Der var stående bifald til en voldsom kritik af dårlig og amatøragtig ledelse i folkekirken, da der den 25. september var konference på CBS om folkekirkens arbejdsmiljø. Ledende fagforeningsfolk er citeret for at sige, at "i folkekirken er alt fejet ind under gulvtæppet, indtil det ikke længere kan være der."
Så sandt, som det er sagt, er det lige så sandt, at fagforeningerne er med til at feje.
Hvorfor skal der være hele ni (!) fagforeninger på et så lille overenskomstområde, heraf hele tre på musikområdet? Det gør ikke livet som ledelse nemmere.
Hvorfor er fagforeningerne så voldsomt imod, at Landsforeningen af Menighedsråd får forhandlingsret som arbejdsgiverpart?
Det ville være en lettelse, at arbejdsgiver kunne komme til at feje noget ud og få en enhedsoverenskomst i stedet for hele tiden at få nye – til tider pænt belastende – aftalevilkår læsset oven på gamle. Det gælder for eksempel de seneste nye overenskomster på kirkesangerområdet, der går for at være en masterclass i kompleksitet.
Hvorfor er man overhovedet ansat i folkekirken, hvis det virkeligt er så horribelt? Menighedsrådene er jo ikke kommet fra den ene dag til den anden. Det er dem, der faktisk og til en latterlig lav aflønning driver systemet.
Det ville klæde de ni fagforeninger at komme ind i kampen og sammen med menighedsrådene tale folkekirken op og arbejde for at bedre vilkår for ledelse og forvaltning.
