I serien "Kirkesyn" reflekterer skiftende skribenter over forholdet mellem kirke og samfund, kald og professionalisme, kultur og forkyndelse, menighed og ansatte, engagement og arbejdsmiljø. 

Sognepræst: En biskops køn er ikke ligegyldigt

Man må glæde sig over, at bispevalget i Roskilde skaber en nogenlunde ligelig kønsbalance i den kirkelige topledelse. Medmindre man altså mener, at kønnet ikke betyder noget. Men mener vi det?

Vi behøver hverken gå af den kønsstereotype eller kønsneutrale vej. Men vi må heller ikke bilde os ind, at det slet ikke handler om køn. Det betyder noget, om vi er kvinde, mand, trans, queer eller nonbinær. Det farver vores verden, skriver Eva Holmegaard Larsen. Foto: Kåre Gade

Da Ulla Thorbjørn Hansen i sidste uge vandt bispevalget i Roskilde stift, hed det i flere medier, at Roskilde havde fået en kvindelig biskop. Det blev bemærket og kritiseret, blandt andre af sognepræst og tidligere kirkeminister Mette Bock.

Hun spurgte i et opslag på Facebook, om det virkelig er vigtigt i dag at understrege biskoppens køn? Betyder det noget? Og hvornår har man nogensinde hørt en nyvalgt mandlig biskop betegnet som mandlig?

Det lugtede af diskrimination, og jeg må indrømme, at jeg også studsede over den massive annoncering af Roskildes nye kvindelige biskop. Det er efterhånden længe siden, vi talte om kvindelige præster. Det hed det ellers altid, dengang jeg var nybagt præst i 1990’erne. Men i dag siger man bare præster. Det burde så måske også gælde biskopper.

På den anden side må man ikke glemme, at Ulla Thorbjørn Hansen faktisk er den første kvindelig biskop i Roskilde, selvom vi allerede er godt inde i det 21. århundrede. Ligesom de tre øvrige kvinder i bispekollegiet også er første kvinde på posten i deres respektive stifter. Kvindelige biskopper er ikke så gammel en nyhed endda.

Ligestillingsmæssigt er der altså stadig grund til at glæde sig over, at der nu med valget i Roskilde stift holdes en nogenlunde kønsbalance i den kirkelige topledelse. Medmindre man altså mener, at kønnet ikke betyder noget. Men mener vi det?

Der klæber stadig en mandekultur til magt og indflydelse

I en tid, hvor det næsten er blevet pinligt fodslæbende at sige ”menneske først” i forhold til ens kønsidentitet, er det måske også blevet tid til at tale frit om, at mænd og kvinder bærer noget forskelligt med sig. Og vel går vi ind for ligestilling i bispekollegiet, men er det kun fordi begge køn skal have lige ret til topembeder? Handler det ikke også om, at vi har brug for kvinder i kirkens ledelse?

Historisk har kønsdebatten haft mange skoler. En af dem går tilbage til Simone de Beauvoirs berømte bog om ”Det andet køn”, hvor kvinders eneste chance for at skabe en karriere, var at blive som en mand. Det var indlysende ment som en sørgelig, ironisk nødløsning i en kultur uden plads til kvinder.

Men når vi nu reagerer så negativt på udtrykket kvindelig biskop, må vi overveje, om vi overhovedet er kommet videre end på Simone de Beauvoirs tid? Forestillingen om det kønsløse samfund er fostret i en patriarkalsk kultur, hvor ”det normale” defineres som at være mand – og hvor man som kvinde må blive ”som en af drengene” for at være med i spillet.

Der klæber stadig en mandekultur til magt og indflydelse, og jeg håber vores kvindelige biskopper netop vil træde i karakter og være noget andet end en af drengene.

Camille Paglias tisseteori

I den modsatte grøft af kønsdebatten er der så også dem, der gør en dyd ud af forskellen på mænd og kvinder og fremhæver kønnets bundethed til den biologiske krops muligheder og mekanismer. Et godt eksempel er amerikanske Camille Paglia. Hun er feminist og kønsfilosof og forfatter til bogen ”Sexual personae”. For hende afsløres det hele i måden, vi urinerer på.

For se nu bare vi kvinder! Vi sidder ned og gøder jorden med vores vegeterende, boblende urskød, mens mandens urinstråle skyder stræbsomt ud i verden. Mænd er anatomisk bestemte til at udkaste projekter, skriver Paglia – med deres bygninger, opfindelser og naturbetvingende teknik. Den urinerende mand er en ”graffiti artist”, mens den urinerende kvinde er en ”earth bound sqatter”.

Det skal siges, at Camille Paglia ikke har nogen drøm om at kastrere mandens udadrettede energi. Tværtimod siger hun, at uden mændene ville vi stadig bo i tørvehytter! Hun er taknemmelig for de mange gode fremskridt, vi kan takke mandens klare urinstråle for.

Paglias tisseteori er måske lige vel deterministisk. Vi behøver hverken gå af den kønsstereotype eller kønsneutrale vej. I en tid med flere kønsidentiteter, der kæmper en hård kamp for at få lov at være her, kan vi ikke nøjes med at tale om to køn eller om at være bundet til vores biologi.

Men vi må heller ikke bilde os ind, at det slet ikke handler om køn. Det betyder noget, om vi er kvinde, mand, trans, queer eller nonbinær. Det farver vores verden. Kønnet er det sted, hvorfra vi sanser verden, og det er uendelig fattigt, hvis man ikke tør stå ved sin kønsidentitet som en mulighed, i stedet for at se det som en byrde.

Kvindelig foretagsomhed sat i spil for at redde folkekirken

I det mindste giver kønnenes biologiske forskellighed os nogle anatomiske metaforer for flere måder at være menneske på.

Siden der for 20-30 år siden for alvor kom gang i ansættelsen af kvindelige præster, er der blevet gødet og vandet godt og grundigt i den kirkelige ursump. Med boblende spaghettigryder, babysalmesang og fokus på sjælesorg, nærvær og omsorg. Hele den kvindelige foretagsomhed blev sat i spil for at redde folkekirken tilbage i øjenhøjde med menigheden.

Mange af os kvindelige præster fra den generation er vokset op med en traditionel kønsidentitet, og det har sat sit præg. Omsorg for det nære og ansvar for hele huset har været med til at udvide folkekirkens repertoire. Vores køn gjorde en forskel.

Det gør det stadig, selvom det er nogle andre kønsopfattelser, der er i spil i dag. Det gavner bredden og nuancerer mulighederne. Det gælder også i bispekollegiet. Jeg tror ikke på kønsneutralitet. Og jeg mener heller ikke, det er uden betydning, om vores mandlige og kvindelige ledere gør sig umage med at forstå de forskellige udfordringer, der knytter sig til kønnet.

Tre ting, vores kvindelige biskopper bør være opmærksomme på

Lad mig afslutningsvis nævne tre forhold, der måske kalder på en særlig opmærksomhed fra vores kvindelige biskopper:

For det første: Er det især kvinder, der mistrives i præsteembedet? En protestskrivelse under navnet ”Vi vil bryde tavsheden”, der satte gang i en debat om folkekirkens arbejdsmiljø, blev underskrevet af et flertal af kvindelige præster. Hvad betyder det? Er der noget, vi har overset i iveren efter at sige, at køn ikke betyder noget?

Har vi egentlig nogensinde taget work-life-balance-problematikken alvorligt i folkekirken? Og har kvinder nogen særlige udfordringer med at få det hele til at hænge sammen?

For det andet: En gammel vittighed siger, at når kvinder er tredive procent repræsenteret, er der ligestilling. Udgør kvinder halvtreds procent, er de i overtal. Den vittighed blev virkelighed, da der for nogle år blev talt bekymret om, at Folkekirken var ved at blive en kvindekirke. Eller lige så slemt, en omsorgskirke!

Nu forlyder det fra de unge ansøgere til præsteembeder, at det er blevet sværere at få stillingen som kvinde, hvis der også er en mand i ansøgerfeltet.

For det tredje: Der stilles større sociale krav til kvindelige præster end til mandlige. Det er mere tilgiveligt at være en kantet og svær omgængelig mand, end en kantet og svær omgængelig kvinde. Især når vi bliver ældre.

Der er noget med ældre kvinder. Især hvis vi er enlige og uden børn. Det kan godt være synd for en gammel mand, at han er blevet alene og sær. Man sætter måske endda en kurv med æbler ved hans dør. Den stakkel.

Men sære gamle kvinder er man bange for. Især hvis hun også lugter lidt af alkohol. Der er ingen nåde. Gammel hekseskræk forgår ikke så let. Glædelig sankthansdag.