En tilbagevendende kritik af landets statsminister er, at hun ikke stiller op til interviews. Men – måske i stedet – har hun nu lavet sin egen podcast. ”Statsministeren spørger”, hedder den.
I et af afsnittene taler hun med sognepræsten Sørine Gotfredsen om sin egen personlige tro, folkekirken og Danmark som et kristent land.
Podcasten udstiller på den ene side, hvordan man misforstår kristendommen, hvis man udelukkende ser på den udefra og som et nyttigt instrument i en værktøjskasse man holder i udstrakt arm, men på den anden side afspejler den muligvis også en statsminister, som er inde i en form for åndelig proces. En statsminister, som man måske aner er ved at udvikle vinger. Det skal jeg vende tilbage til.
Mette Frederiksen fastslår hurtigt, at hun til trods for, at hun kom meget i kirken som barn gennem FDF, ikke er sikker på at hun vil definere sig selv som troende. Hun kan på den ene side ikke svare ja, hvis man spørger hende om hun tror på ”en Gud”, men på den anden side fastslår hun også, at hun heller ikke definerer sig som det modsatte. Man fornemmer noget uafklaret.
På vej mod et mindre instrumentelt syn på kristendommen?
Videre fortæller Frederiksen en del om, hvorfor hun tror det er meget, meget afgørende, at Danmark er et kristent land. Folkekirken er en af de bærende søjler, en af de allervigtigste institutioner, gentager hun flere gange.
Havde hun bare sagt og praktiseret dette under coronanedlukningen og ikke mindst genåbningen sidste sommer, tænker jeg lidt fornærmet, men konstaterer glædeligt overrasket, hvordan Frederiksen også understreger vigtigheden af, at vi giver fortællinger og traditioner videre til vores børn.
Statsministeren udtrykker bekymring for fremtiden. Bekymring for at ting, som før lå som selvfølgelige etiske retningslinjer, ikke længere gør det automatisk. Men samtidig fortæller hun så, at hun ikke har ladet sine egne børn døbe. Det skulle de selv vælge.
Igen fornemmer man noget uafklaret. Onde tunger ville måske sige inkonsekvent, men måske er hun bare blevet klogere, siden børnene var små. Måske bliver hun ligefrem klogere undervejs i samtalen, hvor man faktisk fornemmer, at hun bevæger sig fra et meget positivt syn på folkekirken, men på en meget instrumentel måde, til måske at ane, at mere end det instrumentelle må til. At det ikke er tilstrækkeligt på den måde at holde den ude i strakt arm.
”Skal man sige mere, så kræver det at man har et andet forhold til Jesus, end jeg har,” konstaterer Frederiksen selv et sted, ”vi to lever i forskellige erkendelsesverdner” kan hun også sige til præsten Gotfredsen overfor. Men alene det at sige sådan, alene det at se forskellen, at der findes et andet syn på tingene, det er måske et skridt på vej?
Den tilbageholdende kristendoms udfordring
Omkring midtvejs er udsendelsen rigtig interessant. Her handler det om de seneste årtiers religionsmøde med islam. Det har udfordret kirken, mener Mette Frederiksen og forsøger at sætte ord på hvorfor:
”Kristendommen er jo ligesom en lidt tilbageholdende religion,” siger statsministeren lidt prøvende og forklarer uddybende, hvordan der er symboler, som fylder i det offentlige rum: Kirkeklokkerne ringer eksempelvis hver aften der, hvor hun bor, men kristendommen er jo ikke en udfarende religion. Den beder ikke andre religioner om at tilsidesætte, hvad de måtte sige eller gøre.
Hun understreger, at hun er tilhænger af religionsfrihed og netop er glad for at kristendommen ikke er en lovreligion, men samtidig er det tilbageholdende også kristendommens udfordring:
”Andre religioner er så frembrusende og konfrontatoriske og hvis vi er enige om at kristendommen kan tage en stor del af æren for, at vi er det det land vi er i dag, så bliver vi nødt til at stå op for kristendommen. Er vi sikre på at den kan klare sig selv?” spørger statsministeren et sted nærmest helt nervøst og efterlyser, at folkekirken i højere grad står op for det, den tror på. At den tør træde i karakter fremfor at være relativistisk.
Kristendommens totalomvæltnig af mennesket
Men samtidig har hun tidligere i samtalen selv sagt, at hun ikke vil sige at kristendommen er den eneste sande religion ligesom hun jo heller ikke kunne svare ja til at hun tror på ”en Gud”. Den tydelighed, hun efterlyser fra kirken, er ikke en, hun afkræver af sig selv, skønt hun jo selv er en del af kirken og tilmed et medlem med en ganske stor indflydelse.
Man tænker som lytter, at hun måske med sit eget eksempel tjener som illustration på, hvorfor folkekirken kan kritiseres for netop tilbageholdenhed og utydelighed. For hun er selv tilbageholdende og utydelig. Hun er gået et stykke, men hun er ikke gået hele vejen.
For nylig udkom en fremragende bog, ”C.S. Lewis – en biografi” af Thomas Ø. Aallmann. Her kan man blandt andet læse et uddrag af en radiotale forfatteren Lewis holdt under Anden verdenskrig, om hvordan kristendommen kræver en totalomvæltning af mennesket og på ingen måder er tilbageholdende, men derimod både radikal og transformerende:
”Gud blev menneske for at forvandle skabninger til børn. Ikke bare for at skabe bedre mennesker af den gamle slags, men for at frembringe en ny slags mennesker,” fastslår Lewis.
”Det er ikke det samme som at lære en hest at springe højere, det er som at gøre heste til bevingede væsner. Når først hesten har fået vinger, vil den selvfølgelig med største lethed suse hen over enhver forhindring, som den aldrig kunne have sprunget over, og derved vil den overgå den naturlige hest fuldstændigt. Men måske skal der være en periode, hvor vingerne skal gro ud, før den kan hæve sig i triumf, og her kan puklerne på hestens skuldre – ingen kunne bare ved at se på dem gætte, at de skulle blive til vinger – virke akavede.”
Nyd at mærke vingerne gro ud
Netop billedet af hesten synes at ramme Mette Fredriksen. Man sporer på den ene side, hvor akavet hun synes det er at skulle tale om ”Jesus”, men samtidig er hun klar over, at der er noget vigtigt, der er ved at gå tabt. Hun aner, at det nok hænger sammen med noget åndeligt vi mangler, men troen på ”en Gud”, kan hun ikke få sig selv til at udtale.
Lewis ville bede hende give slip, åbne sit hjerte og tage troen alvorligt. Stop med at træne hesten i at springe højere og højere og nyd i stedet vingerne, som gror ud ved begge skuldre.
C.S. Lewis digter også et andet billede frem i talen:
”Vi skal forestille os at vi er et levende hus: Gud kommer for at ombygge det og i begyndelsen er vi måske tilfredse med at få lappet det utætte tag og den stoppede vask og kan sagtens forstå, at vi endelig får gjort noget ved alt det, som vi ved, der burde have været gjort.”
Så langt så godt. Det er Mette Frederiksen, som bygger samfundsteori og analyse på kristendom. Som ser på nytten af kærlighedsbudet. Men Lewis fortsætter:
”Så begynder det at larme og rumstere i kælderen, og vægge slås ned. Det gør ondt og giver ikke længere mening, og vi spørger, hvad er det han vil? Forklaringen er, siger Lewis, at Gud bygger et helt andet hus end det, som du havde tænkt dig: nye haveanlæg, store tilbygninger, ekstra etager. Du troende, at du skulle shines op og blive et fint lille hus, men han bygger et palads, for han har tænkt sig selv at komme og bo i det.”
Statsministerens instrumentelle nyttetænkning om kristendommen viser sin store begrænsning, men hvem ved, om ikke hun med tiden bliver ligeglad med det akavede ved vingerne på skuldrene? Det kræver imidlertid at hun stopper med at klamre sig til sin egen magt.
Teksten er et uddrag af en prædiken i Blovstrød Kirke, 4. søndag efter trinitatis