Udnævnelsen af Ida Auken (S) som ny kirkeminister i Mette Frederiksens (S) firepartiregering har fået kirkealarmklokkerne til ikke bare at ringe, men til at bimle højt og ustyrligt.
Menighedsrådsformand Mike Straarup mener på Kirke.dk den 4. juni, at tiden er inde til en forfatning for folkekirken.
Det kan man være enig eller uenig i, men hans indlæg indeholder desværre to forkerte antagelser.
Debat om forfatning bygger på falske historiske præmisser
For det første hedder det, at det var grundlovsfædrenes ønske, at løfteparagraffen i Grundloven indebærer, at der – på sigt, på et ikke-defineret tidspunkt i fremtiden – skulle laves en forfatning for folkekirken.
Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Dette var ikke et ønske delt af alle grundlovsfædre såvel som teologiske og juridiske debattører og eksperter i 1800-tallet. Det har i 1948 kirkehistorikeren H. J. H. Glædemark og senest i en række offentliggørelser kirkehistorikeren Jens Rasmussen gjort opmærksom på.
Grundlovens ånd og den sene enevældes ambition om et blivende eftermæle var at sikre den lutherske kirke, der i samtiden var udsat for konkurrence, dels udefra – fra den katolske kirke, frie kirker og ateistiske fritænkere – og indefra – fra vækkelsesbevægelser, hvis krav om ægte kristendom truede med at splitte den gamle statskirke.
Det samme gør for det andet sig gældende med hensyn til skellet mellem "indre" og "ydre" anliggender i folkekirken. Altså kort sagt liturgi og lære på den ene side og økonomi på den anden.
Straarup indrømmer, at det er en skelnen, der trives i kirkelige kredse, men ikke uden for, eksemplificeret ved Højesterets dom i 2017, der ikke forhindrer staten i at lovgive om folkekirkens samlede anliggender.
Men er det nu også et problem?
De kirkelige kommissioner i 1800-tallet, der ville hævde folkekirkens egen ret til at træffe bestemmelser om liturgi, kom aldrig igennem med denne skelnen mellem indre og ydre – af den simple grund, at staten altid har haft ret til at træffe bestemmelser om såvel indre som ydre. Det har den haft siden Reformationen, og fortsat efter 1849.
Masser af eksempler på politisk indblanding i folkekirken
De folkevalgte har en grundlovssikret ret til at lovgive om såvel "indre" som "ydre" anliggender i folkekirken.
Det er der masser af eksempler på: Indførelsen af menighedsråd i begyndelsen af 1900-tallet, reformlovene af 1922, der blandt andet indførte valg til bispeembederne, indførelse af kvindelige præster i 1947, kirkeminister Bodil Kochs (S) strukturkommission i 1964, hvis anbefalinger dog først indførtes ad åre, kirkeminister Manu Sareens (R) indførelse af vielse af samkønnede personer i 2012, og senest kirkeminister Louise Schack Elholms (V) afskaffelse af store bededag som helligdag i 2023.
Disse tiltag har naturligvis delt vandene – men set bort fra det seneste tiltag er det nu nok mest blandt præster og menighedsrådsmedlemmer, der har været splittelse. Således også i 2026.
De politiske beslutninger har generelt været i overensstemmelse med et befolkningsflertals ønsker. Er man uenig, må man stemme på nogle andre.
Det forekommer også underligt, at en tidligere kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech (V) mere end antyder, at Ida Auken ikke lever op til en evangelisk skelnen mellem kristendom og politik, når hun vil være "indpisker" i folkekirken.
Hvad er det for en skelnen? Luthers toregimentelære, som må være, hvad Hornbech henviser til, er en skrivebordsøvelse, der intet har med de faktiske historiske forløb at gøre.
Hornbech skyder også Auken i skoene, at forståelsen for forholdet mellem "stat og kirke, ydre og indre anliggender" er "totalt fraværende".
Igen må jeg bare spørge: Hvilket forhold? Stat og kirke hører jo netop tæt sammen. Det er også staten, der med regentens underskrift autoriserer folkekirkens ritualer, salmebog og bibeloversættelse.
Ingen grund til alarmisme
Det bliver aldrig en folkelig sag at få ændret på forholdet, der jo kræver en grundlovsændring.
Ingen kirkeminister blander sig i, hvad præsterne prædiker, i salmevalg, konfirmationsord, hvilken type håndvask, der skal vælges til køkkenet i en nybygget præstebolig, og i hvilke koncerter og foredrag et menighedsråds aktivitetsudvalg planlægger.
Justitsministeren bestemmer jo heller ikke, om politibetjente må spise citronmåne i pauserne.
I Kristeligt Dagblad kan man i anledning af ministerudnævnelsen og lukningen af det kirkeministerielle departement læse om præster, der ikke kan sove om natten på grund af raseri over den nye minister, tillidsbrud mellem stat og kirke og ulempen ved at have en minister, der ved for meget om et politikområde.
Også her må jeg opfordre til, at der skrues ned for lydstyrken på kirkealarmen.
Kristendommen har trods alt 2000 års verdenshistorie bag sig. Lidt bølgeskvulp i et lille, overvejende homogent europæisk land bliver næppe religionens endeligt.