der har det svært med, at bibelkonservative præster tolker Bibelen radikalt anderledes end bløde venstrefløjspræster, så er det en debat om eksegesen, der er på spil. Hvis ikke vi kender vores bibel og kan vores fag, så kan vi heller ikke på saglig grund udfordre de dogmer, vi måtte finde anstødelige.
Vi kunne ved brug af Bridgemans logik også stoppe lægemanglen i morgen, hvis vi droppede kvoterne for optag på medicinstudiet og lod enhver, der var villig til selv at betale for sin lægeuddannelse, få licens til at praktisere.
Det er jeg ikke sikker på, man fra Sundhedsstyrelsens side ville mene var en god idé. Heller ikke selvom man fik en masse dygtige oratorer ind, der godt nok vidste en masse om at snakke med patienterne og kunne lulle dem ind i en tryg følelse på hospitalsgangen, men ikke anede, hvad det "akutte hæmatom", hun skulle behandle, betyder.
Brug for mere praktik på teologistudiet
Hvor jeg er enig med Bridgeman, så er det i, at der godt kunne komme noget mere praktik ind på den teologiske uddannelse på universitetet. Det teologiske studium er ikke en præsteuddannelse. På samme måde som jura ikke er en advokatuddannelse.
Men 80 procent af kandidaterne fra teologi ryger dog direkte videre til folkekirken, så det ville være rettidig omhu af KU og AU at anerkende den primære aftagers behov – og her har Teologisk Fakultet fejlet. Måske delvist af angst for at blive stemplet som konfessionel. Faktum er bare, at teologi – i hvert fald på KU – er konfessionel, også selvom vi foregiver andet.
Det ville klæde de teologiske uddannelser at udbyde kurser i homiletik, sjælesorg, organisation og daglig ledelse med mere. Det kunne de studerende på Yale Divinity School for eksempel, da jeg var på Yale i 2022. KU kunne endvidere også give mulighed for længere praktikforløb. En anden mulighed kunne være et samarbejde med folkekirken om, at man kunne opstarte et frivilligt forløb som kapellan eller uddannelsespræst tilknyttet en kirke efter bacheloren.
At dele teologi op i to spor er en mulighed, der er nævnt før. Det er urealistisk på så lille et fakultet, og det vil skabe et a- og et b-hold. Alternativet er at droppe kravet om teologi helt og åbne et konfessionelt præsteseminarium. Konsekvenserne af det tør jeg slet ikke tænke på. Men med §1a er det reelt det, der man er på vej hen. For hvorfor skulle man bruge seks-syv år på at læse teologi, når man kan læse noget andet, som man kan falde tilbage på senere, få en højere løn end de faglærte teologer og så blive præst ved lidt efteruddannelse?
Jeg må indrømme, at selvom jeg har været på pastoralseminariet med en masse meget søde og dygtige §1a’ere – så er det ikke den vej, kirken bør gå. Det er en glidebane, der uvægerligt vil medføre en teologisk udvanding. Også selvom 1a’erne kommer med de bedste intentioner i verden og er nok så dygtige.
Vi bliver nødt til at afgøre: Enten er den teologiske kandidat et krav for at blive præst, og så må vi finde ud af, hvordan vi rekrutterer og fastholder de studerende, eller også skal vi acceptere, at løbet er kørt for teologien og erkende, at det bliver flotte taler og blød humanistisk teologi ukritisk forankret i danske bibeloversættelser, der skal tegne kirken i fremtiden.
Der er ikke nogen reel mellemvej på sigt, og §1a er teologiens svar på at tisse i bukserne for at holde varmen.