I anledning af provsternes årsmøde spørger Kirke.dk's redaktør Kåre Gade, hvilke begrundelser der er for, at provsten fortsat skal være teolog og ikke økonom, jurist eller cand.scient.pol. Det er selvfølgelig polemisk spurgt, fordi Kåre Gade ser en truende djøfisering af provsteembedet, eksemplificeret i indholdet i provsteforeningens årsberetning, der blev drøftet på årsmødet.
Provsterne er, skriver redaktøren, i stigende grad blevet folkekirkens administrative maskinmestre, der smører "den folkekirkelige Storm P-maskines bureaukratiske tandhjul". Den øgede administration vil "uvægerligt trænge teologien endnu mere i baggrunden".
Tak til Kåre Gade for kommentaren. Jeg har et par replikker til den.
For det første er det korrekt, at der er blevet mere at gøre på provstikontoret i forhold til det bureaukrati, som er en naturlig del af enhver organisation. Det er der blandt andet, fordi sognenes menighedsråd ønsker, at visse opgaver løftes på provstiplan.
Ordet bureaukratisk bruges ofte negativt som betegnelse for en langsom og ineffektiv sagsbehandling. Men bureaukrati betyder også orden, retfærdighed, objektivitet, rationalitet. Alt det, som vi gerne vil have skal præge enhver form for forvaltning i vores land.
Birgitte Stoklund Larsen, leder af FUV, holdt ved middagen på årsmødet en tale, hvori hun på forbilledlig vis og med udgangspunkt i Giuliano da Empolis bog "Rovdyrenes tid" gjorde rede for, hvorfor det er vigtigt, at der er en ledelse i folkekirken, der tager hånd om sogne, provstier og stifter på en måde, så demokratiet trives; hvor der er "fælles spilleregler og gode ledere, der er i stand til at udøve skønsomhed i ledelse og ikke vilkårlighed".
Ord som økonomi, rammevilkår, udvikling, interessenter, bæredygtighed, kompetence, prioritering, ledelse, arbejdsmiljø er ord, der tilsammen danner det sikre grundlag for, at kristendommen, teologien, præsterne og menighederne kan leve godt.
Jeg vil gerne advare imod, at man trækker skellet for hårdt op mellem forvaltning og bureaukrati på den ene side og teologi og kristendom på den anden side. Hvis ikke driften er i orden; hvis ikke der er styr på økonomi, forvaltning af bygningerne og arbejdsmiljøet, så får kristendommen ringere vilkår at trives under i vores kirke.
For det andet skriver Kåre Gade, at det er præstearbejdet, der danner den gode teolog. Det er selvfølgelig sandt, at hvis man ikke beskæftiger sig med teologisk tankevirksomhed, så sander den til.
Jeg har været provst i 11 år nu, og jeg mener ikke selv, at jeg er en dårligere teolog nu, end da jeg blev provst. Jeg er blot både præst og teolog på en anden måde. Hver dag møder jeg behovet for at udvikle og prioritere, så sognene på Frederiksberg kan være kirke på bedst mulig måde.
Jeg bruger min teologiske kompetence til at gennemtænke prioriteringerne i vores ressourcer og overveje, hvordan vi bedst kan forkynde kristendom. Det gør jeg sammen med menighedsråd, præster, kollega-provster, provstiudvalg og stiftsråd.
For det tredje: Da jeg blev provst, skulle jeg vænne mig til, at jeg ikke længere var præsten, der skulle klare det hele selv i marken – døbe, vie, begrave, undervise og så videre.
Men så gik det op for mig, at en leders fornemste opgave er at sørge for, at andre får de allerbedste betingelser for at gøre alt det, altså udføre deres arbejde, følge deres drømme, udvikle deres potentiale, være kirke.
Som teolog lytter jeg mig ind til, hvad præsterne vil. Som leder støtter jeg dem i deres projekter; jeg udfordrer dem forsigtigt, hvis jeg ikke kan se meningen. Det mener jeg altså godt, jeg kan, uden at jeg hver uge underviser konfirmander.
Jeg henter nok teologisk gnist i at vide, at jeg er den maskinmester, der er med til at sørge for gode vilkår for evangeliets forkyndelse og vækst i mit provsti.