Der er i de seneste uger skrevet meget interessant og rigtigt om provstens legitimitet. Hvorfra henter provsten sin legitimitet?
Flere er optaget af præstens/provstens relation til én menighed, det konkrete og levede liv. Landets provster kender til den hverdag, og de møder og finder præstens virke meningsfuldt. Men vi er jo enige om, at den hverdag forandrer sig.
Der er nemlig også andre end den ene menighed, der kalder. Præster og menighedsråd kalder på provsten. De gør de naturligt, når samarbejdet knaser, og opgaverne bliver for tunge og komplicerede.
Der kaldes på bistand til at løfte arbejdsgiveransvaret, ansvaret for bygningsarven og en økonomi, der bliver trængt af faldende medlemstal. Provsten er forpligtet på at stille op i disse sammenhænge.
Det er den virkelighed, som kalder, og som Luther af indlysende grunde ikke havde et svar på. Det, der i praksis sker, er, at provstiudvalg, menighedsråd, præster og provst finder sammen om problemerne.
Vi er fælles om at finde løsninger på den opgave, der er den afgørende for folkekirken: at svare på menneskers og samfundets kald til kirken. Det løses oftest lokalt i sognet, men i højere og højere grad inden for en bredere organisatorisk ramme.
Et manglende perspektiv: Hvad med bispeembedet?
Det er vanskeligt at være uenig i, at provsten skal være både teolog og præst. Ganske enkelt, fordi forkyndelsen – eller kristendommens betydning for vores samfund – er det bærende, også i provstens arbejde.
Provsten er med til at sætte denne betydning, forkyndelsen og teologien i spil på præstekonventer, budgetsamråd og 1000 andre steder.
Det er vel også derfor, at provstiudvalget og biskoppen er med til at indstille en kandidat til at være provst og ikke alene det lokale menighedsråd. Derfor er der flere instanser, der kalder. Og de ønsker at kalde en teolog.
Når provsten skal være teolog og præst, er det begrundet i forkyndelsen af evangeliet, men sandelig også fordi helhedsperspektivet i et provsti kræver en teologs syn på sagen.
Der er, for mig at se, imidlertid et perspektiv i denne debat, der mangler. Det er påfaldende at iagttage, at ingen har forholdt sig til provstens relation til bispeembedet – og omvendt. Uden den forbindelse mister ikke alene provsten og provstiet et afgørende perspektiv.
Det gør præster og menigheder også. Og hvor efterlader det bispeembedet, hvis der ikke er en tæt forbindelse til provsteembedet og derfra videre ud til de enkelte menigheder og præster?
Provsten er biskoppens tro medarbejder
Det er i samspillet mellem stift, provsti og menighedsråd, vi sammen driver den danske folkekirke. Vi er en samarbejdende folkekirke mellem embeder og råd/udvalg.
I provsteløftet lover den nye provst at være biskoppens tro medarbejder. Som det fremgår af løftet, er provsten en tro medarbejder ved at føre tilsyn, påse at love overholdes, rådgive og vejlede præster og menighedsråd. Det forsøger vi så samvittighedsfuldt at gøre efter den nåde, Gud giver os.
Med løftet henter provsteembedet ikke sin legitimitet alene i præsteembedets konkrete ytringer og handlinger. Heller ikke alene i at være koblingspunkt for samarbejdet og dialogen i provstiet.
Provsten henter også sin legitimitet fra den i sammenhængen relevante lovgivning, fra de menigheder og provstiudvalg, der har kaldet provsten, og fra det bispeembede, som kan udstyre provsten med særlig myndighed.
I kraft af provsteløftet og relationen til biskoppen er provsten således tjener for det helhedsperspektiv, som en biskop i sin samlende funktion i et stift installerer.
Det handler ikke alene om at føre tilsyn med liturgi og forkyndelse. Men, som provsteløftet tørt udpeger, handler det også om kirkernes og præsteembedernes ejendom og midler.
Provsten skal have et helhedsperspektiv
Det afgørende her er helhedsperspektivet, for rammen er geografisk og økonomisk set større end sognet – uanset, at forvaltningen har det enkelte sogns ve og vel i fokus. Men fokus er også på de folkekirkelige opgaver, som det enkelte sogn ikke har mulighed for at løfte alene.
Bemærk, hvordan ”kirkerne og præsteembederne” er skrevet i flertal. Provsten skal have et helhedsperspektiv, igen afledt af provsteløftet, som biskoppen på menighedernes vegne afkræver den nye provst.
I dette perspektiv får opgaven ofte tilført nye dimensioner, som går på tværs af det lokale. Det er med andre ord opgaven og dem, der kalder, som er med til at definere, hvem og hvad en provst skal være!
I provstierne er provster og provstiudvalg optaget af i en tæt dialog at rådgive og vejlede præster og menighedsråd, som provsteløftet formulerer det. Spørgsmålet for denne debat er naturligvis, hvor provsterne så finder den fornødne tid og ressourcer til opgaven.
Her har svaret været at skrue på kvoterne de seneste år, så flere og flere får mere ledelsestid eller tid til at løfte eller indfri provsteløftet. Erfaringen er, at når vi skruer på kvoten, får provsten styrket relationerne til alle provstiets menighedsråd og præster og ikke et enkelt menighedsråd, der har en eksklusiv adgang til provsten.
Det er også med en forstærket kvote til provsten, at nogle af de problemer og temaer, som overskrider sognegrænserne, kan tematiseres og finde konkrete løsninger til glæde for alle i provstiet.
Det kan være spørgsmål som den grønne omstilling, arbejdet med kommunikation, samarbejde om den stadig vanskeligere rekruttering inden for alle faggrupper, arbejdsmiljø, dåbstendenser og så videre.
Et forstærket fokus på de to ledelsesstrenge, der samler sig på den ene arbejdsplads, kalder også på et fælles ansvar, hvor provsten tager sin del af ansvaret. Det er på ingen måder en forudsætning for det arbejde, at provsten får mere ledelsestid. Andre er velkomne til at tage opgaverne.
Men erfaringen er, at provsten er eller kan være katalysator for, at samarbejder om stadig mere komplekse og fælles udfordringer etableres på tværs i et provsti.
Det skyldes akkurat, at provstens legitimitet ikke hentes fra ét sted. Men fra neden, fra oven og fra siden.