Danmark har fået et nyt folketing. Kapløbet om politikernes gunst er allerede i fuld gang.
Den seneste uge har vi set, hvordan folkekirkens aktivister rider den ældgamle kæphest, synoden, og hvordan Ateistisk Selskab rider kæphesten om adskillelse af stat og kirke.
De to ønsker kommer ganske vist fra meget forskellige grupper med meget forskellige formål. Men det slog mig, hvordan de to forslag, egentlig mere end nogensinde, trækker i samme retning: en hel eller delvis løsning af båndene mellem stat og folkekirke.
En selvforsørgende folkekirke?
Danmark og dermed forholdet mellem stat og kirke er helt forskelligt fra dengang, Danmark i 1849 fik religionsfrihed, og statskirken blev folkekirke. Tilslutningen til folkekirken har været støt faldende i flere menneskealdre, og intet tyder på andet end, at faldet vil fortsætte.
Det kan derfor være en farlig sag igen og igen at stille krav om mere selvstændighed, medmindre man er indstillet på at blive selvfinansierende.
Med selvstyre og selvstændighed følger ansvar. Siden den seneste betænkning fra 2014 om en kirkelig synode, omtalt her på Kirke.dk i går, er tilslutningen til folkekirken faldet yderligere fem procent.
Der er vel ingen, der for alvor tror, at folkekirken kan kræve større selvstændighed og med dalende medlemsprocent kræve den samme bistand fra staten?
Vil man styre kirkens anliggender selv, er der heller intet belæg for at have et kirkeministerium. De få områder, der eventuelt bliver tilbage, kan deles mellem Justitsministeriet og Kulturministeriet.
Det kan ikke udelukkes, at Folketinget denne gang, opmuntret af ateisternes klapsalver, vil tage imod tilbuddet om, at folkekirken overtager ansvaret for sig selv.
Det er ikke blot tjenestemandsstillinger, præstlønninger og pensioner, som folkekirken i fremtiden selv må betale. Med et selvstyre kan nogle politikere måske få den tanke, at folkekirken også selv må finansiere alle sine uddannelser og vedligeholdelsen af kirkerne, forudsat, at staten vil anerkende, at kirkebygningerne tilhører sognene. Folkekirken fjernes ganske enkelt fra finansloven.
Registrering af fødsler, navngivning og registrering af dødsfald og andre forvaltningsretlige opgaver, bliver folkekirken til gengæld fritaget for. Navngivning og indgåelse af ægteskaber med juridisk gyldighed registreres på rådhuset. Dåb og kirkelige ægteskaber bliver set med statens øjne en privatsag. Folkekirken bliver et trossamfund som alle andre.
Giv ikke staten nye idéer til besparelser
Der er utvivlsomt en del synodetilhængere, der stadig svæver i den vildfarelse, at man kan få både i pose og i sæk og etablere en selvstyrende folkekirke og fortsat modtage de mange direkte og indirekte tilskud fra staten og bistand til skatteopkrævning fra kommunerne.
Men det kan vise sig at være en fatal fejlslutning. Opbakningen til og forståelsen for folkekirkens betydning er væsentlig svækket. Et selvstyre vil betyde en yderligere svækkelse af den folkelige opbakning og forstærke fornemmelsen af, at folkekirken blot er et trossamfund som alle andre.
Med nærved halvtreds års erfaring tæt på det politiske miljø kan jeg forsikre om, at man med et bastant krav om mere kirkemagt risikerer at give statsmagten nye ideer om besparelser, der går i den totalt modsatte retning af det ønskede. Det er som at åbne Pandoras æske.
Det bliver naturligvis meget dyrere at være medlem, når folkekirken skal betale alt selv og etablere et nyt stort bureaukrati. Det vil kun befordre yderligere frafald fra folkekirken.
Udligningsordninger mellem landsdelene, der tilgodeser de tyndt befolkede områder med den største medlemsprocent, kan blive vanskelig at nå til enighed om, når man selv skal fordele udgifterne. Blot fordelingen af præstestillinger krævede – efter flere års diskussion mellem biskopperne – at jeg som kirkeminister truede med selv at træffe afgørelsen, hvis ikke biskopperne selv var i stand hertil.
Grundloven livsforsikrer ikke folkekirken
En synode vil naturligvis aldrig opnå den autoritet endsige demokratisk legitimitet, som Folketinget som kirkelig lovgiver besidder. Kirkeministeriet som myndighed, der rådgiver og udformer interne forskrifter og løser talrige interne konflikter og klager, vil blive savnet.
Men først, når det er for sent. Antallet af evangelisk-lutherske frikirker vil utvivlsomt vokse, fordi en del præster og medlemmer ikke vil give sig ind under en central kirkemagt med et snævert folkeligt mandat med lav stemmeprocent.
Til gengæld vil et kirkeligt selvstyre rent praktisk gøre det langt lettere at skille kirke og stat.
Men kirke og stat kan ikke skilles uden en grundlovsændring, vil nogen hævde. Dertil er at svare, at Grundlovens § 4 om statens understøttelse af folkekirken hverken er mejslet i granit eller konkret formuleret som et retskrav på en bestemt understøttelse.
Desuden vil folkekirken med stadigt vigende medlemstal ikke fortsat være en folkekirke, der har tilslutning fra størstedelen af befolkningen. Derved bortfalder Grundlovens beskyttelse af folkekirken af sig selv.
Magtspredningen sikrer friheden
Maler jeg Fanden på væggen? Næh, jeg maner blot til omtanke, forudseenhed og forståelse for hvilke konsekvenser, man risikerer, når man sætter en proces i gang, hvis forløb og konklusion man ikke selv er herre over.
Jeg har aldrig kunnet skjule, at jeg elsker min folkekirke og den folkekirkelige ordning med størst mulig spredning af magten mellem regering og folketing og alle kirkelige aktører, som er høringsberettigede i lovgivningsprocessen.
Det er netop denne magtspredning, der sikrer friheden. Dertil kommer det stærkt demokratisk mandat til folkekirkens øverste synode: Folketinget, der vælges med høj stemmeprocent mindst hvert fjerde år.
Sammenlignet med denne ordning vil synoden aldrig få et demokratisk mandat, men risikerer at blive en lille lukket og selvberoende klike, der er mere optaget af magt og struktur end af evangeliets forkyndelse.
I hele mit liv har jeg hørt på kirkelige grupperinger, der diskuterede kirkens struktur, som gjaldt det sjælenes frelse. Sjældnere handlede de lidenskabelige følelser i offentligheden om evangeliets forkyndelse.
Og med frihedslovgivning som for eksempel kvinders adgang til præstestillinger, var det ikke just folkekirkens aktivister, der førte an i frihedskravet. Loven blev vedtaget af Folketinget trods kirkelige protester.
Netop 75 år efter de første kvindelige præster blev ordineret, ønsker kirkelige aktører at stække friheden med krav om fjernelse af dispensationen i ligebehandlingsloven.
Jeg har som politiker mødt både svenske og tyske biskopper, der misunder os den folkekirkelige ordning, der forbinder stat og kirke.
Vi har meget, at være taknemmelige for og meget at passe på. Der er alt mulig grund til at kæmpe for den bestående folkekirkelige ordning, fremfor at gennemtrumfe, at magten koncentreres med en ordning, der er blevet afvist igen og igen gennem hele folkekirkens historie.