Biskop Elof Westergaard, Ribe Stift, og biskop Mads Davidsen, Fyens Stift, protesterer begge mod, at vores middelalderkirker gøres til gidsel i diskussionen om folkekirken.
Elof Westergaard er træt af at høre om brændende platforme og folk, der mener, at vi med urbaniseringen har fået for mange middelalderkirker. I forhold til Vandkantsdanmark fremmanes der en krisestemning i folkekirken.
Men menighedsrådene i Ribe Stift kom godt igennem valget og har mange resurser. Folkekirkens lokale liv på sogneniveau spiller en væsentlig rolle for civilsamfundet. Dét overser mange i debatten. Det er lokale løsninger, der er brug for i folkekirken, ikke øget centralisering og mere top-down styring.
Mads Davidsen peger på betydningen af den fjerne kirke, der rejser sig og bliver levende, når folk har brug for det. Vores middelalderkirker står som historiske, kulturelle og religiøse pejlemærker i landskabet. Han ønsker heller ikke at lukke kirker, men argumenter for at gøre nogle kirker til ’højtidskirker’ med en reduceret gejstlig betjening og lavere vedligeholdelsesgrad.
Det er vanskeligt at være uenig med de to biskopper. Forholdene er meget forskellige i det folkekirkelige landskab. Det gør det vanskeligt at sige noget normativt, der skulle gælde for alle helt ned til sogneniveau.
Samtidig er der nogle problemstillinger, der kræver fælles løsninger. En dem er folkekirkens økonomi.
Udligningsordningen til fordel for tyndtbefolkede landsogne kalder på en genforhandling, hvis ikke der skal blive endnu større forskel på rig og fattig i folkekirken. Her må vedligeholdelsen af vores cirka 1800 middelalderkirker indgå som et element i den fælles samtale, fordi vi har så mange midler bundet til kirkerne og til den dermed forbundne drift af kirkegårde.
Ribe Stift har 235 kirker til 284.741 medlemmer af folkekirken (ifølge stiftets hjemmeside), mens Helsingør Stift har 136 kirker til 657.425 medlemmer (2024). Det er tal, vi må forholde os til. I solidaritet med hinanden som folkekirke.
Kirkebygningen blev skabt for menneskets skyld, ikke omvendt
Derfor ærgrer det mig lidt, at de to biskopper ikke åbner op for den overvejelse, om vi måske har fået for mange middelalderkirker til nutidens folkekirke.
Det er først i nyere tid – inden for de sidste par hundreder år – at vi er blevet så konservative i forhold til selve kirkebygningen. Men kirkebygningen blev skabt for menneskets skyld, ikke omvendt.
Det afgørende må være, om den lokale kirke fortsat danner ramme om et levende fællesskab søndag efter søndag. Hvis det er tilfældet, tjener kirkebygningen sit formål. Hvis ikke, må der sadles om. Her er ideen om højtidskirker god. Arbejdet med lægmandsgudstjenester er også en spændende fornyelse. Men er det nok?
Hvis man nogen steder skulle få nogle kirkesten til overs, kan vi godt bruge dem i Frederikssund Provsti. Her forventer vi at skulle bygge en eller måske to kirker indenfor de næste 10 – 15 år. Vi genbruger gerne nogle gode, gamle sten, der allerede har gjort tjeneste i mange år ét sted og nu er klar til at danne ramme om gudstjenesten og de kirkelige handlinger et andet.
Det vil ikke rigtig give mening at flytte en middelalderkirke én til én. Middelalderkirkerne er for små i forhold til nutidens ønsker til en kirke. Men hvis vi nu i Frederikssund Provsti kunne overtage stenene fra to-tre udtjente middelalderkirker, kunne de tilsammen få lov til at genopstå som en ny kirke et andet sted.
Kunne det ikke gå hen og blive en god historie om genbrug og fornyelse i folkekirken?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning