Ved kommunalvalget den 18. november vil de fleste vælgere lede forgæves efter en præst på stemmesedlen. Således kunne Kristeligt Dagblad oplyse, at 29 præster stiller op til kommunalvalget. De fleste stiller op for blå partier, selvom rygtet siger, at de fleste præster stemmer rødt.
Men begrundelsen kunne jo være, at de blå partier er mest villige til at opstille præster, lød én af forklaringerne, der dog ikke blev dokumenteret. Hvordan det står til med opstillede bagere og smede, var ikke oplyst. Og ærligt talt: Hvor mange vælgere stemmer efter de opstilledes erhverv? Det må da være politikken, der fører hånden, når stemmen skal afgives. Desuden er der tale om så små tal, at alle gætterier må klassificeres som politiske kandestøberier.
Ingen begrænsning i præsters demokratiske rettigheder
Præster kan naturligvis lade sig opstille som alle andre. Der er intet nyt i, at præster lader sig vælge til Folketinget og kommunale råd. Grundtvig og D.G. Monrad var blandt de mest markante i folkestyrets første år. Og i min levetid har jeg kendt præster, provster og biskopper, der har været sognerådsformænd og borgmestre, medlemmer af Folketinget og ministre. Det er og bør ikke være nogen sensation, men en helt naturlig følge af folkestyrets mening, at enhver kan stille op.
Når præsten hænger kjole og krave på bøjle, er han eller hun stadig den samme. Kristentroen og de politiske holdninger ændres ikke, fordi man tager plads i byrådssalen. Men man har en anden rolle i byrådssalen end som forkynder på prædikestolen. Det gælder jo folkevalgte i alle erhverv, at de stadig er den samme, men som folkevalgt med en anden og særlig rolle.
I Danmark er blokpolitik et skældsord. Og langt de fleste afgørelser i Folketinget og rundt om i byrådene træffes med brede flertal. Enhver folkevalgt må handle ud fra sin samvittighed med passende loyalitet over for det parti, man repræsenterer. Og i Danmark er der bag de lukkede døre som oftest en udbredt forståelse for, at det gælder om at finde fælles løsninger for borgerne. Der er ingen forskel på folkevalgtes vilkår fra adel og borger til præster og bønder.
Hvad betyder kristentroen for politikken?
Naturligvis betyder kristentroen noget helt afgørende for den enkeltes hele eksistens, for holdninger og handlinger. Men i en evangelisk-luthersk kirke med tradition for uvilje mod teologisk ensretning er der aldrig et entydigt kristent svar på et politisk spørgsmål. Alene spredningen i politisk tilhørsforhold blandt hidtil folkevalgte præster i SF, Socialdemokratiet, Venstre, Konservativ og Kristeligt Folkeparti viser, at kristentroen ikke fører til medlemskab af samme parti.
Det fineste eksempel på, hvordan præster også i samme parti kan nå til forskellig konklusion i en sag om liv og død, husker jeg fra min ungdom. Folketinget skulle stemme om friere adgang til abort. Der sad på det tidspunkt tre præster i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Den ene stemte imod, den anden for forslaget, og den tredje undlod at stemme. Sådan er det at være kristen præst. Der er ingen dogmer, der dikterer en fælles facitliste for folkevalgte præster.
Vil politikerpræster ikke misbruge prædikestolen?
Det sker, at præster beskyldes for at være for politiske i deres prædikener. Men jeg mindes ikke, at klagerne angik folkevalgte præster. Og jeg mindes heller ikke, at nogen har klaget over en præst, de var i parti med. Det er pudsigt nok altid dem, man er uenig med, man klager over. Ja, det vil ofte være klageren, der er mere politisk end præstens prædiken.
Mange har sikkert hørt om den berømte juleprædiken, der blev en stor sag i valgkampen i julen 1983. Et folketingsmedlem klagede over en juleprædiken bragt i tv juleaften. Jeg mener stadig, at det var at slå politisk plat på både folkekirken, præsten og biskoppen, der var SF'er. Kirkeministeren blandede sig i sagen i stedet for at overlade den til biskoppen. Kirkeministeren var ikke kirkeminister ret længe efter, at biskoppen med rette afviste klagen. Præsten var netop ikke folkevalgt, men blev forsøgt brugt som politisk brik i de borgerlige partiers valgkamp.
Der er ingen grund til at gøre større eller mindre ståhej ud af præsters tilstedeværelse eller fravær på stemmesedlen. Det, vi alle har at gøre, er at gå hen og stemme efter anskuelser og formå andre til at gøre det samme.
