Det summede af engagement og alvor, da repræsentanter fra menighedsrådene i Ribe Stift mødtes i Højmark og Helle Hallen på to af de sidste aftener i maj. Aftenerne var arrangeret af stiftsrådet samt af distriktsforeningerne af menighedsråd i Ribe stift. Temaet var fremtidens struktur i folkekirken – sådan som den er fremlagt i rapporten fra det af kirkeministeren nedsatte udvalg.
Diskussionslysten var stor, og deltagerne havde mulighed for ved mødets afslutning af aflevere Post-its med det, de tænkte om forslagene og havde skrevet ned undervejs. Det blev til mange Post-its fra de tilsammen godt 220 deltagere. Jeg har nu fået læst dem alle og sammenholdt dem med de noter, der blev taget fra aftenerne.
Særligt ét emne optog tydeligvis mange: En planlagt reduktion i antallet af menighedsrådsmedlemmer. Stemningen var klar: Det dur ikke.
Forslaget i rapporten går ud på, at antallet i de store menighedsråd mindskes, men man har så også valgt at mindske antallet i de mindre menighedsråd.
Færre medlemmer svækker kirkelivet
I flere sogne er man allerede nede på det minimum, der skal til for at holde rådsarbejdet kørende. At foreslå en yderligere reduktion, samtidig med at opgaverne bliver mere komplekse, opleves som både urimeligt og urealistisk. I ét sogn lød det: “Vi er otte – og vi kan ikke nøjes med fem. Arbejdsbyrden er allerede stor nok.”
Mange oplever det som et demokratisk problem: Færre medlemmer betyder færre hænder, mindre bredde og sværere rekruttering. Det rammer især små sogne, hvor engagementet er stort. Forslaget om reduktion blev afvist som både praktisk ubrugeligt og principielt forkert.
Et gennemgående budskab var, at folkekirken er bygget op nedefra – af frivillige, af lokalt forankrede mennesker, der brænder for deres kirke. At skære i antallet af menighedsrådsmedlemmer er som at beskære et træ ved rødderne: Det svækker kirkelivet.
En hæmsko for sammenlægning af to eller flere sogne
Debatten om strukturændringer handler ikke kun om organisering – den handler om demokrati. Lokale menighedsråd er et af de sidste steder i vores samfund, hvor almindelige mennesker har reel indflydelse på noget så vigtigt som tro, tradition og fællesskab. Når man skærer i antallet af medlemmer og flytter opgaver væk fra lokalsamfundet, risikerer man at underminere det nærdemokrati, som folkekirken hviler på.
Det har de politiske partier haft sans for, og der bliver, som jeg forstår det, mulighed for at supplere de mindre menighedsråd med et medlem. Tak for det. Men det er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt, og det vil blive en hæmsko i forbindelse med et eventuelt lokalt ønske om sognesammenlægning af to eller flere sogne.
Antallet af medlemmer vil da blive så få, at man har svært ved at løfte de opgaver, man har. Et eksempel: Hvis nu det er tre små velfungerende sogne med hver nogle få hundrede medlemmer påtænker at lægge sig sammen, vil de gå fra at være tre gange fem medlemmer til kun fem eller seks medlemmer. Det er ikke forenkling, men at lægge flere byrder på rådsmedlemmerne.
Udvalget bag rapporten har næppe tænkt så langt. Jeg håber i alt fald, at det er baggrunden for rapportens forslag om reduktion af medlemmer. Deres fokus var tydeligvis mindskelse i antallet af de store menighedsråd og dernæst bekymringen for vægtningen af rådsmedlemmer mellem by og land i forbindelse med for eksempel bispevalg. Det virker i alt fald, som om de glemte at tænke hele landet med. Det dur ikke.