Man må give domprovsten i Ribe, Morten Fester Thaysen, at han – med eller uden hjælp fra redaktionen – er god til at lave fanfarer. I hans indlæg på Kirke.dk den 24. oktober lyder fanfaren således:
"Staten er i gang med at trække et svensk kirkesyn ned over folkekirken. En ny svenskinspireret formulering i menighedsrådsloven gør kirken mindre lokalt forankret og mere ensrettet. Og det er ikke bare ordene, der er ændret, men selve forståelsen af, hvad kirke er."
Meget fortjenstfuldt gør Thaysen opmærksom på, hvad jeg ikke har set andre tage fat på, at der er en bemærkelsesværdig ændring i menighedsrådenes formålsparagraf på vej:
"Menighedsrådsloven § 1, stykke 2, ændres således fra "Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse" til "Menighedsrådet er ansvarlig for folkekirkens virke i sognet og skal sørge for gode rammer for evangeliets forkyndelse, gudstjenester, kirkelige handlinger, den kirkelige undervisning, diakoni og mission.""
Thaysen ser her en af staten drevet politik, som radikalt skal ændre folkekirken, så vi snart alle kan blive svenskere:
"Med den nye formulering vil staten gennem lovgivning i højere grad ensrette menighedsrådenes virke. De har ikke længere samme frihed til at prioritere opgaverne som før. Derfor vil opgaverne heller ikke være så mangfoldige som før. Nu er der konkret fire opgaver, nemlig gudstjenester, undervisning, diakoni og mission. Opgaver, som menighedsrådene kan måles på, og som provstiet kan tildele midler ud fra. Samtidig kan det ske, at staten i bedste new public management-stil sørger for at fordele præsteressourcer og andet til netop disse opgaver."
Ond plan fra den svenske kirkes hjemmeside
Det er noget af en overfortolkning. Dels er det ikke staten, men biskopperne, der fordeler præsteressourcer, dels er menighedsrådene ikke tvunget til noget som helst nyt med den nye formulering.
Hertil kommer, at de fire nævnte "opgaver" i praksis ikke kan adskilles, endsige afgrænses. Det er en hovedpointe i al nyere praktisk teologi, hvor blandt andre jeg i øvrigt – siden lærebogen "Praktisk teologi" fra 1995 – med Grundtvig har defineret folkekirken som en kirke for folks skyld, på folks præmisser og med folkelige behov og kræfter som de store drivhjul.
I praksis er det sådan, folkekirken virker, og det har ingen nye paragraffer magt til at lave om på.
Hvad der kalder mig frem her, bortset fra ovenstående kommentar til Thaysens sære form for praktisk teologisk tænkning, er imidlertid hans frontale angreb på "staten", som han beskylder for at have gang i en sammensværgelse af amerikanske dimensioner:
Den dybe stat har en ond plan, som den har hentet fra den svenske kirkes hjemmeside, hvor akkurat de fire nævnte opgaver beskrives som centrale for kirken.
Den svenske firklang gav diakonien en plads i 2001
Thaysen mener, at den firfoldige opgavebestemmelse (som i øvrigt er seksfoldig i det nye forslag) har huseret i folkekirken siden 2006. Den blev imidlertid lanceret i betænkningen fra biskoppernes diakoniudvalg, "Diakoni – integreret dimension i folkekirkens liv", fra 2001.
Vi var i udvalget enige om, at nu skulle diakonien "lyses i køn og kuld" i folkekirken, som biskop Niels Henrik Arendt insisterede på det under drøftelserne. Indtil da var der ikke lovgrundlag for, at menighedsrådene kunne bruge penge til diakonale opgaver. I forbindelse med mine sammenlignende studier i nordiske kirker havde jeg bemærket den svenske firklang. Jeg tog den frem i udvalget, hvor der var enighed om, at formuleringen gav diakonien den nødvendige plads i folkekirken.
De to biskopper i udvalget (Karsten Nissen og Niels Henrik Arendt) samt repræsentanten fra Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer (Svend Morville Schrøder) fik derfor i opdrag at spørge henholdsvis bispemødet og landsforeningens bestyrelse om, hvad man mente om formuleringen. Fra begge sider blev der nikket velvilligt.
Derfor kom formuleringen til at indgå i betænkningen med følgende passage:
"Udvalget foreslår, at diakonalt arbejde fremover gøres til en almindelig lovomfattet del af sognemenighedernes opgave, så det står klart, at diakonien både med hensyn til bygninger og drift kan prioriteres på linje med andre opgaver i menighederne. Rent praktisk kan det gøres ved, at det er menighedsrådslovens § 1 siges klart, at "sognets anliggender" i Danmark – som i Norge og Sverige – er "gudstjeneste, undervisning, diakoni og mission". Eller det kan gøres ved, at der til menighedsrådets beslutningsområder i § 35 føjes et punkt d: "forhold vedr. det diakonale arbejde"."
Bizart med manglende drøftelse
Jeg mener selvsagt, at diakoni skal være en lovlig – og, hvor det ønskes, budgetdækket – arbejdsform i folkekirken. Det var det, den firfoldige opgaveformulering skulle bruges til at få slået fast.
Det lykkedes, selvom Thaysen stadigvæk kan sige mærkelige ting som at: "Diakoni er en opgave, kirken løser for samfundet." Diakoni er en kirkelig opgave, som samtidigt – som alt andet arbejde i kirken – bidrager til samfundet.
Den firfoldige formulering er desværre siden blevet skamredet på flere ledder og kanter, som jeg synes er helt skæv. Min kone er ny menighedsrådsformand i Hvalsø, og hun sidder og river sig i håret over, at både budget og regnskab skal deles op efter den firfoldige opgaveformulering.
Det giver ikke meget mening, selvom hensigten måske er rimelig god. At vi skulle komme i den situation, tænkte ingen af os på i diakoniudvalget for 25 år siden.
Det har derfor også længe undret mig, at kritisk tænkende provster som for eksempel domprovsten i Ribe ikke for længe siden har protesteret og fået ændret den regnskabsmodel. At firfoldigheden nu – efter 25 år måske, hvis ingen andre protesterer – er på vej ind i menighedsrådslovens formålsparagraf, gør næppe hverken fra eller til.
Bortset fra den sære praktiske teologi og det konspiratoriske angreb på "staten" skal Thaysen have al mulig tak for sit opråb. Når man gennem 60 år har fulgt de lange drøftelser for og imod forskellige formuleringer af menighedsrådenes opgave, er det da bizart, hvis vi nu skal have en ganske anderledes formålsparagraf, som aldrig har været offentligt drøftet.