Man kan godt blive i tvivl om, hvem professor emeritus Lodberg skriver imod. Os kan det i hvert fald ikke være.
Når han påstår, at vores evangelieforståelse bliver usandhed ved at forblive i et lukket rum, må man i hvert fald spørge, om ikke han har læst hele det lange stykke af vores indlæg under overskriften: "Kirken må tage det på sig at være irrelevant og tåbelig". Her skriver vi netop, at forkyndelsen åbner os mod den hverdag, hvori Gud har sat os, altså virkeligheden under kald og stand. Ikke en anden og finere virkelighed, men netop den virkelighed, der er foran mig.
Dér, hvor jeg tilfældigt møder den lidende, dér, hvor jeg må have lov at være barmhjertig over for det menneske, jeg møder, og dér, hvor jeg møder øvrigheden.
Og når jeg ikke vil være ved den virkelighed, men i stedet vil omskabe den efter mine idéer og med min magt – og det gælder også, når øvrigheden vil det, som under Nazityskland – da er det netop forkyndelsen, der sætter mig og øvrigheden på plads. Den forkynder, at vi ikke er Gud og ikke skal være det.
Dermed er alt gjort med forkyndelsen.
Moltmanns forfejlede udgangspunkt
Jeg skal ikke først ud at oprette Guds rige på jorden eller søge efter en lidende, jeg kan gøre godt imod. Gudsriget er lige foran næsen af mig, så snart jeg slår øjnene op. Den hverdag skal jeg være lydig over for Gud i. Og det er den lydighed, Gud skænker i troen – en lydighed, der ikke kan gøres til etiske systemer, og som derfor ikke kan overføres til verdensforbedrende programmer. Ethvert forsøg på det er et forsøg på at besidde evangeliet.
Hævder man, at forkyndelsen har et andet formål, da taler man ikke længere om evangeliet som Guds riges tilstedeværelse i Kristus, men om det "Guds rige", som mennesker på baggrund af en idé kan indføre. Og det havde, som påpeget, skæbnesvangre følger under Anden Verdenskrig.
Det bliver ikke bedre af, at ens teologi smykker sig med ord som "håb", "diakoni" eller "profetisk stemme". Moltmanns udgangspunkt er lige så forfejlet som De Tyske Kristnes, for Moltmann mente også, at han kunne gøre verden til et bedre sted med sin idé, lige så vel som nazisterne mente, at deres idé gjorde verden bedre. Den Moltmann, hvis teologiske arbejder to af kandidaterne i øvrigt vil have med på en øde ø.
Idealismesnak og resultattænkning
Vores kritik gælder alle tre kandidater. Men Annette Bennedsgaard spidsformulerede den stedmoderlige behandling af forkyndelsen i sit interview bragt den 1. februar i Kristeligt Dagblad. Både Esben Thusgård og Thomas Frank går til valgkamp med samme verdensforbedrende idealismesnak. Men efter at have overværet kandidatdebatten i Rønde mandag den 23. februar står det imidlertid ikke klart for os, at Bennedsgaard skulle skille sig særligt ud fra de to andre kandidater.
Det er den samme resultattænkning, der drages i felten med. Det samme forsøg på en slags charmeoffensiv, fordi man ikke vil stå ved, at kirken ikke er en mægtig samfundsproblemknuser, men skal blive ved sin opgave: at forkynde evangeliet som det eneste nødvendige. At gøre resultatet af evangeliet til det væsentlige er det samme som at forlade det.
I valgkampen har det i det hele taget været en nedslående tendens, at sproget om kirken har været overvejende politisk. Både Bennedsgaard og Thusgård taler om deres egen rolle som biskop, som om de skal være ledere for et politisk parti.
Ligeledes har de åbent talt om bispeembedet som en art ambassadør for folkekirken, der skal tale på dens vegne, når emner som for eksempel aktiv dødshjælp, unges mistrivsel og menneskers rettigheder er på den politiske dagsorden (Bennedsgaard valgte sågar at positionere sig negativt til Dansk Folkeparti på stormødet).
Thomas Frank var den eneste på kandidatmødet i Rønde, der gjorde det klart, at biskoppen ikke kan tale på folkekirkens vegne. Derfor kan man nok så mange gange hytte sit skind med forskellige formuleringer à la "kirken er forankret i evangeliet" eller "forkyndelsen er kirkens hjerte". Men når der nu menes to vidt forskellige ting med ordet forkyndelse, er der ingen kant – bare mere af det samme.
Valgkampens mangel på teologisk debat
Ud fra Lodbergs indlæg kunne det tyde på, at der spekuleres i motiver for vores indlæg mod bispekandidaterne. Det giver anledning til at sige det så klart, som vi kan: Det har været skuffende at overvære valgkampen i Aarhus, og det gælder alle tre kandidater.
Valgkampen har været præget af en overdimensionering af biskoppens magtsfære, et uigennemskueligt og pædagogiseret sprog, og den har i det hele taget vidnet om en symptomatisk angst for at forarge.
Og så er der manglen på offentlig, teologisk debat med reelt indhold. Lyset er åbenbart ifølge bispekandidaterne blot for de lærde, for der gives det indtryk, at teologi er alt for indviklet for andre end teologer og derfor ikke væsentlig i en bispevalgkamp.
At et angreb på kandidaternes teologi bliver tolket som taktik og motivgransket, vidner om, at åndsfriheden i folkekirken er presset af en moraliserende midterbane, der ømmer sig ved kritik og helst undgår teologiske uenigheder.
Man har rent glemt, at den stridende kirke er en levende kirke, og i valgkampen er man blevet så optaget af at få magten, at sproget er blevet strategisk fladt og tilpas vagt til, at ingen for alvor kan være uenige. Det er magtens sprog.
Nu er kritikken altså gentaget endnu en gang. Professor emeritus Lodberg skal have tak for at give os anledning til det.