Der har i samtalen om dåbskommissionens midtvejsrapport været en til tider temmelig voldsom debat om især den første indledende bøn i det nuværende dåbsritual, nemlig den første tak til Gud, fordi han "har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn." Denne formulering er bibeholdt i bøn A.
Jeg har i et andet indlæg i debatten plæderet for, at bøn ikke er en særlig genre inden for dogmatik. Bønnen skal ikke være en belæring af den bedende – og da slet ikke en måde at fortælle Gud på, hvem han er, eller hvad han gør. Denne problematik vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men blot påpege, at den kan synes tungt til stede i denne formulering – også selvom det ikke er intenderet.
Flere har påpeget det fine i at ændre ordlyden til "hvor du tager imod os som dine børn". Nogle mener, at det er så stor en ændring, at det gør dåbens tilsagn mindre og ligegyldigt – andre mener, at denne lille sproglige ændring er alt for lidt. Begge synspunkter går fejl, tror jeg.
Først det sproglige: "hvor du tager imod os som dine børn" er et mere taktilt og levende sprog. Vi ved godt, hvad det er at blive taget imod. Vi kan næsten mærke det og relatere direkte til det. Denne ændring i takkebønnen står ikke i modsætning til den mere dogmatiske bøn i det nuværende dåbsritual – den beriger derimod forståelsen af, hvad der er på færde. At blive taget imod er en menneskelig erfaring, som vi naturligt forbinder med kærlighed, generøsitet og taknemmelighed.
For det andet vil formuleringen (om at blive taget imod) for mange – måske især voksne dåbskandidater, men også de voksne, der bærer små børn til dåb – være et billede af den ultimative tilgivelse, af syndsforladelse, af heling. Det er god teologi.
Mange vil kende lignelsen om den fortabte søn. Den yngste søn har brudt forholdet til faderen endegyldigt, faderen er som død for ham, og han har endda krævet sin arv – og fået den. Det går som bekendt grueligt galt i hans faderløse liv. Sønnen ved, at han ikke mere er søn. Alligevel søger han med frygt og bæven mod sit gamle hjem for dog at få lov at arbejde der som fremmed – og imens han går, øver han sig på den syndserkendelse/syndsbekendelse, han vil fremføre for sin far.
Han vil lægge sig fladt ned og indrømme: "jeg har syndet mod dig og mod Gud". Men faderen får øje på ham på lang afstand, får vi at vide i lignelsen – som havde han kigget efter og ventet på ham hver eneste dag. Og han løber ham i møde, kysser og omfavner ham og tager imod ham som sin søn.
"Min søn var død," siger han – "men nu er han blevet levende igen". Død og liv handler her tydeligvis ikke om biologi, men om relation. Er det ikke fortællingens og kærlighedens sprog, der her siger: "du vidste det ikke, men du har altid været mit elskede barn"?
For det tredje viser denne ændring dåbens stærke åbenbaringskarakter. I det skjulte er ethvert menneske Guds barn, skabt i Guds billede og bærer dette billede i sig – mere eller mindre forvrænget. Men det er der stadig.
I dåben åbenbares det, som netop også åbenbaredes for den fortabte søn: at han altid – også da han bestemt ikke fortjente det, ikke vidste det eller troede det – har været Guds barn. I modtagelsen og omfavnelsen åbenbares det. Det bliver virkelighed for ham.
I det små kender vi til at blive taget imod – i tilgivelse og fornyelse. I dåben er modtagelsen at blive genfødt og ny. Her åbenbares og åbnes dåbens mysterium: det du altid har været, bliver du igen.
Det åbenbares for den døbte: "du er Guds elskede barn – det er sagt højt, det står fast, og det skal du aldrig tvivle på" – og det åbenbares for alle til stede: "Han/hun er Guds elskede barn, nu har I hørt det, denne værdighed kan aldrig drages i tvivl".
Så hermed et ønske om, at dåbskommissionen vil overveje denne ændring af takkebøn A.