Biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, har i forbindelse med sin forestående afgang sammen med otte af sine kolleger foreslået kirkeministeren, at stiftet nedlægges, og at der i stedet oprettes et nyt Storstrøms Stift, som skal omfatte tre provstier i Roskilde Stift, hvor Ulla Thorbjørn Hansen er biskop; hun er imidlertid ikke
sindet at afgive nogen provstier og har fremsat flere modforslag, som jeg ikke vil gå nærmere ind på.
Kirkeretligt kan bispeflertallets forslag udelukkende gennemføres ved lov efter forudgående høring.
Dette gælder, uanset at Kirkeministeriet er nedlagt og blevet en afdeling under Sundhedsministeriet.
Forslaget har givet anledning til en intens debat i de berørte stifter, ligesom kirkelige organisationer og aktører har ytret sig offentligt.
Der er dog et væsentligt aspekt, som debatten ikke har forholdt sig til, nemlig bispeflertallets handlemåde sammenholdt med det bispeembede, de hver især på demokratisk vis er blevet valgt til at udøve i et konkret stift.
Biskopper er sideordnede
En hovedregel i dansk kirkeret er, at biskopperne ikke med retlig gyldighed kan agere som kollegialt organ, og at ingen biskop behøver at følge en opfattelse, som et flertal af biskopper går ind for.
Denne hovedregel, som Preben Espersen flere gange har understreget i sin kirkeret, betyder, at folkekirkens biskopper er sideordnede.
Reglen omfatter også biskoppen over Københavns Stift, selv om han/hun i egenskab af primus inter pares (den første blandt ligemænd) har en særlig funktionel, ceremoniel og repræsentativ rolle.
Hovedreglen kan ikke tilsidesættes med henvisning til, at biskoppen er chef for stiftsadministrationen og de kirkelige opgaver, den tager sig af.
At biskopperne i de to berørte stifter indtager uforenelige synspunkter er legitimt, netop fordi de er lokale udøvere af bispeembedet.
Men det er problematisk i forhold til folkekirkeordningen, at et bispeflertal optræder som et kollegialt organ, der har tildelt sig kompetence til at fremsætte et for en bispekollega stærkt indgribende forslag, som tilmed ikke angår de otte biskoppers stifter.
En luthersk forståelse af bispeembedet
Den kirkeretlige hovedregel er ikke opstået ud af det blå; den er forbundet med en luthersk opfattelse af bispeembedet.
Denne opfattelse beskrives som en treklang, der på latin benævnes med verberne ordinare, visitare og inspicere.
Ordinare betyder at indvie præster til tjeneste. Visitare betyder at udføre visitats, det vil sige besøge sogne og føre samtale med menighedsråd og præst(er) om det kirkelige liv på stedet. Inspicere betyder at undersøge og føre tilsyn med præsters lære og de kirkelige forhold.
Som beskrivelse af biskoppens hovedopgaver udgør bispeembedets treklang en samlet embedspligt, biskopperne er underlagt, uanset at de i deres embedsudøvelse er uafhængige af menighedsrådene og præsterne i deres stifter.
Et stift er den geografiske ramme for biskoppens embedsudøvelse. Principielt har stiftets størrelse ingen betydning for varetagelsen af bispeembedet. I praksis kan det forholde sig anderledes.
Derfor tilsiger det kirkelige hensyn til lokale menighedsråd og præster, at eventuel ændring af stifters størrelse og grænser sker ved en grundig høring og en transparent proces, uden at biskopperne tiltager sig eller tildeles en organisatorisk status, de hverken har kirkeretligt eller retsteologisk.
Min konklusion er, at når folkekirkeordningen begrænser biskoppernes virke til et konkret stift med forventning om, at de ikke blander sig i andre stifters anliggender, burde bispeflertallet slet ikke have fremsat det omdiskuterede forslag.
Jeg vil derfor opfordre de otte biskopper til at trække sig ud af forslaget, så det i første omgang forbliver et anliggende
mellem Lolland-Falsters Stift og dets nabostifter.
Denne opfordring, som ikke skyder problemet med det lille Lolland-Falsters Stift til hjørne, afskærer naturligvis ikke de øvrige biskopper fra at fokusere på konstruktiv justering af egne stiftsgrænser.