Det har i perioder været en varm sommer. Også den kirkepolitiske debat har haft sine hedebølger.
Sundheds- og kirkeminister Ida Auken har helt fortjent været skydeskive.
Et kritikpunkt har været ministerens kreative omgang med historien for at kunne præsentere demokrati og lighed for kvinder som politiske værdier, der stammer fra kristendommen.
Et gennemskueligt og fejlslagent forsøg på at spænde kristendommen og historien for ministerens egen politiske vogn.
Det er sundt at gøre sig bekendt med forskellige opfattelser. Man kan for eksempel læse den kirkehistoriske oversigt på den katolske kirkes hjemmeside.
Oplysningerne svarer bestemt ikke til Ida Aukens lovprisning af tusind års kristne værdier om, "hvordan vi skal omgås hinanden."
Men det er den katolske kirkes oplysninger, der er korrekte, medens Aukens personlige vurderinger har været genstand for hård kritik fra historikere.
Katolikkerne glemmer ikke undertrykkelsen
På hjemmesiden oplyses det kort og kontant, at katolikker i Danmark efter Reformationen kun kunne dyrke deres tro i hemmelighed af angst for henrettelse eller udvisning til landflygtighed.
I århundreder var der trostvang i Danmark.
Christian den Femtes Danske Lov fra 1683 foreskriver, at der kun er én sand lære, nemlig den der følger af de reformatoriske bekendelsesskrifter.
At være katolik er efter samme lov en misgerning, der indtil Grundloven af 1849 kan straffes med døden. Denne undertrykkelse glemmer katolikkerne ikke.
Historien er god at få forstand af og huske på. Vores fortid er ikke så glorværdig, som vi bilder os ind.
Demokrati sikrer ikke ubetinget frihed
Vi kan godt lide at bryste os af, at vi fik demokrati allerede i 1849.
Men demokrati er ikke i sig selv en garanti for, at magthaverne sikrer den enkelte borger eller det enkelte trossamfund åndelig frihed.
Faktisk var demokratiet i 1849 og frem til Grundloven af 1915 kun for et mindretal. Tøser, tyende, tyveknægte og uformuende havde ikke valgret.
Det store systemskifte i 1849 var ikke valgret for de få, men åndsfriheden for de mange, der netop blev sikret i Grundloven.
Dermed var statsmagtens tid som religiøs indpisker til ende. Alligevel benævner den nye kirkeminister sig selv netop som indpisker.
Folkekirken er ej, hvad som helst
Uanset kirkeministerens lyster til at være indpisker, er hele regeringen og Folketinget bundet af Grundloven.
Det betyder ikke blot at ånden er en fri sag, som magthaverne skal holde fingrene fra, men at magthaverne skal respektere og understøtte folkekirken, som evangelisk-luthersk og ikke som alt muligt andet, jævnfør Grundlovens § 4.
Grundlaget for Folkekirkens bekendelse er stadig de bekendelsesskrifter, der er oplistet i Danske Lov.
Kirkeministeren kan altså hverken fravige forpligtelsen til at sikre borgerne åndens frihed og kan heller ikke bestemme, at Folkekirkens bekendelsesgrundlag ændres.
Folkekirken bygger på den lutherske ordning om, at der skal skelnes mellem det verdslige regimente og det kirkelige regimente.
Det verdslige regimente skal sikre ro og orden i Danmark og sikre borgernes frihed ved netop ikke at blande regimenterne sammen.
Ministeren skal kaldes til orden
Ministerens begejstring over at være sundheds- og kirkeminister, som ifølge ministeren "er den perfekte kombination" må bekymre.
Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg i et radiointerview hører, hvordan ministeren begejstret inddrager det totale menneske under det politiske område.
Sundhedspolitikken blandes hulter til bulter med politik for sjæl og ånd, livsoplysning, unge menneskers trang til noget højere osv.
Ordene flyder, men begrebet frihed er fraværende i ministerens talestrøm. Og det er foruroligende.
Statsmagtens lovlige udfoldelse standser ved Grundlovens frihedsrettigheder. Statsmagten skal respektere og holde fingrene fra borgernes frie rum.
Ved at afgive erklæring om at holde Grundloven har enhver minister og ethvert folketingsmedlem tillige forpligtet sig til at understøtte folkekirken, vel at mærke som evangelisk-luthersk.
Altså må det verdslige regimente også efter denne bestemmelse begrænse den statslige udfoldelse.
Åndsfriheden er den frihedsrettighed, der er forudsætningen for det frie samfund.
Retten til fri adgang til tandlæge og gratis busbillet til studerende skaber ikke frihed, hvis først retten til at ytre sig frit om tro og politik er forbudt.
Derfor er det åndsfriheden, som den totalitære magt først undertrykker.
Tyrannen ved, at åndsfriheden er forudsætningen for al anden frihed.