Advent er forberedelsernes tid. Forberedelse på Frelserens komme til vor jord og englenes budskab om den store glæde, der skal være for hele folket.
Fødslen i stalden, der vendte verden om, kan forberedes på mange måder.
Man kan jamre over den verdslige overflod. Man kan jamre over det faldende dåbstal. Ja, man kan med rette jamre over mediernes eklatante uvidenhed om tro og dåb og folkekirke, som forleden nåede et lavpunkt på TV 2. Værten spurgte gæsten i studiet, om han var døbt. Da gæsten svarede, at han ikke var døbt, lød tv 2-værtens næste spørgsmål: "Er du medlem af folkekirken?". På TV 2 er de altså komplet uvidende om, at dåben er nødvendig for medlemskab af folkekirken.
Jo, der er rigeligt at jamre over og bekymre sig om.
Præsteembedet er et forkynderembede
Svaret er ikke at fortsætte med at jamre, men tværtimod at benytte netop adventstidens forberedelse til at besinde os på, hvordan fortællingen om den store juleglæde trænger ind i sjæl og sind.
Og den forkyndelses- og undervisningsopgave løses hverken ved jammer eller ved at lægge hovedet på skrå og tale inderligt og sukkersødt om det yndige lille Jesusbarn i krybben.
Kristentro er ikke et andet ord for honningkage. Budskabets radikalitet skal tværtimod forkyndes, så det står så klart som stjernen over Betlehem. Derfor kalder menigheden en uddannet teolog til at føre Ordet i menigheden.
Det siges så klart i Den Augsburgske Bekendelses artikel 5, som både præst og menighed bør repetere med passende mellemrum, så den ikke glemmes.
Det hedder her om "det kirkelige embede" blandt andet, at præsteembedet er stiftet for at forkynde evangeliet og række sakramenterne:
"For ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der – hvor og når Gud vil – virker troen i dem, der hører evangeliet."
Og selvom det allerede af gloserne "gives" og "virker" fremgår, at kraften ikke kommer fra mennesket, understreger artikel 5, at retfærdiggørelsen ikke kommer af menneskets egne præstationer, "men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror..."
Det er altså, hvad præsterne skal forkynde. Og ikke alt muligt andet.
Biskopperne som teologiske ledestjerner
Kravet til præstens gerning kan lyde lettere, end det er.
"Også præster kan blive ramt af stress og udbrændthed." Således skriver biskoppen over Viborg Stift, Karsten Nissen, i 2012. Citatet står at læse i festskrift til den katolske biskop Czeslaw Kozon – i en afhandling om Karsten Nissens forgænger, den navnkundige biskop Gunnar, der tildeles en stor del af æren for udformningen af Jyske Lov.
Med inspiration fra Gunnars levnedsskildring gør Karsten Nissen sig betragtninger om den biskoppelige gerning i en moderne folkekirke. Og det er ikke så lidt, at biskop Nissen fordrer af sig selv, sine kolleger og efterfølgere:
Biskoppen "har et særligt ansvar over for præsterne, deres teologiske uddannelse og deres virksomhed som forkyndere, undervisere og sjælesørger". Som talt ud af mit hjerte, fremhæver Karsten Nissen vigtigheden og betydningen af den teologiske faglighed.
Og ja, biskopperne udgør det gejstlige tilsyn og skal efter min mening være præsternes teologiske ledestjerne og både kræve, inspirere og opmuntre til, at præsterne selv i deres granskning af prædiketekster og salmer vedvarende efteruddanner sig hjemme ved den grønne lampe i præstegården.
Det fælles ansvar
Når man læser Karsten Nissens betragtninger og kender hans solide evangeliske fodfæste, kan man godt føle et stik i hjertet over nutidens tale om præster og provster som ledere, gudstjenesteforvaltere med videre, som kan lede tanken hen på stillingsannoncer i DJØF-bladet.
Som modgift er det nyttigt at repetere den nævnte artikel i den Den Augsburgske Bekendelse og ikke mindst i denne forberedelse af Frelserens komme at minde hinanden om, at præsteembedet er et forkynderembede.
Som menighed, herunder som menighedsrådsmedlem har vi alle et ansvar for at fastholde præsten på forkynderembedet og pligten til vedvarende at efteruddanne sig for til stadighed at kunne forkynde evangeliet ind i tiden. For med tidernes skiften skifter formidlingsopgaven karakter, men aldrig evangeliet.
Det skal præsten holdes fast på. Men det kræver så sandelig, at vi giver præsten plads og tid til teologisk dygtiggørelse og fordybelse i stedet for, at vi stiller alle mulige krav, som lige så godt kan honoreres af andre end præsten.
Fællesskabet har brug for folkekirken
Det danske fællesskab har mere end nogensinde brug for en folkekirke, der klart og uden omsvøb rækker det præstationsjagende menneske det glade budskab. Dertil kræves teologer, der med lidenskab igen og igen lader teksterne åbne sig og tale direkte ind i en stadig ny tid.
Lad dette være mit ønske for det nye kirkeår. Glædelig advent!