Der er store forskelle på provstier og sogne, når man bevæger sig rundt i det ganske land. På Midtfyns Gymnasium i Ringe havde omkring 350 kirkefolk for nylig sat hinanden stævne for at drøfte landsbykirkens fremtidige rolle.
Jeg havde desværre ikke selv fornøjelsen af at deltage, men Kirke.dk beretter fra konferencen, at det her blev understreget, "at folkekirken ikke er én samlet størrelse, men består af mange enheder, udfordringer, muligheder og interesser".
Når det står som en tydelig pointe fra en konference med fokus på landsbykirken, hvor meget mere gælder det så ikke, når vi medtager kirkerne i de store byer og købstæderne?
På landsplan kommer de store forskelle også til udtryk i menighedsrådene. Menighedsrådsmedlemmerne er en broget skare, og intentionerne for at gå ind i menighedsrådsarbejdet kan være vidt forskellige.
Vi støder ikke sjældent på udsagn som, at vi må lette menighedsrådene for de store arbejdsbyrder, så de kan koncentrere sig om det, de i virkeligheden gerne vil beskæftige sig med.
Men hvad er det, menighedsrådene gerne vil beskæftige sig med? Vil de gerne have ansvar for kirkens ejendomme, personale og det kirkelige liv, eller skal ansvaret begrænses til det kirkelige liv?
Flertallet ønsker ikke at fjerne ansvar fra menighedsrådet
Ser vi på resultatet af den store undersøgelse blandt landets menighedsrådsmedlemmer, som by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin fik sat i værk i 2024, tegner der sig et delt billede.
Undersøgelsen, der blev udført som led i projektet "Forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet", havde en besvarelsesprocent på 42. Blandt disse bakkede 41 procent op om at flytte ansvaret for især bygningsvedligeholdelse opad til provsti eller stift.
Der var med andre ord kun lidt over en tredjedel, som gerne så en ansvarsforflyttelse, mens flertallet ikke havde et udtalt ønske om at fjerne ansvar fra menighedsrådet.
I et debatindlæg den 18. marts giver Otto Hemming Larsen udtryk for, at menighedsrådet mister engagement, når provsten tager ledelsen. Han henviser til en udtalelse af Provsteforeningens nye formand, Esben Thusgård, i et interview bragt i Kristeligt Dagblad den 27. februar.
Jeg er ganske enig med Otto Hemming Larsen i, at ledelsen og ansvaret for det lokale arbejde ikke skal flyttes fra menighedsrådene. Men det er heller ikke sådan, jeg læser Esben Thusgårds udtalelser.
Esben Thusgård giver udtryk for, "at opgaver og ansvar som udgangspunkt løses og løftes bedst så lokalt som muligt". "Men hvis menighedsråd sidder med opgaver, der vokser sig for store, skal provstierne være der."
Ikke et spørgsmål om magt
Det er dog vigtigt, at der ikke bliver sat lighedstegn mellem provsti og provst. Provsten er ikke direktør for provstiet, men forretningsfører for provstiudvalget. Og det er provstiudvalget, der i samarbejde med provstiets menighedsråd skal beslutte, hvordan opgaverne skal løses.
Økonomiloven fra 2023 giver gode muligheder for at indgå samarbejder i provstiet om løsning af en lang række opgaver. Jeg kan kun opfordre til, at menighedsrådene sætter sig godt ind i mulighederne for samarbejder inden de forberedende budgetsamråd i 2025.
Det må nemlig ikke blive et spørgsmål om, hvem der har mest magt. Der er et stort fokus på magt både i interviewet af Esben Thusgård og debatindlægget fra Otto Hemming Larsen. Det samme gør sig gældende i et debatindlæg fra provst Anna Helleberg Kluge bragt i Kirke.dk den 20. marts.
Anna Helleberg Kluge pointerer ganske vist, at "magt aldrig må blive det primære emne for en indre folkelig samtale". Men samtidig går hun stærkt imod Otto Hemming Larsens overvejelser om at flytte provstens administrative opgaver til provstiudvalget for at sikre en klar adskillelse mellem den forkyndende og administrative opgave.
Anna Helleberg Kluge mener, at sådan en adskillelse vil betyde, at administrationen bliver et formål i sig selv.
Provst eller administrationschef?
Om det er formålstjenstligt eller ej med en skarp adskillelse mellem de to opgaver, kræver en mere dybtgående analyse. Men Otto Hemming Larsens forslag er værd at tage med ind i overvejelserne i en tid, hvor man arbejder med forenkling og bedre understøttelse af menighedsrådsarbejdet.
Det er kun sundt at overveje, hvorvidt en provst skal belastes med flere administrative opgaver, eller om opgaverne i højere grad skal overgives til en administrationschef ansat af provstiudvalget.
Her er det på sin plads at indskyde, at i de store byer er der flere menighedsråd, som selv har ansat administrationschefer, hvilket også Otto Hemming Larsen kommer ind på. I disse menighedsråd ligger beslutningerne stadig hos menighedsrådet.
Hverken provst eller provstiudvalg vil blive frataget beslutningskompetencen med ansættelsen af en provstiadministrationschef. Det springende punkt bliver snarere, om provstiet har økonomi til sådan en ansættelse.
Udtrykket "one size doesn't fit all" passer derfor storartet for folkekirkens rundt regnet 1600 menighedsråd og 100 provstier. Vi har ganske rigtigt ikke brug for en strid om magt. Det handler om, hvordan vi giver kirken liv og vækst, og det afgøres bedst lokalt.
Og det betyder så, at provst og provstiudvalg må yde skønsom ledelse i de tilfælde, hvor de får overdraget opgaver fra menighedsråd.