Jeg er vokset op med Grundtvig i baglommen og en far, der var provst gennem 25 år. Dengang han overtog funktionen som provst, kom den i form af to bæreposer med fire ringbind i alt: "Værsgo, her har du provstiet!".
I dag har provstierne en sekretær og ofte samarbejder om en skolekirkeansat, en personalekonsulent og måske i de største provstier assistance til bygningsvedligehold eller kommunikation.
Provstiernes virkelighed har ændret sig. Men afsættet er det samme. Også for mig som provst. Vi har i vores folkekirke kun ét embede, som deles mellem forskellige funktioner – præst, provst og biskop – for ja, biskoppen er lige så meget en "funktionspræst" som provsten, selvom præsteprocenten i den forbindelse ikke debatteres.
Jeg tror nødigt, biskoppen vil undvære understøttende funktioner for at klare sin embedsfunktion som tilsynsmyndighed og det at understøtte og vejlede præster og menighedsråd.
Provstens identitet
Det er en del af min identitet, at jeg er kaldet af en menighed og bundet til et sted. Det er ikke ukompliceret, men det ligger fuldstændig implicit i mit arbejde, at jeg er præst og har været det i 20 år. Samtidig er jeg optaget af "en veltrimmet organisation".
De to ting er ikke uforenelige. For jeg har lovet ved kreeringen at være biskoppen en tro medarbejder – og derfor er jeg ud over sogneniveauet også, og måske i endnu højere grad, forpligtet på at arbejde med på stiftsniveau i forhold til indsatsområder og prioriteringer.
Der skal være sammenhæng mellem niveauerne. Mange præster i provstiet er medarbejdende på det helt lokale niveau, men der er kun én præst, der har den særlige opgave på biskoppens vegne at føre tilsyn med kirkernes og præsteembedernes ejendom og midler.
Den nuværende måde at vælge provster på viser, at provsten ikke kun er kaldet af en sognemenighed, men også af et folkevalgt provstiudvalg og sidst, men ikke mindst af biskoppen, som vi er forbundet med i udøvelsen af tilsynet.
Provstens virkelighed
Min situation er den – som provst i et mellemstort provsti med 25 sogne, 26 præster, 28 kirker og ditto kirkegårde, indsatsområder i forhold til præsternes arbejdsmiljø og faglige udvikling, indsatser i mellemrummet mellem den tostrengede ledelsesstruktur, prioritering af bygningsvedligehold og anlæg, samarbejder på tværs af institutioner og så videre – at jeg ganske enkelt ikke har tid til at være 50 procent sognepræst.
Det kunne jeg godt. Men så ville jeg svigte noget af det, der ligger i min provstefunktion, og som er markant meget andet end blot administration. Jeg er taknemmelig for, at jeg er blevet ansat i en af de første stillinger, hvor det fra begyndelsen var tydeligt, hvad der var hovedfunktionen, hvorfor fordelingen i stillingsopslaget var 75/25.
Provsten har ledelsesansvar
Jeg er ikke leder af provstiet, men jeg er medarbejdende på ledelsen af provstiet. Nogle gange går jeg forrest, andre gange går jeg bagest. Og så svarer jeg, når der bliver kaldet.
Hvis menighedsrådene kommer og beder om råd, vejledning og hjælp i forhold til lovgivning, HR, bygninger – og ønsker mere assistance fra provstiets side for at få tid til også "at være kirke lokalt", som de kan finde på at sige, svarer jeg altid, at det ikke er, fordi vi mangler opgaver på provstiniveau.
Men for deres skyld vil vi gerne undersøge muligheden for en fælles hjælp til kontaktpersonerne, regnskabsførerne, kirkeværgerne, kommunikationen, hvad end der kaldes på, fordi den kirkelige virkelighed bliver mere og mere kompleks.
Det bliver skrevet i et indlæg på Kirke.dk, at Luther pegede på, at "kirkelig ledelse først og fremmest skulle handle om forkyndelse og sjælesorg, ikke om magt".
Jeg husker tydeligt, da jeg var til samtale, forud for at jeg blev provst. Første spørgsmål lød: "Hvis du bliver provst, får du meget magt. Hvad vil du bruge den magt til?" Jeg måtte prompte svare, at jeg aldrig har været optaget af magt, men af mellemrummene, samtalerne og det at få ting til at lykkes for vores fælles folkekirke. Ledelse er ikke en enmandsopgave.
Jeg er dog ikke naiv og ved godt, jeg har indflydelse og dermed magt. Men den er aldrig noget i sig selv, ligesom provstiet ikke er noget i sig selv. Begge dele skal forvaltes med andet for øje, og vores fælles grundlag er evangeliet. Jeg kender for øvrigt ingen provster, der er optaget af magt for magtens skyld. Men jeg har mange kolleger, der er optaget af at skabe gode vilkår for menighedsråd og præster ved hjælp af rådgivning, vejledning og udvikling.
I samme indlæg skrives også, at det er "vanskeligt at se en præstestand respektere en leder, der ikke som dem er forankret i det præstelige embede". Fra mit perspektiv er respekt ikke noget, man får, fordi man er forankret i et præsteligt embede. Respekt er noget, der langsomt kan blive én forundt, hvis man passer sit arbejde i kald og stand, mens man er forankret i sit embede.
Den kære djøffer
Jeg mener, at vi skal passe på i den verserende debat om "provsten som præst" eller "provsten som djøffer" ikke at grave grøfter og opfinde falske modstillinger. Som det meste i livet er der tale om et både-og og ikke et enten-eller.
Derudover er det uhensigtsmæssigt, at "djøffer" igen og igen nærmest bruges som skældsord. I kirken skal evangeliet forkyndes. Men vi er også en offentlig forvaltningsenhed, og jeg takker sådan set Herren for de dygtige jurister på stiftet, der hjælper os med at løse opgaver på både provsti- og sogneniveau, så vi er sikret at leve op til blandt andet offentlighedslov og forvaltningslov.
Jeg er ikke sikker på, at min far havde samme forvaltningsmæssige ansvar for eksempel inden for IT, GDPR, arbejdsmiljø, regler for udbud, log-afrapportering og så videre dengang tilbage i 1980'erne, hvor provstiet kunne rummes i to bæreposer og fire ringbind.
Virkeligheden har ændret sig, og vi er nødt til at forholde os til den, som den er. En provst i dag er nødt til at have mere tid til at varetage sin funktion end før i tiden, hvis den skal varetages ansvarligt.