Raun Iversen: Bispevalg ligner et lotteri. Her er et forslag til en alternativ valgmetode

Det er dygtige og sympatiske præster, der stiller op til bispevalg. Til gengæld er der ret meget lotteri i, hvem der vinder. Og lettest går det som i Frankrig: vinderen har kun opslutning fra et mindretal, som måske tilmed har stemt på vedkommende for at undgå modkandidaten. Kunne det valgsystem ikke laves bedre? spørger lektor emeritus Hans Raun Iversen

Hans Raun Iversen Foto: Leif Tuxen

I slutningen af 1960’erne deltog professor K.E. Løgstrup i behandlingen af en tysk teologisk dissertation, hvor den unge kandidat, Ulrich Klenke, havde gennemført akkurat samme kritik af Kierkegaard som K.E. Løgstrup. 

Det imponerede Løgstrup så meget, at han fik Klenke ansat som amanuensis på Universitetet i Aarhus. 

Derfor fik jeg ham som lærer til grundfaget Etik og Religionsfilosofi omkring 1970. Det var alt sammen meget pædagogisk: Klenke spurgte altid: ”Giis der ein kristelig Ethik”. Når vi tøvede med svaret, fortsatte Klenke: ”Ja, was sagt der K.E. Løgstrup?”

Vi lærte efterhånden lektien og bestod alle sammen i fin stil. I mellemtiden ville vi dog gerne lære noget mere. Vi var helt med på Løgstrups lære om, at den enkelte kan have noget af det andet menneskes liv i sin hånd. 

Men kan en gruppe ikke også have noget af en anden gruppes liv i sin hånd, spurgte vi? Det havde Løgstrup ikke skrevet om, så Klenke fik indkaldt sin ophavsmand, så han selv kunne svare i en time. Vi bombarderede den gode professor med vores spørgsmål. Han lyttede pænt og sad længe og tænkte dybt, men svar fik vi ikke. Da han var gået, prøvede Klenke at trøste os med denne smukke konstatering:  ”Ja, man kan ikke få al saften fra én appelsin”.

Fire kvalificerede kandidater kæmper om posten

Den indsigt er, synes jeg, meget nyttig, for eksempel også når det gælder bispevalg som nu det aktuelle i Roskilde. 

Her står valget mellem fire gode kandidater, hvor af dog ingen vil kunne være biskop på en måde, så alle, eller blot de fleste, er tilfredse i alle, eller blot de fleste, henseender. Jeg siger det, fordi jeg kender dem rigtigt godt alle fire. 

Anna Helleberg Kluge og Ulla Thorbjørn Hansen kender jeg blandt andet som specialevejleder så godt, at jeg beundrer og ligefrem holde af dem begge. De er rigtigt gode. Per Vibskov Nielsen og Rasmus Nøjgaard, som jeg kender fra kirkeligt-faglige sammenhænge, har jeg også stor respekt og sympati for. 

Så spørger man mig, kan vi godt trække lod mellem de fire. De er alle dygtige præster og teologer, har et godt drive og et udmærket administrativt tag. Og de er rare mennesker, ærlige og ordentlige. 

Et langt stykke af vejen vil det ikke gøre nogen større forskel, hvem der bliver biskop af de fire. Det vil det så sikkert alligevel på lidt længere sigt, men det er næsten umuligt at forudse. 

Er der et bedre valgsystem end det fra det franske præsidentvalg?

Det ligger i valgsystemet, at vi i dag får sådanne sympatiske og velskikkede kandidater, hvis indsats på den lange bane det dog ikke er helt let at forudse. For 30 år siden var min favoritbiskop Henrik Christiansen fra Aalborg. Han var et sødt menneske og en meget dygtig præst og teolog med en herlig karismatisk udstråling, men mødtes med foragt af tidehvervspåvirkede folk. 

I dag er Peter Fischer-Møller min favoritbiskop. Jeg hæfter mig ikke mindst ved, hvad han har udrettet i Grøn Kirke, Danske Kirkers Råd og Danmission. Det kunne ingen forudse, da han blev valgt. Jeg ved også, at han har gjort meget godt for stiftet og ikke mindst for præsternes efteruddannelse.  

Men jeg ved samtidig, at der er ganske mange præster og menighedsrådsmedlemmer, der er utilfredse med hans håndtering af deres sager. Måske med rette, måske med urette. I hvert fald har de oplevet, at de ikke kunne få al saften fra den appelsin.

I valgforløbet har de fire de kandidater, hvis baggrundsgrupper nu satser på at få en ny og bedre biskop, haft en lidt forskellig stil. Sognepræst Annette Kruhøffer har klaget over netop stilen. Det kommer der ikke noget ud af, for de følger alle – også Rasmus Nøjgaards kvikke baggrundsgruppe – valgsystemets regler og muligheder. Akkurat, som det sker i for eksempel det franske præsidentvalg, der kører efter samme system. 

Kruhøffer har imidlertid en pointe: Det er en diskussion værd, om vi dog ikke kunne opfinde et bedre valgsystem end det fra det franske præsidentvalg?

Det nuværende valgsystem blev indført i 1994

Historien bag det nuværende valgsystem kan skitseres kort. Indtil 1922 udnævntes biskopper af kirkeministeren, ud fra meritter, men ikke mindst ud fra, hvad der kunne være kirkepolitisk opportunt. 

I 1922 fik vi den første bispevalgslov, som blev prøvekørt ved fem bispevalg året efter. Præster og menighedsrådsmedlemmer kunne stemme på et spredt opløb af kandidater, hvorefter ministeren kunne vælge den, han foretrak. 

Det tog sig ofte noget tilfældigt ud, og folkeviddet lavede sloganet: ”Jeg ta’r min, du ta’r din, Appel-sin”, for ministeren hed Appel. Efterhånden lærte de store retninger, Indre Mission og grundtvigianerne, at samle sig om hver én kandidat, så de kunne skiftes til at vinde, hvorefter ministeren tog flertalskandidaten, så han ikke led samme skæbne som ”Appel-sin”. 

Tilhørte man ikke de to store bevægelser, havde man ikke en chance. Efterhånden skrumpede og strammedes Indre Mission så meget, at deres kandidater blev chanceløse. 

I efterkrigstiden helt op til 1990 sad tidehvervsgrundtvigianerne tungt på magten i otte ud af ti stifter. Tilhørte man partiet, og havde man været provst, uden at der var sket noget med det, var man en sikker bispekandidat. En tidehvervsgrundtvigsk biskop valgte tidehvervsgrundtvigske provster, som bankede en tidehvervsgrundtvigsk biskop igennem til et flertal, mens alle andre var dømt til at tabe. 

Det syntes blandt andre den retsindige minister Torben Rechendorff var forkert, så i 1994 fik vi indført det franske valgsystem med to runder. Det giver mulighed for, at nummer to fra første runde kan vinde over nummer et i anden runde, som det allerede skete med Lise-Lotte Rebels valg i Helsingør i 1995.

Tilbage til valg ved valgforsamlinger 

I mellemtiden er de kirkelige retninger smuldret, så det ikke længere slår til at kalde sig ”grundtvigianer”, når man stiller op. Som det i dag er personen, der bærer præsteembedet mere end omvendt, er det også kandidatens personlige fremtræden, der er vigtigt ved bispevalg. 

Derfor er det dygtige og sympatiske præster, der stiller op, som vi nu ser det igen i Roskilde. Til gengæld er det ret meget lotteri i, hvem der vinder. Og lettest går det som i Frankrig: vinderen har kun opslutning fra et mindretal, som måske tilmed har stemt på vedkommende for at undgå modkandidaten.  

Kunne det valgsystem ikke laves bedre? En mulighed er, at gå tilbage til et system med valgforsamling, som vi er gået over til det ved menighedsrådsvalg, og som man havde det til bispevalgene i 1923: 

Alle stemmeberettigede samles i stiftsbyen og går frem for eksempel efter følgende dagsorden: Alle kandidater med for eksempel 10 stillere præsenteres, hvorefter alle kan stemme ved at give 1, 3 og 5 point til de tre foretrukne. På baggrund af resultaterne forhandler stillernes repræsentanterne om at trække en eller flere kandidater tilbage. Så stemmes der igen med samme pointsystem. Og så fremdeles. Til sidst stemmes der om, hvorvidt kandidaten med flest point kan opnå flertal. Når en kandidat får et absolut flertal af ja-stemmer, er vedkommende valgt.

Se på andre kirkers valgssystemer

Pointen ved et sådant alternativt valgsystem, som sagtens kan sikres med demokratiske regler, er, at det er organisk, menighedsmæssigt – og ikke kun formelt, offentligretligt, som så meget af folkekirkens lovgivning er det. 

En sådan valgmetode ville appellere til tillidsopbygning, når alle efterhånden kan se, hvem der kan samle valgforsamlingen bedst – i stedet for det taktiske spil, som præger det nuværende system.   

”De love, jeg selv har stemt for, dikterer ikke, at folkekirken skal ligne al anden offentlig virksomhed,” forkyndte Birthe Rønn Hornbech forleden i Kirke.dk

Det er noget notorisk vrøvl. Lovgivningen bygger netop på offentligretlige erfaringer – og ikke på erfaringer fra andre kirker i verden, hvor man har bispevalgsystemer, der ligner det alternativ, jeg har foreslået ovenfor.  

Hvor svært kan det være? Ikke særligt svært, hvis bare ikke Birthe Rønn Hornbech og systemfundamentalisterne havde fået held til at sætte al strukturel udvikling i folkekirken i stå.