Hvad mon den gamle skjald tænker i sin himmel, når han ser, hvordan hans frihedslovgivning om sognebåndsløsning bruges i et taktisk spil ved menighedsrådsvalg?
Uanset hvad Grundtvig ville svare, er mit svar, at valgret og valgbarhed til menighedsråd også for sognebåndsløsere bør forblive i bopælssognet. Dette bør ændres inden næste valg.
Sognebåndsløsningen skal bevares
Sognebåndsløsning blev indført i en tid uden kirkeligt demokrati. Til gengæld var reglerne for sognebånd meget stramme. Menigheden skulle holde sig til sit sogn, og præsten måtte ikke uden kollegaens samtykke befatte sig med andre end egne sognebørn.
For Grundtvig var åndsfriheden en nødvendighed. Ingen skulle tvinges til at høre en præst, som sognebarnet ikke delte teologi og kirkesyn med. Derfor er loven om sognebåndsløsning tænkt som en hævdelse af åndsfriheden.
De stramme bånd, som var virkelighed på Grundtvigs tid er løsnet mere og mere. Vi går i kirke, hvor som helst, og retten til kirkelig betjening i andre sogne end bopælssogne er udvidet i betragtelig grad.
Samtidig er de skarpe kirkelige skel noget udvandede. Læser man præsternes ansøgninger i dag, ser man, at de fleste ansøgere ikke mener, at det er en dyd at skilte med alt for klare standpunkter. Man skulle jo nødig støde nogen.
Nej, mange ansøgere erklærer, at de befinder sig på den brede folkekirkelige midterbane. Og menighedsrådenes stillingsopslag ligner ofte et opslag til en stilling som leder af et aktivitetscenter mere end et opslag til et forkynderembede.
Alligevel er det vigtigt, at muligheden for sognebåndsløsning bevares. Dels kan der stadig være steder med et stærkt retningspræg, hvor den oprindelige begrundelse for sognebåndsløsning er aktuel. Dels er vi en del, der har et behov for at have en personlig sjælesørger og ret til for eksempel begravelse af en bestemt præst, uden at det på nogen måde er udtryk for fravalg af bopælssognet og dets præster.
Sognebåndsløsning har intet med valgret at gøre
Men ønsket om at have en personlig præst har intet med valgret til menighedsråd at gøre. Undskyld, men hvor kan man ellers i kongeriget i vort velordnede demokrati selv bestemme, hvor man har valgret? Kan man forestille sig, at man kan bo i en kommune med lav skatteprocent og så fra sit skattely udøve den kommunale valgret et helt andet sted? Naturligvis ikke.
Og kan man forestille sig, at man fordi man er utilfreds med stemmesedlen til folketingsvalget, bare kan rekvirere en stemmeseddel fra en anden storkreds? Naturligvis ikke.
Det er alene i folkekirken, at man supplerer eller måske undergraver sognedemokratiet ved at tillade, at et antal sognebåndsløsere kan sætte sognedemokratiet ud af kraft og majorisere en valgforsamling. At præster, der ufrivilligt eller ved opsøgende virksomhed giver sognebånd, derved får en uheldig rolle ved valgene, er et problem i sig selv.
Præsterne er fødte medlemmer og ikke valgte til menighedsrådet. Men ved så at sige at producere sognebåndsløsere, får præsten en uheldig magt over menighedsrådsvalgene og til skade for sognemenighedens holdning, der kan køres over af et antal sognebåndsløsere.
Jeg synes, det er på tide, at loven ændres, så sognebåndsløsning ikke bestemmer, hvor valgretten kan udøves. Valgretten bør altid forblive i bopælssognet.
Derved slipper præsten også for at blive mistænkt for at hverve sognebåndsløsere for at få sammensat menighedsrådet med egne meningsfæller og til egen fordel.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning