I sit nyhedsbrev mandag den 13. april skriver Kirke.dk's redaktør Kåre Gade om bibeloversættelsesprojektet. Gade peger på, hvor vigtig ordlyden af Bibelen er for den folkekirkelige gudstjeneste.
Det har han selvsagt ret i. Samtidig er det nødvendigt at påpege, at Bibelselskabet står for oversættelsen af Bibelen, mens folkekirkens biskopper er ansvarlige for liturgien og tilsynsførende med den.
Ofte uoverensstemmelse mellem ordlyd i bibeloversættelse og i liturgi
Selv om der i mangt og meget er sammenfald mellem de bibelske tekster og liturgiens ordlyd, er der ikke altid overensstemmelse.
Gennem næsten 500 år med dansk bibeloversættelse har der for eksempel været forskel på ordlyden på velsignelsen, som den kan læses i Fjerde Mosebog, og som den lyder i slutningen af gudstjenesten søndag formiddag.
Med undtagelse af en enkelt oversættelse af Det Gamle Testamente, nemlig den fra 1931, har det i bibelteksten altid heddet, at Herren skulle lade sit "ansigt" lyse over dig og løfte sit "ansigt" mod dig, mens man i gudstjenesten har brugt ansigt-åsyn helt frem til 1992, hvor man fik to variationsmuligheder. I 1992 valgte biskopperne nemlig både at bibeholde den liturgiske tradition med ansigt-åsyn og indoptage 1992-bibeloversættelsens ordlyd med ansigt-ansigt.
Det er ikke en petitesse. Det er udtryk for en meget klar ansvarsfordeling – uanset at vi selvsagt ønsker, at den kommende bibeloversættelse helt naturligt glider ind i gudstjenestelig brug. Af den grund orienteres biskopperne også løbende om oversættelsesprojektet.
Bibeloversættelse er ikke en kirkepolitisk armlægning
Gade peger også på, at bibelteksterne skal kunne bruges i både folkekirkemenigheder, fri- og valgmenigheder, i frikirker og i den katolske kirke. Af samme grund inddrager vi i det redaktionelle arbejde både teologer, som har specialiseret sig inden for praktisk teologi og har et solidt kendskab til folkekirken, og repræsentanter for den økumeniske bredde.
Sidstnævnte, som skal bidrage med perspektiver uden for folkekirken, er de eneste deltagere i hele projektet, som er valgt ud fra deres kirkelige baggrund.
Når Gade spørger, om debatten indtil nu "handler om videnskabelighed over for forståelighed? Om grundtvigianere over for missionsfolk?", skyder han imidlertid ved siden af målet og udtrykker en manglende forståelse for noget meget fundamentalt: Bibeloversættelse, som det praktiseres anno 2026, er ikke en kirkepolitisk armlægning.
Det er en tværfaglig involvering af relevante kræfter, der belyser, hvad der står i kildeteksterne, hvordan det kan omsættes til et moderne og mundret dansk, hvilke sammenhænge det skal bruges i, og hvordan det forholder sig til en kirkelig tradition, som det både er formet af og med til at forme.
Oversættelsen bliver til i tværfagligt samarbejde
Dét arbejde foregår i tre led – en oversættergruppe, en redaktionsgruppe (for henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente) og en chefredaktion.
I alle tre led er der tale om et solidt fagligt samarbejde, hvor kunsten er at få de forskellige fagligheder til at reflektere over og belyse oversættelsesvalgene, så vi rammer den bedst mulige ordlyd.
Når de første prøveoversættelser således er vandret gennem hænderne på i alt 15 mennesker, er det indlysende, at ingen kan trumfe noget igennem, men at alt bliver til i et samarbejde.
Også i chefredaktionen, der sidstebehandler oversættelserne, er de forskellige fagligheder altafgørende, og da ingen undervejs har vetoret, bliver der vitterligt tale om et fælles resultat af anstrengelserne.
Her er principperne for oversættelsen altafgørende for retningen. De er blevet til efter et flerårigt og omhyggeligt arbejde, der har involveret en stribe eksegeter, repræsentanter fra Bibelselskabets kirkeligt brede bagland, eksperter fra ind- og udland, en stor og repræsentativ undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) af folkekirkepræsters og lægfolks erfaringer med bibelbrug i gudstjenesten samt en omfattende høringsrunde.
Mod til at tænke på fremtiden
I FUV-undersøgelsen var det et gennemgående træk, at der ud over respekt for kildeteksterne var brug for sproglig fornyelse, forståelse for de forskellige brugssituationer, sans for såvel teksternes poesi som for teologiske kernebegreber, opmærksomhed over for traditionen og – nok så vigtigt – mod til at tænke på fremtiden frem for fortiden.
Ulla Morre Bidstrup, der er uddannelsesleder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, skrev for nylig i Grundtvigsk Tidende, at vi i oversættelsesprojektet "arbejder for en tradition for fremtiden og dermed er en del af en nyskabelse". Det er en klar vision og et stærkt pejlemærke at sigte efter, og det fortsætter vi ufortrødent med.
Ikke baseret på kirkepolitiske uenigheder eller særstandpunkter, men på faglig dybde, tværfaglig bredde og bred involvering. Det tror vi nemlig er den bedste vej til en bibeloversættelse, der kan bruges i folkekirkens gudstjeneste.