"Hvis provsten fratages ledelsen af provstiet for at opnå en klar adskillelse mellem den forkyndende og den administrative del af opgaverne, risikerer vi at gøre folkekirken til nationalmuseum, hvori der også kan foregå forkyndelse," skriver provst Anna Helleberg Kluge i et debatindlæg på Kirke.dk.
Jeg er ikke teolog, og jeg har nok derfor vanskeligt ved at forholde mig til Kluges teologiske syn på folkekirkens tilstand, hvis provsten ikke bliver "leder" af provstiet.
Kirkens opgave er forkyndelse, og ingen vil betvivle den helt centrale rolle, de mange erfarne og dygtige teologer i provstestillingerne har for forkyndelsen. Derimod er der nok en del, der vil betvivle, at disse teologers uddannelse og kvalifikationer gør dem selvskrevne til at stå i spidsen for den nødvendige effektivisering af kirkens administrative side.
Som jurist har det undret mig, at der er så mange forskellige udmeldinger om, hvem der har ansvar for hvad i folkekirken. For mig at se bygger folkekirkens struktur på en rimeligt gennemskuelig lovgivning. Når der er forskellige udlægninger, kan det vel skyldes ønsket om "magt", som provsten skriver, eller misforståelser eller manglende rådgivning.
Uhørt dobbeltrolle
I lovgivningen har jeg ikke fundet et embede som "leder af provstiet". Provsterne er som embedsmænd i folkekirken biskoppens tilsynsførende overfor provstiets præster, medlem af og "forretningsfører" for den økonomiske styringsenhed, provstiudvalget, og har opgaver ved bygningssyn med videre.
Menighedsrådet er som valgt råd ikke underordnet nogen anden myndighed, altså ej heller provsten. Som det lyder i loven: "Sognets kirkelige og administrative anliggender styres af menighedsrådet." Det fastslår præcist rollefordelingen og giver ikke rum for en formel teologisk ledelse.
Anne Helleberg Kluge hæfter sig ved, at jeg argumenterer for, "at provstens administrative opgaver flyttes til provstiudvalget". Lad mig præcisere, at det drejer sig om at sikre, at provstiudvalget selv kan ansætte medarbejdere med økonomisk og regnskabsmæssig indsigt, fremfor som nu at have en "født" forretningsfører med teologisk baggrund.
Det vil også eliminere den anomali, det er, at provsten idag på samme tid kan være formand og forretningsfører, en konstruktion fra en svunden tid, som idag må være uhørt i offentlig administration.
"Magtkampe"
Tilbage til det, der synes enighed om: Nødvendigheden af at sikre professionel støtte til menighedsrådene. Udgangspunktet er ikke, at rådene fratages beslutningskompetence, men at sikre, at der er ansatte med relevante uddannelser til at rådgive og føre beslutninger ud i livet.
Jeg kan forstå, at det fører til "magtkampe" om, hvor disse medarbejdere skal placeres, og at der er stemmer for, at det skal ske i provstens regi. Men det er ikke teologisk ledelse, der skal til, for at effektivisere menighedsrådenes arbejde.
Som det siges i domprovst Morten Fester Thaysens debatindlæg: Provsten er først og fremmest præst, ikke djøffer. Provstiudvalget styres af provstiets menighedsråd, og det er i det regi, en kapacitetsopbygning naturligt bør ske.