Artiklen blev oprindeligt bragt den 2. juni 2022
”Må vi være her?” bringer et kirkepolitisk, dogmatisk og praktisk teologisk oplæg med fokus især på gudstjenesteordningen.
Meget af første dels kirkepolitiske og teologiske kritik er hørt før, blandt andet fra to af forfatterne, Louise Højlund Franklin og Anders Christian-Jacobsen, men også fra andre bidragydere til debatten. Synspunkternes hovedtræk er for eksempel også kompatible med mine egne i “Folkekirke, brugerkirke, kirke i mission” fra 2021.
Generelt er der i bogen tale om alt andet end reducerende liberalteologi. Der er tale om en fuldtonende udfoldet teologi og en stærk evangelisk iver for at komme ud og ind med kristendommens livsforståelse som trosmulighed for mennesker i dag.
Bogens første forslag om ”vedtægtsændring” indebærer et – under den gældende (stats)kirkeordning – utopisk forslag om fjernelse af Den Augsburgske Bekendelse (CA) fra folkekirkens bekendelsesgrundlag. Selv om sprogbrugen er herligt underdrejet (”vedtægtsændring”), så er der ikke muligt at gøre noget ved denne grundlovsfæstede sag, så længe staten regerer over folkekirken ved ikke at gøre noget ved noget.
I bogens sidste del følger blandt andet dogmatiske forslag til en ny positiv teologi omkring gudsforståelse, menneskesyn, synd, frelse, kirke og evigt liv. Også her er tonerne hørt før, men de er samtidigt formuleret rimeligt (eller urimeligt?) direkte og ubeskyttet, så mange af de mange, der gerne vil være med her, måske også gerne ville have nogle nuanceringer ind i de korte tekster.
Grundtvig nævnes kun en passant et par gange i bogen, som én der har været kirkeligt kanøflet, når han lod sig inspirere af sider af de dele af den oldkirkelige teologi, som den nye bog også trækker på. Forfatterne præsenterer ikke deres anliggende i forlængelse af Grundtvigs kirkepolitiske og teologiske indsats, hvad de kunne have gjort med gode grunde. Lad os se på Grundtvigs indgreb på de to områder:
Grundtvigs teologiske indgreb
I to numre af “Maanedsskrift for Christendom og Historie” omkring årsskiftet 1830/31, udgiver Grundtvig en artikel på cirka 80 sider: ”Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes?”
Redaktørerne af begge de to ti-binds udgaver med Grundtvigs værker, Holger Begtrup og Hal Koch, finder, at det er et ”hovedværk” i Grundtvigs produktion – selv genudgiver han af hensyn til sine elever artiklen i 1863, da han fortsat er tilfreds med den, med en enkelt korrektion.
Artiklen består af tre dele: Kirken selv, dens forhold til staten og dens forhold til skolen, det vil her sige teologien. Svaret på titlens spørgsmål er helt afklaret:
”.. ja, naturligviis; thi Livet i Herrens menighed skal jo ikke blot vedligeholdes, men voxe i Renhed og Kraft til det bliver som Hans eget på Jorden”.
Som Luther rensede ud for at komme ind til nerven i den katolske tro, sådan må Grundtvig gøre det med den lutherske tro. Om det så er CA fra 1530, så kan det godt trænge til at blive skrevet om her 300 år senere, erklærer Grundtvig – uden at forudse, at den tanke fortsat er helt uigennemførlig i en statsligt styret kirke snart 200 år efter Grundtvigs forslag.
Grundtvigs ideelle forslag er nu, at statskirken opløses, selv om staten fortsat kan beslutte sig til at have hånd-i-hanke med den form for fortsættelse af statskirken, som man må antage, at de fleste mennesker vil fortsætte som medlemmer af. Det løsningsforslag kom Grundtvig dog til at revidere i løbet af de følgende år.
Fuldt så interessant er dog de centrale dogmatiske punkter, hvor Grundtvig gør op med 1) Luthers manglende sans for betydningen af den mundtlige trosbekendelse, som er rakt videre i rækken af levende menigheder, 2) Luthers princip om Bibelen som normerende norm for kristendommen, 3) Luthers manglende hensyntagen til kirkehistorien og 4) Luthers tilslutning til, at CA kan betragtes som en ”Troes-Artikel” på linje med den apostolske bekendelse.
Akkurat den mundtlige trosbekendelse ved dåben er udgangspunktet for Grundtvigs eget syn. Den er ”hvad alle Christne skal troe og bekiende”, men meget andet kan ”overlades til Aanden og hvert enkelt Christens fri Raadighed”. På den måde må der skelnes mellem det nødvendige, der findes i menigheden samlet om trosbekendelsen, og skolen, teologien og kirkeordningen, der hører til det frie område.
Artiklen er – som Grundtvig selv attesterede det i genudgivelsen i 1863 – udtryk for en kirke- og kristendomsforståelse, som leverer rygraden i Grundtvigs ”dogmatik”, “Den Christelige Børnelærdom”, som den udkom i samlet udgave i 1868.
Naturligvis mangler der mange dimensioner og udfoldelser i denne artikel. En af dem er skabelsesteologien, som dog antydes, når det i forbifarten siges, at kristendommen ”ikke blot berører, men uopløselig knytter sig til “Alt, hvad der med føie kan kaldes ædelt, stort og elskeligt hos Mennesket.”
Det skabte menneskelige er ikke fjernt fra den åbenbarede Kristus, som Kristi kirke forkynder. Den afsluttende vision lyder således:
”...Præsterne staae ved Daaben, som Zions Vægtere i Aandens Kraft, Biskoppen staaer for Alteret Afbildende virkelig den gode Hyrde, der sætter Livet til for Hjorden, medens Menigheden gladelig lader Lyset skinne i gode Gierninger, og de Skrift-Kloge vaager over Bogen ved Nat-Lampen tændt ved Alter-Lyset, og vaage over, at Kirken har aabne Døre, til Udgang saavel som Indgang, da er alt i sin Christelige Orden, og da er den Lutherske Reformation fuldbragt.”
Synet på biskoppernes store betydning, som Grundtvig ikke lagde skjul på, at han havde fået inspiration til på de to Englandsrejser, der lå forud for artiklen, reviderede han senere ganske grundigt.
Grundtvigs kirkepolitiske indgreb
Grundtvigs mest omfattende og principielle kirkepolitiske skrift er “Den danske Stats-Kirke. Upartisk Betragtet” fra 1834.
På den ene side er det et frihedsskrift med titelbladscitatet fra 2 Kor 3, 17: ”Hvor Herrens Aand er, der er Frihed”. På den anden side argumenter Grundtvig af overbevisning, men måske også en smule strategisk for, at religionen og særligt hans egen ”Fædrene-Tro altid [vil] skjænke Staten sine bedste, flittigste, troeste og lydigste Borgere.”
Det er derfor i statens (og kongens) egen interesse at få statskirken reorganiseret, så der kan blive en fri og rummelig plads til Grundtvig og hans ligesindede. Grundtvig vil også nødigt have kirken splittet op i en række frikirker eller sekter, for hvad vil det betyde for forståelsen af det danske folk, som eet og kun eet folk?
Grundtvig har et dilemma, for i 1834 kan han ikke forestille sig en anden statskirke end den, der fastholder sit historiske centrum i den gamle lutherdom, hvis bibelsyn han selv er på kant med, fordi han finder troens kilde centrum i gudstjenesten og ikke i Bibelen.
Principielt ønsker Grundtvig nu ”en fri Stats-Kirke med en fri Menighed”. Derfor står han fast på sine (i dag gennemførte) krav om adgang til sognebåndsløsning, borgerlig konfirmation og ægteskab samt mulighed for udtræden af statskirken, men hvad med alterbogen?
Her når han frem til, at man blot kan forandre ”Præste-Eden til et Dansk Løfte om at forette Sacramenterne ’med Indstiftelsens Ord’, og lære efter den hellige Skrift og pryde Lærdommen med Tugt og gode Sæder”.
Denne upræcise formulering holder ikke ret længe. I flere sammenhænge argumenterer han i 1839 for, at statskirken skal opfattes som en fri religionsanstalt – og vel at mærke uden nogen forordnet alterbog, og endelig i sit efterskrift til 1868-udgaven af 1834-skriftet går han ind for en konfessionsløs kirke med plads til de frikirker, der opstod i kølvandet af religionsfriheden fra 1849.
Præsterne skal have den videst mulige grad af lære- og ritualfrihed, ligesom kirkens medlemmer skal have frihed til at skifte menighed – eller skabe frie menigheder inden for eller uden for folkekirken.
Når Grundtvig opgiver at arbejde for et kompromis omkring en fælles alterbog, skyldes det også, at hans ærkefjende J.P. Mynster, der er blevet biskop i 1834, er blevet sat til at udarbejde et nyt ritualforslag efter ritualstridighederne i 1830’erne.
Arbejdet fører imidlertid ikke til ændringer. Modsætningerne kan ikke mødes, så alt forbliver, i hvert fald på papiret, ved det gamle. 1685-kirkeritualet med mindre ændringer er fortsat forordnet. Sagen bliver også kompliceret af den tilstundende strid om statskirkens organisatoriske fremtid. Mynster vil længst muligt fastholde statskirken, i en rummelig form, også efter en kommende fri grundlov; blandt andet professor H.N. Clausen og Fyns biskop N. Faber ville have en synodal kirke, mens Grundtvig satser på sin ”fri statskirke med frie menigheder” i en neutral statslig rammeordning.
Det var – og har siden været – svært for ikke at sige umuligt at nå et kompromis, hvor alle tre parter kan mødes på én gang. Alting står derfor i stampe, som debatten om kirkens ledelse stort set har gjort det siden.
Statskirken er pr. definition i statens eller kongens hånd. Med sin engelske inspiration kalder Grundtvig den derfor også ”en Stats-Indretning (Establishment)”, som regeringen kan skalte og valte med. Den karakteristik har han ret i.
På to punkter er Grundtvig imidlertid urealistisk, nærmest anarkistisk i sin tankegang. Dels satser han på, at staten vil have en alliance med og lægge organisation til frie menigheder, som ikke har en defineret lære og ritus. Dels satser han på den fulde præstefrihed i de frie menigheder uden helt at se, at også her må friheden holdes så meget i ave, at friheden kan bestå, hvis lægfolket ikke skal sendes ud på en evig søgen efter nye menigheder, når præsterne benytter deres frihed til at ændre lære og ritus.
Bindegalt at opkalde en kirke efter en anden person end Jesus Kristus
Med en forgænger som Grundtvig, hvis efterklange i dansk kirkeliv, den nye bog på mange måder har resonans til, er det uden for skiven at trække linjevogterkortet, som flere debattører allerede har været på vej til det. I stedet er der grund til tænke konstruktivt med på bogens anliggende. Og for frem for alt ikke søge at slukke ånden. Mit forslag følger her til sidst:
Grundtvig stod længe ganske isoleret med sine forslag. Men bag om ryggen på kirkeledelsen blev en række af hans frihedskrav gennemført i den kirkelige praksis, selv om grundloven fastholdt, at folkekirken er ”evangelisk-luthersk”. Blandt andet derfor stemte Grundtvig i øvrigt mod grundloven i den grundlovgivende rigsforsamling.
Det er naturligvis bindegalt at opkalde en kirke efter en anden person end Jesus Kristus, sådan som det skete i Danmark i 1536. Kongen, Christian III, havde behov for at rydde op i landets magtbalance, så han måtte ekspropriere kirken, som indtil da var katolsk, og give den et nyt teologisk grundlag, som altså blev ”luthersk”.
Derfor hænger vi den dag i dag på Den Augsburgske Bekendelse (CA), der er skrevet som et kirkepolitisk kompromisskrift, udarbejdet af Melanchton i 1530 i et forsøg på at finde plads for Luthers og hans egen teologi inden for den universelle (katolske) kirke.
Endnu mere galt er det, at folkekirkens præster den dag i dag skal skrive under på præsteløftets påstand om, at ”Guds ord” ikke blot findes i Bibelen, som Luther siger det, men i folkekirkens bekendelsesskrifter, der som bekendt inkluderer CA.
Årsagen er blandt andet den, at Grundtvigs ofte mindre tænksomme tilhængere i 1870, da præsteløftet blev lavet, insisterede på, at den apostolske trosbekendelse lige så fuldt (og i levende brug egentlig mere) er ”Guds ord” end Bibelen, som grundtvigsk set ”kun” er en eminent oplysningsbog. Og med i købet fik de så CA indlemmet i selveste ”Guds ord”.
Det er så forvrøvlet, at man allerede af den grund ikke kan tage præsteløftet for pålydende. Selv om CA’s placering i folkekirkens konfessionelle grundlag ikke kan ændres uden en grundlovsændring, kan biskopperne den dag i morgen sørge for, at der bliver skrevet et meningsfyldt præsteløfte, så de dermed markerer, at der er plads til mange slags fuldtonende teologi og evangelisk iver i folkekirken, inklusive den slags der fremlægges i ”Må vi være her?”.
Et udgangspunkt kunne man for eksempel tage i det forslag til nyt præsteløfte, som Louise Højlund Franklin fremlagde i Kirke.dk sidste år.