I forbindelse med liturgidebatten bliver der talt meget om dåben og meget lidt om kollekten. Særligt kollektbønnerne er et af de mere besynderlige led i højmesseliturgien, da der ikke praktiseres en aktiv kollekt i den danske højmesse.
Hvor man i flere anglikanske og katolske kirker har en kollekt (eller en indsamling, på mere jævnt dansk) en eller to gange under gudstjenesten, har vi i den danske højmesse blot bønner, som i øvrigt ikke bringer tankerne hen på nogen som helst form for kollekt, men i stedet læner sig op ad temaet i den pågældende søndags tekster og de i højmessen afviklede aktiviteter.
Man ignorerer indsamlingsbøssen
Lidt groft sagt kan man sige, at kollekten i højmesseliturgien er reduceret til, at man kollektivt ignorerer den lille indsamlingsbøsse ved kirkedøren, imens man forlader kirken. Og det er godt det samme, for reglerne om håndtering af kontanter er i dag så bøvlede, at det vil være en udgift for de fleste sogne, hvis de faktisk skulle håndtere almisserne på korrekt vis.
Men det er en skam, at kollekten i bund og grund er reduceret til at være et liturgisk bindeled, som i min erfaring helt undlades flere steder, når kollekten er så oplagt et værktøj til at sammenknytte liturgi og diakoni. Så overset, at kollekten slet ikke indgår i mange af de lærebøger, der ellers beskæftiger sig med diakoni eller liturgi.
Og endnu mere trist bliver det, når netop diakonien er det område, hvor folkekirken i alle undersøgelser, der laves på området, forventes at gøre langt mere, end der gøres.
Oplagt at bruge kollekten aktivt
Jeg mener bestemt ikke, at man bør indføre de små indsamlingsposer, som man kender det fra andre større kirkesamfund, hvor der samles ind under tjenesten. Men det ville være oplagt, at man gennem liturgien brugte kollektbønnerne og indsamlingen langt mere aktivt i forhold til at samarbejde med lokale diakonale initiativer eller de frie folkekirkelige organisationer.
Indsamlingslisten er et velment forsøg på dette. Jeg har dog endnu ikke oplevet et sogn, hvor den regelmæssigt bruges, eller hvor resultatet er stort nok lokalt til, at det modsvarer det besvær, der er med at håndtere og overføre pengene. Dertil er den givne søndags indsamling, hvor den overhovedet nævnes, reduceret til en bisætning under meddelelserne, hvor den ikke spiller der fjerneste liturgiske rolle.
Glemmer folkekirken dem, den er sat i verden for at betjene?
I min sparsomme fritid er jeg i øjeblikket i gang med et studieprojekt ved Aarhus Universitet, som omhandler diakonien i folkekirken. I mine interviews med aktører fra både stifter, menighedsråd og provstier og fra de frie folkekirkelige organisationer er der en utvetydig erkendelse af, at forbindelsen mellem sogne, provstier og stifter på den ene side og de frie folkekirkelige organisationer på den anden side er meget svag eller decideret ikke eksisterende i både bevidsthed og praksis.
Det er usundt for begge parter og endnu mere for det samfund, som de er sat i verden for at betjene. Meget af det skal løses strukturelt, men jeg håber virkelig, at man vil tage de frie folkekirkelige organisationer med på råd i det igangværende liturgiske arbejde.
For kan vi genskabe forbindelsen mellem diakonien og højmessens liturgi, så er vi nået et stor skridt i at genskabe den diakonale bevidsthed og den skrøbelige forbindelse mellem den ministerielle og den frie del af folkekirken – og er med til at give hinanden og omverdenen et klart signal om, at begge parter repræsenterer og er folkekirken.