Kirkeminister Morten Dahlins styregruppe om lettelser i menighedsrådets arbejde er nu kommet med sin rapport.
Men på et område øges folkekirkens bureaukrati, når provstiudvalget obligatorisk skal overtage forvaltningen af tjenesteboliger og landbrugsejendomme, tillagte jorder med mere fra menighedsrådene. Balancen mellem biskop og provst forrykkes.
Folkekirken er landets tredjestørste jordbesidder. Det er en stor magtforøgelse, der tillægges provstierne. Storprovster, som tilsammen skal administrere cirka 16.500 hektar af Danmarks jorde (heraf cirka 8000 hektar landbrugsjord), kan give et demokratisk underskud med manglende frihed og fremhæve det materielle og økonomien som det væsentlige i folkekirken.
En menighedsrådsformand har sagt til mig, at vedkommende er glad for at administrere sognets præstegård og spørger: Kan styregruppen ikke i det mindste gøre det frivilligt, om et menighedsråd ønsker denne provsteforvaltning?
Det ville have klædt menighedsrådsforeningen at komme med forslag om frivillighed. I det hele taget er styregruppens medlemmer domineret af folkekirkens interesseorganisationer. Hvor er "menige" medlemmer fra provstiudvalg og menighedsråd, som direkte vil mærke de kommende forandringer?
Potentiale for stridigheder
Det er nok mest i landpastorater, at byrden med tjenesteboliger for alvor mærkes. Nogle menighedsråd ønsker at slippe for tunge administrative opgaver, mens andre gerne vil varetage præstegården, fordi det for dem ikke blot er en tjenestebolig, men en del af det kirkelige fællesskab i sognet.
Den nuværende ordning, hvor menighedsrådene overtog præsternes administration af præstegårdene og deres jorde, blev indført i 1922. Herefter var præsten blot lejer af præstegården med menighedsrådet som udlejer efter nogle bestemte retningslinjer, som var dikteret af Kirkeministeriet.
Med styregruppens forslag er det nu provstiet, som overtager opgaven med tjenesteboliger og jorde. Der skal i provstiet ansættes nyt personale til denne opgave.
Hidtil har det været en fri demokratisk opgave for menighedsrådet at bevare kirkens ejendom i sognet. Det ser ud til, at det med styregruppens forslag bliver provstens og provstiets økonomiske helhedsbetragtning og materialistiske målestok, som vil være afgørende, snarere end et menighedsråds opfattelse.
Men en præstegård eller et stykke jord kan være en hjertesag for et menighedsråd, og derfor kommer der nemt strid. Der kan opstå uenighed mellem provst og menighedsråd, for eksempel når talen kommer på nedrivning eller restaurering af gamle præstegårde. Det vil som sagt være bedst, hvis ordningen om at lade provstiet overtage tjenesteboliger og jorde bliver gjort frivillig.
Ubalance i folkekirkens todelte struktur
Det er heller ikke sikkert, at det strukturmæssigt er så strålende at etablere storprovstier i hele landet. Det forrykker den hårfine balance i vores nuværende kirkestruktur, der har to søjler.
Først præst, provst og biskop, herunder deres forkyndelse og administration på forskellige niveauer. Dernæst menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd med deres kirkeaktiviteter og administrationer.
Øgede regler i forbindelse med styregruppens forslag giver øget bureaukrati for folkekirken. Provsten rykkes væk fra præsteopgaver og skal være den røde tråd i en kapacitetsopbygning i storprovstier, som udvider provsteadministrationen med ansættelse af nye folk.
Myndighedsbeføjelser mellem biskoppens stiftsadministration med endelig godkendelse i byggesager og de nye storprovstiers selvstændige administration kan give ubalance og splittelse i den nuværende todelte struktur. Det gælder i særdeleshed forholdet mellem biskop og provst, som vil forrykke sig.
De nye storprovstier kommer nok ikke helt til at ligne dansk middelalders storprovstier, hvor provster havde en stor magt, som ustandselig førte til konflikter med deres biskop.
Men alligevel kan de foreslåede obligatoriske udvidelser af provsternes og provstiernes beføjelser give strid og ubalance i folkekirkens todelte struktur, hvor menighedsrådene er og fortsat bør være fundamentet.