For nogle år siden blev sognepræst ved Ansgar Kirke, Hedehusene, Thomas Gotthard idømt 15 års fængsel for drab på sin hustru. Sagen og de juridiske og menneskelige konsekvenser er oprullet i Line Waabens velskrevne bog, "Dem vi stolede på", der netop er udkommet på Gyldendal.
Selvom sagen i sig selv heldigvis er enkeltstående, er de spørgsmål, bogen efterlader, af generel interesse for alle, der interesserer sig for folkekirkens ve og vel.
Tavshedspligten er guld
Bogen anskueliggør, hvor vigtigt det er, at tavshedspligten og andre regelsæt respekteres, uanset hvor massivt mediepresset er. Erfaringen fra mit lange liv i kirke, politi og politik viser, at en fejlagtig mediehåndtering kan få den mindste sag til at vokse.
Tavshedspligten og overholdelse af persondataloven med videre er lige så vigtig i den mindste personalesag som i en drabssag. Manglende overholdelse af reglerne kan få vidtgående konsekvenser. Det er derfor meget vigtigt, at der i det enkelte sogn er en kultur, der indbefatter en selvfølgelig respekt for lovgivningen. Den mindste fjer kan med lynets hast blive til fem hovedløse høns.
Læserne husker måske, hvordan et kort tv-indslag om præsters brud på tavshedspligten for nogle år siden fik Kirkeministeriet til totalt at miste hovedet. Det blev afsløret, at en række præster ikke overholdt tavshedspligten, når de i Facebook-grupper videregav identificerbare oplysninger fra sager, der var omfattet af præsternes tavshedspligt.
Det medførte, hvad jeg vil betegne som en ulovlig ordre fra Kirkeministeriet til landets provster, der blev pålagt at føre kontrol med præsternes private Facebook-grupper. Opfyldelsen af pålægget ville være et indgreb i privatlivets fred og kunne ikke gennemføres. Forhåbentlig lærte præsterne at sløre de sager, de ønsker at drøfte elektronisk.
En klog beslutning
I sagen fra Hedehusene rådførte menighedsrådet sig vist med kyndige kræfter. Det blev hurtigt besluttet at hyre en pressemedarbejder til at håndtere den mediestorm, som anholdelsen af præsten medførte. Enhver henvendelse fra medierne blev, mens straffesagen verserede, henvist til pressemedarbejderen, der hver gang svarede: "Ingen kommentarer." Det var en særdeles forstandig beslutning.
Mediernes legitime forsøg på at presse menighedsråd og præster til at imødekomme den grundmenneskelige nysgerrighed må ikke imødekommes, hvis tavshedspligten dermed krænkes. Det gælder, uanset om præsten er mistænkt for drab, kordegnen mistænkt for at have stjålet en sjat altervin, organisten beskyldt for forsøg på at sabotere gennemførelsen af det valgte altergangsritual, eller et menighedsrådsmedlem er mistænkt for at overtræde tavshedspligten. Sagen må gå sin gang ved de rette myndigheder og med den foreskrevne fortrolighed.
Presset mod tavshedspligten
Sagen fra Hedehusene er lige så ulykkelig, som den er uhyggelig – for pårørende såvel som for de mange, der har arbejdet sammen med den mistænkte eller kendt ham som deres præst. Man forstår så udmærket de pårørendes behov for at få en mere officiel stillingtagen fra kirken til det uhyggelige forløb og præstens uforståelige handling.
Men det ønske kan ikke imødekommes, mens sagen undersøges. Det lyder hårdt. Men det kan ikke være anderledes. Enhver nok så forsigtig udtalelse kan misbruges. Siger et menighedsrådsmedlem, at "det er en forfærdelig handling", kan det opfattes som stillingtagen til skyldspørgsmålet, selvom bemærkningen alene var ment som udtryk for menneskelig forståelse for de pårørende.
Lige så vigtigt det er at iagttage tavshed under sagens behandling, lige så vigtigt er det, at der i kølvandet på en langvarig straffesag hurtigt tages stilling til den dømtes forbliven i sit embede. Det fremgår af bogen, at præsten blev afskediget kort efter, at dommen var afsagt, og der var vished for, at ingen af parterne ankede dommen.
Juraen og det menneskelige
Sagen viser, hvor megen ulykke og sorg en enkelt handling kan forvolde for mange mennesker. Drabsmanden fik 15 års fængsel, men de nærmeste er mærkede for livet.
Sagen illustrerer tillige, hvor vanskeligt det kan være at balancere mellem juraen og et ønske om at vise medfølelse. Men beklæder man et embede eller et hverv som folkevalgt, er det nu engang bedre at blive bebrejdet, at man sagde for lidt, end at man sagde for meget. Sjælesorgen må overlades til andre, der ikke er involverede i sagen.
Både den værste forbryder, der planlægger og udfører den værste forbrydelse, og den, der begår en bagatelforseelse, har krav på retssikkerhed. Ingen er skyldig, før han er dømt.
I et retssamfund er det de uafhængige domstole, der dømmer. Ikke folkedomstolen.