Man kan nemt få det indtryk, at det ikke er en ny biskop, men snarere en konsulent eller en virksomhedsleder, der skal bispevies i Aarhus Domkirke i maj i år. Det skorter ikke på visionerne for, hvad kirken skal være og gøre:
Den skal bekæmpe nationalisme og os-og-dem-tænkning, skabe fællesskaber, skabe en mere retfærdig verden, være relevant, blande sig i samfundsdebatten, stille sig til rådighed, være en nutidig arbejdsplads, gøre noget for børn og unge, gøre noget for ældre, gøre noget for udsatte – og den skal forny sig.
Man får let det indtryk, at kirkens forkyndelse af Ordet og forvaltningen af sakramenterne er blevet en biopgave, der skal skøjtes hurtigt over for at komme til det egentligt gavnlige, som kirken kan bidrage med.
Det bliver desværre ikke ved indtrykket. Den 1. februar kunne man i Kristeligt Dagblad læse et interview med Annette Brounbjerg Bennedsgaard, hvor hun uden omsvøb netop vedkender sig dette synspunkt:
"[...] en kirke, der ikke laver andet end at forkynde og glemmer samfundet, den er kirke i, bliver en ligegyldig kirke."
Enten er det en uheldig formulering, eller også er det at tone rent flag.
Evangeliets forkyndelse er et mål i sig selv
Kirken er ikke noget i sig selv. Den har intet og er intet, men har fået en opgave betroet af sin Herre og skal varetage denne opgave som en unyttig tjener. Opgaven er at forkynde det glædelige budskab om Guds gerning i Kristus ved at prædike, døbe og spise nadver. Det er ved dette mundtlige ord og disse sakramenter, at Helligånden virker og skænker troen. Uden det forkyndte ord er der intet at tro på.
Men når Ordet forkyndes, kan vi stole på, at Gud skænker troen, når og hvor det behager ham at gøre det. Det er nemlig de midler, han har lovet at gøre det ved. Vi skal som kirke så Ordet og stole på, at Guds rige vokser af sig selv. Af den grund kan det aldrig blive ligegyldigt at forkynde. Det er den opgave, vi som kirke skal varetage og holde os til, om det så falder for døve ører eller bliver årsag til forargelse og udstødelse. Evangeliets forkyndelse er et mål i sig selv.
Kirken er altså kun kirke, når den bliver ved sin opgave. Eller, som Den Augsburgske Bekendelse formulerer det: Kirken er dér, hvor evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes retteligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at kirken ikke også kan gøre andet: udøve diakoni, lave kulturelle arrangementer og så videre. Men alt dette kan kirken også undlade at gøre, for dens primære opgave – og dét, der gør kirken til kirke – er, at evangeliet forkyndes.
Kirken må tage det på sig at være irrelevant og tåbelig
Hvordan er så forholdet mellem forkyndelsen og det menneskelige samfund? Det er ikke sådan, at evangeliet først skal høres og så omsættes til et eller andet program for verdensforbedring. Evangeliet bliver aldrig min besiddelse, som jeg kan bruge til mine mere eller mindre hæderlige formål.
Evangeliet er derimod det mundtlige ord, der åbner mig for den virkelighed, Gud allerede har sat mig i, og som vender mig mod den opgave at tjene ham i min ganske almindelige og begrænsede hverdag – i troen på den nåde, han i ordet har skænket mig, og i kærlighed til det konkrete menneske, jeg møder på min vej.
Det er dette, som reformatorerne kaldte "livet i kald og stand", eller det, Den Augsburgske Bekendelse kalder "den nye lydighed" i de borgerlige ordninger, der har deres grund i Guds skaber- og opretholdelsesvilje. Med forkyndelsen er det hele altså gjort. Der er ikke noget, der skal føjes til eller tages fra. Forkyndelsen skænker mig troen på, at dette mit liv er mig givet af min skaber, og at jeg som skabning skal være ham lydig dér, hvor jeg er sat.
Det lyder selvfølgelig ganske irrelevant i en tid, hvor alt afhænger af, hvad vi kan gøre og udføre, måle og registrere, eller hvor alt drukner i religiøse fornemmelser og stemninger. Men så må kirken tage det på sig at være irrelevant og tåbelig i en tid, der vil grunde alt i mennesket selv.
Teologien har ikke meget plads i valgkampen
Det er vores oplevelse, at netop denne forståelse af forkyndelsens plads i kirken er under pres, og at den stedmoderlige behandling af den indgår i en bredere tendens i folkekirken.
Det viser sig eksempelvis i de kurser, som nye præster obligatorisk skal deltage i, hvor teologien er stort set fraværende til fordel for lånefagligheder som psykologi, kommunikation og ledelse. Det stækker embedsforståelsen og svækker tyngden i det at beklæde præsteembedet. Man kunne frygte, at embedsforståelsen forskydes så meget, at kirken reelt trues af ikke længere at vedstå sig sin eneste opgave, fordi (nye) præster skoles i alt for meget andet end teologi.
Derfor er det bekymrende, når bispekandidaterne ikke giver teologien større plads i valgkampen, men i stedet giver efter for trangen til at optimere processer og gøre kirken "relevant", hvad det så end skal betyde. Et argument for, at denne dagsorden fylder, er, at det er dét, der efterspørges. Men det er vist, som man ser det – i hvert fald kunne det være, at en kommende biskop netop skulle insistere på, at forkyndelsen bærer accenten.
Alle teologiske uenigheder til trods er det vanskeligt at forstå, hvor lidt det, som skal prædikes om søndagen, fylder i valgkampen. Det handler om arbejdsmiljø og ledelse, om synlighed i samfundet, om relevans og om strukturer.
Alt dette er noget, som måske fylder i det daglige virke som biskop, men det truer også med at omkalfatre forståelsen af biskoppens embede fra at være en kirkelig myndighed, der har til opgave netop at stå vagt om forkyndelsen af ordet og forvaltningen af sakramenterne, til nu at være en visionær leder for en organisation, der lige så godt kunne have velgørenhed som formål og ikke evangeliets forkyndelse.
Det ville være befriende med en bispekandidat, for hvem det væsentlige faktisk var kirkens opgave og ikke afledte initiativer, som jo i forvejen lever i bedste velgående i folkekirken. At være en god leder er ikke uforeneligt med det at ville holde sig til at forkynde syndernes ufortjente forladelse ved Kristus som det eneste fornødne for hele folket.