Jeg har fulgt diskussionen om den nye bibeloversættelse med interesse, dels fordi jeg er kirkeligt engageret og medlem af Vartov Valgmenigheds nævn, dels fordi jeg er professionelt optaget af sprog og sproglige ytringer, og endelig fordi jeg er optaget af Bibelens betydning uden for kirkens rum.
På den baggrund tillader jeg mig at fremsætte nogle bemærkninger til diskussionen.
Oversættelsen skal prioritere den mening, grundteksten repræsenterer
Debatten aktualiserer til dels velkendte positioner i kirken og kulturen i almindelighed, i spektret fra konservatisme til moderniseringstrang. Men der er også nogle spørgsmål, som får nye nuancer, i takt med at kulturlandskabet ændrer sig.
Et centralt stridspunkt er, hvor stærkt man skal vægte den nøjagtige gengivelse af indholdet i originalteksten som historisk dokument.
Dette hensyn står uundgåeligt over for andre hensyn, primært hensynet til tekstens egnethed til at tale ind i en moderne sammenhæng med, hvad det måtte lægge op til af tilpasning af forestillingsverden og sprogdragt.
Sprogopfattelsen er i de seneste årtier blevet mere og mere pragmatisk. Det vil sige, at man er blevet tiltagende bevidst om, at betydning opstår i samspil mellem det eksplicit formulerede, og det, der forudsættes af deltagerne i kommunikationen.
Det betyder brutalt sagt, at man ikke kan redde det oprindelige indhold over i nutiden alene i kraft af sproglige formuleringer. Man er nødt til at medtænke, hvad nutidige sprogbrugere stiller op med selve teksten.
En oversættelse er per definition en overførsel af teksten fra én sammenhæng (kildens) til en anden sammenhæng (målgruppens); efter at man har måttet opgive illusionen om, at der findes én og kun én fuldkommen og fejlfri oversættelse, er der altid tale om valg.
Men det fritager ikke oversætteren for at prioritere hensynet til, at den mening med teksten, som man efter bedste evne må anse for at være den gældende i grundteksten, gives den bedst mulige chance for at komme til orde i den moderne oversættelse.
Tekstens eget ærinde er det vigtigste
En kritik fremført blandt andet af Troels Engberg-Pedersen (på vegne af flere universitetseksperter i nytestamentlig eksegese) hævder, at hensynet til at lade originaltekstens mening komme til orde i de offentliggjorte prøveoversættelser er blevet tilsidesat til fordel for tilpasning til en nutidig forståelseshorisont.
Den vinkel, jeg taler for, med vægt på at fastholde tekstens ærinde og med hensyntagen til det pragmatiske, rammer nogle af de samme ting som denne kritik, selvom rationalet er lidt anderledes.
Det kan illustreres med en henvisning til Engberg-Pedersens kerneeksempel (fra Filipperbrevet). Denne tekst har været særligt omstridt i diskussionen:
Engberg-Pedersens version: "Derfor, mine kære, ligesom I altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres egen frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær."
Og så den nye prøveoversættelse: "Derfor, elskede venner, ligesom I altid har været lydige i mit nærvær og er det endnu mere nu i mit fravær, skal I blive ved med at arbejde på jeres frelse med ærefrygt og ihærdighed."
Det ses, at "frygt og bæven" i den version, der er tættest på den græske tekst, er gengivet ved "ærefrygt og ihærdighed", og man har udeladt præciseringen "egen" i indskærpelsen af pligten til at arbejde på frelsen.
Engberg-Pedersens kritik af den nye prøveoversættelse går dels på, at udeladelsen af "egen" kan være et knæfald for Luther (der understregede, at man frelses ved tro alene), dels at den blødgøring, der sker ved at fjerne "frygt og bæven", udvisker henvisningen til den enkeltes frygt for Guds domstol ved dommedag, og dermed også baggrunden i jødisk tradition.
Men prøveoversættelsen udvisker også, at filipperne ikke er lydige nu i Paulus' fravær, og at brevet indskærper, at det skal de rette op på.
Oversættelse må ikke svække teksternes udsigelseskraft
I sit svar henviser generalsekretær for Bibelselskabet Johannes Baun som argument for den nye version til hensynet til et moderne og mundret dansk, således at der er den bedste chance for, at det bliver forstået af de kommende generationer.
Selvom dette hensyn er helt centralt på det principielle plan, er det svært at se, hvordan det kan begrunde den konkrete oversættelse.
Det kan ifølge min sprogfornemmelse hverken ramme fjernelsen af "egen" eller "frygt og bæven" (til fordel for "ærefrygt og ihærdighed", der måske endda kunne virke nok så bedagede). Men værst af alt er, at det fjerner brodden fra den (pragmatiske) handling, som Paulus (mest sandsynligt) udførte med brevet: nemlig at kalde filipperne til orden (og bruge frygt som det centrale argument).
Udover den enkelte passage gælder det også de sproglige valg, som markerer det overordnede sted, som teksten taler ud fra: forhold som genre, forfatterens personlige sprogvalg og så videre.
Jesper Tang Nielsen og Lone Fatum har vist, hvordan "mundrette" træk af nyoversættelsen af Markusevangeliet har sløret tekstens genrepræg og dens fremstilling af Jesus, med den konsekvens (som påpeget af Lone Fatum), at beretningen om helbredelsen af Peters svigermor får præg af en hverdagshistorie fra plejehjemmet. Også det er en svækkelse af teksternes udsigelseskraft.
Der har været anlagt mange forskellige andre betragtninger på, hvad det centrale krav til den nyoversatte tekst skal være: at den skal være god at læse op, at den skal formidle en sandhed i nuet snarere end i den bibelske tid, at den skal rette op på de misogyne træk i samtidskulturen, og så videre.
En del af disse synspunkter opfatter teksten som "brugstekst", det vil sige med henblik på dens anvendelse som konkret meddelelse i gudstjenesten. Men hvis man ser på Bibelen i den samlede målsituation, er det for snævert.
Bibelen er en del af kulturgrundlaget – en af de tekster, man vender tilbage til i mange sammenhænge som en central udfordring at forholde sig til, mest institutionaliseret i uddannelsessystemet. Vitaminerne i denne udfordring afhænger af, at man har den bedst mulige adgang til, hvad tekstens eget ærinde er.
Bibelteksten skal ikke stå alene
Selv i gudstjenesten er bibelteksten ikke beregnet til at stå alene. Det er forkyndelsen, der er i centrum, ikke bibelteksten – og som Grundtvig (mageløst) opdagede, er menigheden og forkyndelsen ældre end bibelteksterne. Det er menigheden, med præsten som repræsentant, der har til opgave at sikre forkyndelsen bedst muligt, med loyal brug af bibelteksterne.
Menigheden kan og skal ikke transformere sig til Paulus' samtidige, men forstå (og handle på) det glædelige budskab i den situation, de nu engang står i, hvortil hører at forholde sig til de forskelle, der er mellem tekstens univers og deres eget.
Hvis en bibeltekst ikke længere muliggør dette, må den glide ud af tekstrækkerne – men den skal ikke revideres, så den siger noget, der er mere anvendeligt.
Ud fra denne betragtning kommer andre stridspunkter i anden række.
I modsætning til nogle af dem, hvis synspunkter jeg i øvrigt deler, synes jeg ikke, det er så afgørende, om man oversætter med "brødre" eller "brødre og søstre", ligesom man i nutiden med god grund har afskaffet praksis med, at det upersonlige "man" altid er af hankøn – omend Jesper Tang Nielsen med rette påpeger det ironiske i, at man hermed netop pådutter teksten en kønsbinær terminologi!
Det rent sproglige kan aldrig stå alene – det afgørende er, hvad det betyder for tekstens ærinde. Det centrale kritikpunkt hos Engberg-Pedersen er netop ikke eksplicit sprogligt – Paulus siger ikke "jeg kalder jer hermed til orden" – men et spørgsmål om tolkning af tekstens ærinde. Det er det, en oversættelse frem for alt skal fastholde.