Provst og bispekandidat Esben Thusgård har i sit indlæg den 7. april nogle tanker og forslag om mål og midler i folkekirken.
Som jurist har jeg nok en "bureaukratisk" tilgang, og jeg ser ikke administrationen som noget uønsket, men som en nødvendig baggrund for forkyndelsen.
Nødvendigt tyranni
"Lad os vriste folkekirken fri af administrationens tyranni," skriver provsten. Folkekirken er en stor organisation med 4,3 millioner medlemmer, 2000 præster og 1500 menighedsråd i de godt 2300 kirker fordelt på mere end 2000 sogne. Alene driftsudgifterne løber op i godt 7,7 milliarder kroner årligt.
Man kan kalde det tyranni, men nødvendigt er det. Det betyder ikke, at der ikke er problemer, og dermed er der god anledning til at overveje at gøre det bedre – og det er vel provstens mission.
Til en indledning er det nyttigt at fokusere på de grundlæggende lovbestemmelser om administrationen: "Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet," og "Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse," lyder første paragraf i loven om menighedsråd.
For mig at se er det en fantastisk ordning, som friholder dem, der står for kirkens egentlige opgave, forkyndelsen, for at skulle belastes med bureaukrati og administrationens tyranni.
Det helt store problem er – som også provsten er inde på – at menighedsrådene ikke alle råder over en fagligt kvalificeret medarbejder til det administrative arbejde. Det skaber frustrationer hos mange menighedsråd og er en væsentlig forhindring for rekruttering af nye og fastholdelse af gamle rådsmedlemmer.
Fagkyndiges opgaver ender hos teologer
Det er ikke en ny tanke. I 2009 foreslog et kommissionsarbejde, at alle menighedsråd skulle have adgang til faglig ekspertise til arbejdet. Mange typisk større menighedsråd har i dag en administrationschef, forretningsfører, fagkyndig kordegn eller hvilken titel, der nu er valgt. Men det er stadig et mindretal, og denne mangel var ikke i fokus ved den seneste revision af menighedsrådsloven.
Der ligger her en stor og vigtig opgave hos stiftsøvrigheden i at gøre menighedsrådene opmærksom på de mange konsulenter, de kan søge råd og bistand hos.
Et andet problem er budgetstyringen, som formelt ligger i provstiudvalget, men som i praksis ofte styres af teologer, nemlig provsterne, som ved lov er "forretningsførende medlem" af provstiudvalget.
Godt 100 af vores fremmeste teologer er tvunget til at beskæftige sig med for en teolog noget så fjernt som komplicerede tal.
Det har været en pragmatisk løsning for mere end 100 år siden, da ordningen blev indført, og der kun var en meget begrænset administration. I dag er kravene helt anderledes, og opgaven burde lægges i hænderne på fagkyndige.
Det ville også bidrage til at løse præstemanglen, hvis de provster, der er tvunget til at lave administrativt arbejde, i stedet kunne være fuld tid på teologiske opgaver, ikke mindst med at bistå sognene med at styrke menighedsarbejdet.
Provster og biskopper skal ikke blande sig i menighedsrådsbeslutninger
Et tredje problem er, at forståelsen af den lovmæssige opgavefordeling inden for folkekirken i praksis kan være flydende.
Fordelingen er ganske klar: Menighedsrådene styrer suverænt de opgaver, de er pålagt i lovgivningen. Menighedsrådene skal være sig bevidst, at ansvaret er deres alene. Hverken biskop, provstiudvalg eller provst kan "blande sig" i beslutningerne. Det er et stort ansvar, men det er det, de er valgt til.
Der er provster, der øjensynlig ser det som deres opgave at "vejlede og rådgive" menighedsrådene eller på anden måde øve indflydelse på beslutningerne, men det er altså ikke lovligt, for at sige det klart.
Det samme gælder biskopperne, hvis opgave alene er at føre tilsyn med, at rådene overholder den kirkelige lovgivning.
Provsten efterlyser, "at vi udvikler de fælles mødesteder, hvor vi kan lære af hinanden." Men er det nødvendigt at udvikle nye "mødesteder", når der er et redskab til rådighed: kirkevisitats.
Kirkevisitatser fremgår af menighedsrådsloven, men synes desværre at være gået af mode, måske fordi de, når de endelig tages i brug, bliver mere til inspektion og kontrol. Visitatsen har til formål at "drøfte kirkens tilstand, kirkelivet og de opgaver, der rører sig i sognet," og det er vel netop de vigtige emner, provsten ser som målet med den "dybe samtale."
Tomme pladser i menighedsrådene
Endelig er det helt store aktuelle problem, at der ikke kan skaffes tilstrækkelig med kandidater til menighedsrådene.
Ved valget i 2024 stod mange menighedsråd med tomme pladser efter valgdagen. Valgprocenten sneg sig lige over en procent. En kandidat kunne mange steder blive valgt, blot ved at stille op og stemme på sig selv.
Nu er der snart valg igen, og den nedslående konstatering er, at der stort set ikke er gjort noget for at udbrede kendskabet til menighedsrådenes arbejde og dermed inddrage nye kandidater. Her er det ikke "den dybe samtale", som provsten efterlyser, der trækker, men simpelthen viden og inddragelse.
Her ligger den største udfordring, hvis det fortsat skal give mening at tale om "folkekirken".
"Kirken er først og fremmest sat i verden for at forkynde Guds nåde," pointerer provsten, men Cromwell havde også en pointe med "Stol på Gud og hold krudtet tørt."