Folkekirken må som alle andre prioritere. Befolkningen flytter, medlemstallet falder og strukturer, som gav mening for 50 år siden, gør det ikke nødvendigvis i dag. Stifterne skal selvfølgelig have overblik over økonomien og flere penge løser ikke i sig selv rekrutteringsproblemerne. Alt det er rigtigt, men vi bør da som minimum kunne betale for de præster, vi har besluttet at have.
På Kirke.dk kan man læse, at Roskilde Stift har indført ansættelsesstop resten af året. I Aalborg skruer man ned for ansættelserne året ud. Også i Ribe stift er præstebevillingen er presset, og flere ansættelser er blevet udskudt. Præsteforeningens formand, Pernille Vigsø Bagge, går endnu længere og siger, at hvis alle præsteembeder var besat, ville der ikke være lønmidler nok.
Det er ikke en krise som er opstået akut anno 2026. Den går længere tilbage. For eksempel kan man læse i årsrapporten for Ribe Stift 2022, at lønbevillingen var udnyttet 100 procent, selv om stiftet lå 3,3 årsværk under normeringen. Konklusionen var allerede dengang, at hele normeringen ikke kunne rummes indenfor lønbevillingen.
En mekanisme i logikken, som gør problemet tilbagevendende
I 2024 bliver det endnu tydeligere. OK24 [overenskomstaftalen i 2024] og afskaffelsen af store bededag medførte større lønomkostninger, end den almindelige regulering af bevillingen kunne dække, og biskopperne besluttede derfor en generel sparerunde. Det eneste centrale krav til stifternes konkrete besparelser var en reduktion af den planlagte lokallønspulje på mindst 25 procent.
Det var ikke enkelte økonomisk pressede stifter, der sparede på præsterne i 2024. Det var en landsdækkende opbremsning. Ministeriets egen årsrapport viser, at det samlede præsteårsværksforbrug faldt med 25,2 årsværk fra 2023 til 2024, mens normeringen stort set var uændret. Otte af de ti stifter reducerede deres faktiske præsteforbrug. Alligevel blev 99,5 procent af præstelønsbevillingen brugt mod 99.2 procent året forinden.
Tilmed er der bygget en mekanisme ind i hele logikken, som gør problemet tilbagevendende. Den daværende kirkeministers [Morten Dahlin, V] svar til Folketingets Kirkeudvalg gør det klart, at bevillingen pris- og lønreguleres på grundlag af et forudgående skøn, men at resultatet af en efterfølgende overenskomstforhandling skal rummes inden for den allerede afsatte bevilling. Bevillingen reguleres, bemærkes det, ikke bagudrettet efter den faktiske lønudvikling.
At det faktisk forholder sig således, læses i Fællesfondens 2026-budget, hvor der fremgår en fremskrivelse med et lønindeks på 1,7 procent, som Finansministeriet offentliggjorde i juni 2025. De nye statslige overenskomstforlig blev så indgået i februar 2026 og endelig tiltrådt 6. maj i år. Dette dokumenterer naturligvis ikke størrelsen af et eventuelt 2026 underskud, men det viser med al tydelighed den strukturelle forskydning, hvor budgettet besluttes på én lønforudsætning, mens den faktiske lønudvikling så aftales på efterskud.
1892,8 årsværk
Tilbage i juli 2012 trådte en lov i kraft, som fastsatte normeringen af præster til 1892,8 årsværk. Som det ser ud nu, er der ikke løbende tilført ekstramidler nok til præstebevillingen til at kunne finansiere samtlige årsværk. Jeg savner i den forbindelse, at Landsforeningen af Menighedsråd tager netop den udfordring op.
I deres nuværende udspil til præstefordelingen finder man krav om større arbejdsfællesskaber, større sammenfald mellem pastorater og menighedsrådskredse samt bevarelse af muligheden for lokalfinansierede præster. Man finder derimod ikke, så vidt jeg kan se, forslag til et krav om at gøre den centrale præstebevilling tilstrækkelig til fuld udnyttelse af den centrale normering. Hvorfor ikke?
Jeg er med på, at folkekirken ikke kan hæve sig over enhver anden offentlig eller kollektiv økonomi. Fællesfonden er i forvejen presset. Budgettet for 2026 har indtægter på ca. 2,016 milliarder kroner, udgifter på cirka 2,031 milliarder kroner. og dermed et budgetteret underskud på 14,8 millioner kroner. Præste- og provstelønninger er samtidig Fællesfondens største enkeltstående udgift. Så ja, penge er knappe og en forhøjet finansiering af præstebevillingen har omkostninger. Men netop fordi pengene er knappe, bør økonomien desto mere være gennemsigtig.
Hvis vi opererer med en central normering på 1.892,8 (plus 101 til provsterne) til fællesfondsfinansierede årsværk, mens den tilhørende lønsum reelt kun kan holdes gennem ubesatte stillinger, så har vi jo egentligt bare skjult prioriteringen i vakancerne. Knaphed er ikke et argument for økonomisk uigennemsigtighed, knaphed er argumentet for at prioritere åbent.
Man risikerer at undergrave det bæredygtige præsteliv
Hvis landsforeningen ønsker lokal nærhed, bæredygtige præstestillinger og bedre rekruttering, burde den også have en klar interesse i, at den centrale præstebevilling er realistisk. Lokalfinansierede præster kan være et godt supplement, men de bør ikke blive en erstatning for en central finansiering, der ikke kan bære den centrale normering.
Landsforeningen plæderer også for en strukturomlægning. Det er muligt at større arbejdsfællesskaber i nogle sammenhænge kan være fagligt og arbejdsmiljømæssigt fornuftige. Men organisering kan aldrig erstatte finansiering. Et arbejdsfællesskab kræver trods alt kolleger.
Hvis økonomien balanceres gennem længere vakancer, mindre vikardækning og øget brug af rådighedsordningen, risikerer man at undergrave netop det bæredygtige præsteliv, som strukturreformerne ellers er tiltænkt at skabe.
Der er i virkeligheden fire forskellige spørgsmål i denne her debat: Hvor mange præster vil vi have? Hvad koster de? Hvem skal betale? Og hvordan skal de fordeles? I øjeblikket taler vi meget om det sidste. Vi burde tale mere om de tre første. Måske skal folkekirken have færre præster? Det er selvsagt ikke et ønske, der står på min ønskeseddel, men det er en mulig politisk beslutning.
Men så bør man sige det åbent og tage ansvaret for de kirkelige konsekvenser. Hvis vi derimod mener, at folkekirken omtrent skal have det antal præster, vi allerede har besluttet, må der følge en lønbevilling med, som gør beslutningen realiserbar. Det mindst holdbare er at fastholde normeringen på papiret og spare den væk i praksis gennem vakancer.