Tak til formanden for stiftsrådet i Lolland-Falsters Stift, Susanne Møller, for at rejse en interessant problemstilling. Spørgsmålet om stifternes grænser synes især at dukke op i forbindelse med bispevalg eller – som nu – i en tid, hvor stiftsrådsposter fordeles, herunder hvem der skal være formand. Men det er også en vigtig del af en større samtale om folkekirkens fremtid.
Vi står i folkekirken over for store og komplekse opgaver i de kommende år. Opgaver, som vi kun kan løse i fællesskab og gennem en åben dialog om, hvad der tjener folkekirken og dens menigheder bedst. Om ændrede stiftsgrænser er svaret på disse udfordringer, er jeg dog mere i tvivl om.
Jeg lægger mig op ad det svar, som biskop Ulla Thorbjørn Hansen gav i valgkampen i 2022:
"Skal der en dag drøftes stiftsgrænseændringer, bør det bero på et ønske fra de implicerede parter. Et ønske, der følges op med samtaler, hvor fordele og ulemper samt konsekvenser afdækkes. Det er altså ikke noget, biskopperne lige tager initiativ til. Det må ikke være en skrivebordsøvelse eller en DJØF-løsning."
Roskilde Stift strækker sig geografisk fra Sjællands Odde til Fanefjord på Møn – fra bysogne til landsogne, fra kongegrave til storslået natur og smukke kirker, både nye og gamle. Netop denne mangfoldighed er en styrke og noget af det, jeg selv holder meget af ved Roskilde Stift. På trods af afstande og forskelligartede lokale udfordringer mødes vi i et stærkt fællesskab, og mange oplever en tæt tilknytning til stiftet, domkirken i Roskilde og biskoppen, uanset hvor i stiftet de befinder sig.
Jeg er overbevist om, at det samme gør sig gældende i Lolland-Falsters Stift – for det betyder faktisk noget, hvilket stift man hører til.
Derfor er dette ikke et spørgsmål, som vi bare kan tage en hurtig debat om, eller som skal hastes igennem som optakt til en stiftspræstefordeling om et par år. Hvis grænserne en dag skal ændres, må initiativet komme nedefra i de berørte områder, og alle sider af sagen skal grundigt belyses. Og de svar, som en sådan proces giver, skal indgå i en større samtale om, hvordan vi samlet finder løsninger på folkekirkens udfordringer.
Endnu en gang tak til Susanne Møller for at bidrage med sit perspektiv til en større samtale om, hvordan vi bedst ruster folkekirken til de opgaver, der ligger foran os.