Hvert år foretages der syn af vores kirkebygninger. For at sikre, at fag og tag, gevind og gesimser, sålbænke og salmehylder har det godt. Og når man sådan er trådt ind i 2025, og dermed har rundet et kvart århundrede, er der måske en særlig anledning til også at give kristeligheden generelt et lidt mere grundigt eftersyn.
Det er der faktisk også af andre grunde lagt i støbeskeen til. 2025 er nemlig et jubilæumsår for kristendommens første fælleskirkelige koncil, det såkaldte Nikænum i år 325 e.Kr. Her blev nogle af kristendommens mest fundamentale trossætninger stadfæstet.
Et forår i dåbens tegn
Også på anden vis bliver 2025 dog en slags eftersynets eller i hvert fald del-evalueringens anno Domini. For her til foråret bliver der taget temperatur på dåbskommissionens arbejde – og udsigten til dette har allerede fået skeptikerne ud af blækhusene. Nogle frygter en slags humanistisk blodbad over dåbens sakramente, hvor der ikke lades sten på sten tilbage af det, Martin Luther menes at have ment. Læs for eksempel om Katrine Winkel Holms frygt i Kristeligt Dagblad.
En fælleskirkelig fætter-kusine fest
2025 er også året for en interessant kirkelig begivenhed, idet de tilbagevendende Himmelske Dage løber af stablen i Silkeborg med Aarhus Stift som værter. Denne fælleskirkelige udvidede fætter-kusinefest, hvor vi vender, hvad vi mener, at kristendom og kirke er og bør være.
Set i sammenhæng med Nikænum-jubilæet er det interessant at iagttage, hvordan der tilsyneladende sker en opblødning af kirkelige fronter, og hvor selv tidehvervsgrundtvigianere kan se sig selv i de mere løsslupne festivalagtige formidlingsformer. Mon det også er udtryk for en opvågnen til, at kirken i dag i højere grad end tidligere lever på en slags åndelige markedsvilkår. Og hvad ville Luther – for slet ikke at sige Jesus – mon have ment om ”mulighedernes marked”.
Folk er trætte af at blive skældt ud
Nuvel, hvad kan en statusrapport – et kristeligt eftersyn – da gå ud på? For nylig efterspurgte Birthe Rønn Hornbech noget mere åndskamp og rygende uenighed i folkekirken. Frygten var vist, at det er biskoppernes skyld, at vi ikke tør diskutere. For vi frygter for vores embeder.
Det er nu nok ikke det, der er på spil. Den største årsag til den lave deltagelse i den kirkelige debat skyldes snarere, at mange er trætte af at blive skældt ud. Derfor siger mange ikke så meget – slet ikke offentligt. For den saglige ufordragelighed er en svær kunst.
Den kræver nemlig, at man ikke nedgør modparten, selvom man er uenig med vedkommende. Det er faktisk ofte omvendt af, hvad vi i mange år har vænnet os til at tænke. Dyb uenighed kræver i virkeligheden vidtrækkende respekt og gensidig tillid, hvis samtalen skal holdes i gang. Det er det, mange af ”den gamle skole” ikke forstår. De efterspørger åndelig krig og tror, at fraværet af frontkæmpere skyldes dårlige teologer.
I virkeligheden hænger det nok mest sammen med, at mange er lede og kede af at blive skældt hæder og ære og præstekraver fra, hvis man vover at ytre noget, der i nogles øjne viger bare en smule fra den stringent lutherske, grundtvigske eller for den sags skyld nikænske vej.
Lad os højne niveauet
Derfor har jeg lyst til at stille det enkle spørgsmål: Kunne en del af et kristelighedens eftersyn ikke være, at selv de klassisk tænkende folkekirkelige chefideologer til en afveksling greb lidt mere i egen barm og lod være med – som en trold af en teologisk svovlstikæske – altid at trække kætterkortet over for deres modparter?
Al erfaring siger mig, at det som regel er dem, man er mest uenig med, man skal tale pænest til. I hvert fald hvis man gerne vil have den teologiske samtale til at blomstre. Efter generationer af højtråbende og ofte selvhævdende kirkefolk kunne det være rart at træde ind i en ny besindelse på, hvordan vi rent faktisk får den frugtbare uenighed talt varm.
Det, tror jeg faktisk, er den bedste forudsætning for, at vi både kan få markeret et 1700-års jubilæum for kirkemødet i Nikæa og få givet mulighederne for et tilbundsgående kristeligt eftersyn af det, vi går rundt og tror på og forkynder til daglig.
Men det, tror jeg, kræver en skønsom blanding af selvbeherskelse og skarpsindighed. For på den ene side kræver den respektfulde samtale om uenigheder, at man ikke på forhånd bomber modparten tilbage i skyttegravens tavshed, men på den anden side kan den kun virkeliggøres uden berøringsangst for de teologiske knaster og knuder, der selvfølgelig stadig findes.