En teologisk arbejdsgruppe ved navn "Værn om dåben" vil forsvare en luthersk og grundtvigsk opfattelse af dåben. Med tanke på de nært forestående afgørelser i dåbskommissionen mener de seks medlemmer af gruppen, "at slaget netop nu står om, hvad der 'sker' i dåben, og hvad et sakramente er".
Jeg mener, arbejdsgruppen er kommet på afveje, når den vil udrede, hvad der "sker" i dåben. Det betænkelige er selve den forestilling, at der sker noget ganske bestemt i dåben. Hvis det nemlig er rigtigt, at dåben automatisk udvirker noget bestemt, så er dåben reduceret til en magisk handling, der virker ved sin blotte udførelse. Så er der så at sige gået sakramentmagi i dåbsforståelsen.
Så vidt jeg kan se, tænker arbejdsgruppens medlemmer i sakramentmagiske baner, når de insisterer på, at der i dåben sker en "forvandling" af mennesket, idet vi "genfødes til at blive børn af Gud" og dermed får ham til vores himmelske Fader. Som den ultimative trumf på deres udsagn om, hvad der sker i dåben, anfører de, at "Gud selv handler og er til stede".
Dåben formidler Guds nådespagt
Jeg anerkender til fulde arbejdsgruppens intention om at værne folkekirkens dåbshandling mod mulig udtynding af dåbsritualet. Men det er forkert at ville værne folkekirkens dåbsritual med henvisninger til, hvad der sker i dåben. For dåbens sakramente er ikke forlenet med en magisk virkning, som automatisk aktiveres ved ritualhandlingens udførelse.
Dåben er en tegnhandling. Som tegnhandling viser dåben hen til den nådepagt, som vi i kirken tror, Gud har beredt for os ved Jesu Kristi fuldbragte værk.
Med de liturgiske virkemidler, som kirkens dåbsritual byder på – først og fremmest forbøn, korstegnelse, overøsning, håndspålæggelse, Fadervor og velsignelse – indvies den døbte til at være et kristent menneske og får samtidig tilsagn om at være omfattet af Guds nådepagt, således som dåbshandlingen formidler den.
Det kan efter min opfattelse ikke betones kraftigt nok, at dåben har henvisende karakter og peger på noget andet end sig selv. I det autoriserede dåbsritual kommer den henvisende karakter klart til udtryk i den indledende lovprisning fra 1. Pet. 1,3, der sætter ord på den genfødelse af menneskeslægten, som er kommet i stand ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Det er en genfødelse, vi ganske vist ikke kan gribe om som en manifest kendsgerning, men vi kan dog tilegne os den som "et levende håb". Og det turde være ikke så lidt.
Et skinproblem
Desværre udfolder den påfølgende dåbsbøn ikke, hvad det enkelte menneskes dåb er i relation til det levende håb, som lovprisningen taler om. I stedet gør dåbsbønnen reklame for dåbens virkninger, som om disse er iboende egenskaber i selve dåbshandlingen.
Som bekendt belæres vi i dåbsbønnen om, at Gud i dåben gør os til sine børn. Den belæring sætter arbejdsgruppen øjensynlig pris på. Jeg mener nu, belæringen er en fejltagelse, og at den er båret af en utidig bekymring.
Spørgsmålet, hvorvidt Gud i dåben gør os til sine børn eller ej, er i praksis et skinproblem. For når nogen påkalder Gud ved at bede barnebønnen Fadervor – og det må jo for ethvert døbt menneske være både oplagt og tilladt at gøre det – så har vedkommende allerede dermed bekræftet troen på at være et Guds barn!
Jeg kan derfor kun give arbejdsgruppen min fulde tilslutning til udsagnet, "at bønnen Fadervor er dåbsbarnets største og rigeste dåbsgave."
Dåbsritualet skal ikke foregive at vide besked om, hvad der sker i dåben. Dåbsritualet skal begrænse sig til at forkynde Guds nådepagt ved Jesus Kristus og i tegnhandlingens form tilsige denne pagt personligt til de mennesker, der kommer til dåben.
Med al respekt for Luther og Grundtvig bør kirken udlægge dåbens betydning så enkelt og enfoldigt som muligt. Den bør herunder holde sig for øje, at dåben er et sakramente, ikke en magisk handling.