Dette er historien om, hvordan det koster dyrt, når ingen vil tage ansvar.
Helt konkret koster det 100 millioner kroner eller mere. Det er prisen for at sætte ladestandere op ved alle kirker og sognegårde med mere end 20 p-pladser tilknyttet. Men Ladestanderbekendtgørelsen undtager faktisk små og mellemstore virksomheder (SMV) fra denne byrde.
En virksomhed hører til SMV, når den har en årlig omsætning på 50 millioner euro eller mindre og beskæftiger færre end 250 ansatte. Ingen sogne eller provstier har budgetter eller personale, der overstiger dette antal. Det burde derfor være oplagt at undtage dem fra kravet.
Ingen har imidlertid undersøgt mulighederne for at slippe for dette krav. Tværtimod har flere provstier allerede taget initiativ til at opstille ladestandere, og mange flere er på vej. Desværre er regningen ikke engang betalt, når alle ladestandere er sat op, for der skal betales en månedlig abonnementspris til selskabet, som leverer strøm til standeren.
Ladestanderbekendtgørelsen kommer derfor til at bevirke et dræn i folkekirkens pengekasse i mange år fremover.
Er et menighedsråd en virksomhed?
Allerede for to år siden stod det klart for Kirkeministeriet, at Ladestanderbekendtgørelsen ville berøre folkekirken.
Den 20. april 2021 skrev en medarbejder i Kirkeministeriet til Trafikstyrelsen og spurgte, om menighedsråd og provstier var omfattet af den nye bekendtgørelse om ladestandere.
Mindre end 24 timer senere svarede en venlig chefkonsulent fra Trafikstyrelsen således:
”Vi har selv bokset en del med SMV-undtagelsen, som vi mener er svær at gennemføre og håndhæve i praksis. Men det er politisk besluttet at den skal gælde. Jeg har vedlagt den vejledning, som vi selv bruger, når vi prøver at hjælpe med at vurdere om man er en SMV. Mit umiddelbare bud i forhold til menighedsråd osv må være at de ikke er en virksomhed.”
Denne mavefornemmelse hos chefkonsulenten blev ikke udfordret. I stedet begyndte de artigste provstier at undersøge, hvordan bekendtgørelsens krav kunne imødegås.
Ingen vil lade sin elbil op fire kilometer fra nærmeste by
I mit eget pastorat med tre kirker har de to af dem p-pladser, der kan rumme 20 biler eller mere. Vores budget er cirka tre millioner kroner årligt, og der er tre ansatte.
Den ene ladestander skal i givet fald stå, hvor den asfalterede vej ender ved Bavelse sø – en lille kilometer fra landevejen og fire kilometer fra nærmeste bymæssige bebyggelse, for dér lå indtil for 300 år siden en landsby med en kirke.
Hvis vi skal opstille en ladestander ude, hvor kragerne vender, skal vi formentlig også have lagt nye ledninger, for de gamle ledninger i kirken kan ikke både trække orgel, lys og varme samtidig med, at de lader et bilbatteri op.
Den anden ladestander kommer til at stå ved Glumsø kirke. I Glumsø by er der allerede én offentlig ladestander – lige ved bibliotek, lægehus, bedemand og genbrugsbutik. Den bruges dog næsten ikke, da folk ikke gider vente fire-fem timer på at få ladet batteriet op.
Intentionerne i Ladestanderbekendtgørelsen handler om at udskifte den sorte energi med den grønne. Det skal være nemt at udskifte sin gamle dieselbil med en moderne elbil, fordi der er mange ladestandere til rådighed.
Den type, som typisk bliver opstillet ved offentlige bygninger, er imidlertid så ”strøm-svag” at det vil tage fire-fem timer at lade et bilbatteri op. Derfor vil en ladestander ved Bavelse sø udelukkende være et tankeløst og ressourceforbrugende symbol på god vilje. Vil man være grøn, vælger man den altså fra og undgår at skæmme naturen.
For Erhvervsstyrelsen handler det ikke om grøn omstilling
Men hvorfor kan vi så ikke få status som SMV?
En lang korrespondance med Erhvervsstyrelsen, som nu administrerer den pågældende bekendtgørelse, afslører, at de ikke ved så meget om folkekirken, men er parate til at afvise ethvert ønske om at få dette prædikat.
Vi har et cvr-nummer, beskæftiger medarbejdere, har en valgt og uafhængig bestyrelse (læs: menighedsråd), opererer på et konkurrencebelagt marked og har en økonomisk aktivitet.
Styrelsens argument er dels, at ”økonomien/balancen for en folkekirkelig institution, såsom sogne/pastorater/sogneråd/provsti vil indgå i statens (koncern)regnskab. Derved bliver balancesummen for stor til at kunne udgøre en SMV” og dels, at ”en virksomhed ikke en SMV, hvis 25 % eller derover af dens kapital eller stemmerettigheder kontrolleres direkte eller indirekte af et eller flere offentlige organer enkeltvis eller i fællesskab.”
Jeg ved ikke nok om økonomi og jura til at vide, om disse argumenter er valide. Men da jeg spurgte nærmere ind til, om den manglende status som SMV så gjaldt alle områder, fik jeg kun det svar, at ”sogne/pastorater/sogneråd/provsti ikke udgør en SMV iht. EU's definition og derved ikke kan opnå støtte via SMV:Digital. Jeg kan ikke give dig et svar på vegne af andre støtteordninger.”
For Erhvervsstyrelsen handler det altså ikke om grøn omstilling, men om støtteordninger.
Ingen tager ansvar for folkekirkens interesser
Egentlig havde jeg kastet håndklædet i ringen, men en person med kendskab til Årsregnskabsloven påpegede over for mig, at hvis vi ikke var SMV, måtte vi være en stor virksomhed.
Er det tilfældet, skal vi have en ny lov om menighedsråd, for store virksomheder skal give personalerepræsentanten stemmeret i bestyrelsen. Vi skal også have ligestilling mellem kønnene i den valgte bestyrelse – eller i hvert fald en plan for, hvordan vi får det. Vi skal have en plan for reduktion af CO2 og meget, meget mere.
På den baggrund besluttede jeg at prøve bare én gang mere.
En venlig professor i jura foreslog mig at bruge et argument om analogislutning, der umiddelbart syntes at være en gangbar juridisk vej i denne sag.
Han mente nemlig, at sogne og provstier måske slet ikke var virksomheder. CVR-nummeret kunne opfattes som en praktisk foranstaltning for at håndtere konkrete, driftsmæssige udfordringer. Når byrden ved at etablere og vedligeholde en ladestander var for stor for en SMV, kunne man ved en analogislutning også sige, at den var for stor for et lille sogn eller et provsti.
Jeg ringede til Kirkeministeriet for at høre, hvordan de egentlig forholdt sig til problemstillingen.
Jeg blev venligt men bestemt henvist til at skrive et brev, for ingen i ministeriet ville kunne svare på mine spørgsmål uden at have indhentet et juridisk responsum uden for huset. Ministeriet kunne kun tage en sådan sag op, hvis der kom et pres nedefra eller oppefra. Men vil Annette fra Glumsø kunne udgøre et pres af så betydelig tyngde, at det får sat Kirkeministeriet på arbejde?
Om biskopperne er interesserede i at rejse en sådan sag, er heller ikke til at vide. Hvis jeg skulle undersøge det, skulle jeg skrive til 10 forskellige mennesker, for der er ikke et sekretariat for folkekirken, som kan tage en sådan sag op.
Der er altså ikke nogen, der kan eller vil varetage folkekirkens overordnede og fælles interesser, og det kommer formentlig til at koste 100 millioner kroner eller mere. Disse ladestandere vil aldrig komme til at tjene deres værdi ind i miljøindsats.
Og det allermest ærgerlige er, at når denne historie om ti år bliver skrevet, vil den blive taget som endnu et eksempel på, at folkekirken sløser med pengene, fordi den slet ikke er gearet til at møde tidens og omverdenens udfordringer fagligt og professionelt.