Hatten af for, at ni af folkekirkens biskopper tør lægge et konkret forslag på bordet om oprettelsen af et nyt Storstrøms Stift. Det er langt lettere at konstatere, at noget er vanskeligt, end det er at pege på en mulig vej frem.
Der er ingen tvivl om, at spørgsmålet har været på dagsordenen længe. Mange har gennem årene peget på, at Lolland-Falsters Stift med sin størrelse står i en særlig situation, og at det er rimeligt at spørge, om den nuværende struktur er bæredygtig på længere sigt.
Derfor er det også godt, at diskussionen om noget så væsentligt ikke længere foregår i korridorerne, men nu er blevet offentlig.
Men netop fordi der er tale om så stor en ændring, savner jeg en bredere samtale om bevæggrundene bag modellen.
Handler det først og fremmest om økonomi? Om ledelseskapacitet? Om faglige miljøer? Om muligheden for at opretholde ti stifter og dermed ti biskopper, fordi biskopperne i forvejen har så rigeligt af opgaver på deres bord og ikke kan undvære én i flokken? Eller handler det om noget helt andet?
Vi kender ikke de samlede overvejelser bag forslaget, og derfor bliver det vanskeligt at tage kvalificeret stilling til det.
For spørgsmålet om stiftsgrænser er ikke kun administrativt. Stifter er ikke blot organisatoriske enheder. De er også historiske, relationelle og identitetsskabende fællesskaber. De former samarbejder, orienteringer og tilhørsforhold, som er blevet bygget op gennem generationer.
Derfor undrer det lidt, at et forslag med så store konsekvenser for menighedsråd, præster, provster og stifter er blevet fremlagt, før der har været en bredere samtale med de berørte parter, og man nysgerrigt har taget deres perspektiver ind.
Det kan også være, at det er foregået bag linjerne, eller at der er velargumenterede grunde til, at det ikke er foregået sådan – men så vil det være relevant at høre om.
Måske er forslaget den rigtige løsning. Måske findes der bedre løsninger. Måske bør biskopperne endda benytte lejligheden til at se bredere på folkekirkens samlede stiftsstruktur og stille spørgsmål, som rækker ud over Lolland-Falster alene?
Men hvis resultatet skal opleves som legitimt og skabe sammenhængskraft frem for modstand, er processen ikke ligegyldig.
Det er ikke kun svaret, der betyder noget. Også måden vi kommer frem til det på. Det er en samtale, der fortjener både tid, gennemsigtighed og bred involvering.