Præsteforeningen til Dahlin: Lad en trepart løse folkekirkens vilde problemer

Efterhånden er folkekirkens udfordringerne så mange, og så brede i deres forgreninger, ind i og rundt om hinanden, at det må være slut med smalle svar på smalle løsninger. Der er brug for en folkekirkelig trepart, opfordrer Præsteforeningen

Her i året for Grundlovens 175 års jubilæum kunne en folkekirkelig trepart, med inddragelse af flere interessenter, være et godt forsøg på reelt folkestyre i kirken, skriver Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge (th). Arkivbillede fra Præsteforeningens repræsentantskabsmøde.
Her i året for Grundlovens 175 års jubilæum kunne en folkekirkelig trepart, med inddragelse af flere interessenter, være et godt forsøg på reelt folkestyre i kirken, skriver Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge (th). Arkivbillede fra Præsteforeningens repræsentantskabsmøde. Foto: Heiner Lützen Ank

Kære Morten Dahlin.

Tillykke med din lille søn! Håber, du vil tage imod en barselsgave fra folkekirken. En idé til det videre arbejde.

For nu, hvor naturen og havmiljøet og landbruget glæder sig over den salomoniske treparts-løsning, der er landet på de grønne enge, er det måske på tide at kopiere idéen og prøve at løse nogle af de store og vilde problemer, folkekirken har, på samme måde. 

Forslaget går på, at der nedsættes en folkekirkelig trepart, der skal komme med reelle svar på alt det, vi bakser med i disse år. Det kunne være:

  • Økonomisk skævvridning mellem øst og vest, som bider hårdt nu.
  • Præste- og organistmangel, som truer folkekirkens grundlæggende arbejde med gudstjenester og kirkelige handlinger.
  • Fællesfondens pengenød, trods bugnende lokale folkekirkekasser rundt om i landet.
  • Kirkebygninger, der falder sammen og ikke mangler varme hænder, men kolde kontanter.
  • Kirkegårdsdrift, der skal være bæredygtig og grøn og tilmed rentabel.
  • Dobbelt medlemskab, som ministeren selv for nyligt har luftet som en mulighed.
  • En sogne- pastorats – og provstistruktur, som muligvis trænger til et eftersyn.

Og i folkelig og demokratisk ånd, her i året for Grundlovens 175 års jubilæum, kunne en folkekirkelig trepart, med inddragelse af flere interessenter, være et godt forsøg på reelt folkestyre i kirken.

Den ene part skal være kirkeministeren og Kirkeministeriets dygtige embedsfolk. Eventuelt med inddragelse af medlemmer fra Folketingets kirkeudvalg. 

Den anden part skulle være Landsforeningens af Menighedsråd, stiftsrådsrepræsentanter og repræsentanter for de kirkelige organisationer.

Den tredje part skulle være repræsentanter for præster, provster og biskopper og eventuelt repræsentanter for kirkefunktionærerne.

Der kunne, afhængigt af de enkelte problemstillinger til drøftelse, være skiftende holdopstillinger i treparten, for vi vil ikke have en synode. Treparten skal inddrage både sagkundskab og forskellige politiske, teologiske og geografiske tilgange. Og der skal være bund i beslutningerne.

Ministeriet i Smallegade

Jeg kan garantere for, at en folkekirkelig trepart med klare kommissorier og en klar opgaveportefølje nok skal finde gode løsninger på svære udfordringer. Også uden at det behøver tage en evighed.

For helt ærligt. Af og til skulle man tro, at By- Land- og Kirkeministeriet er placeret i Smallegade. Der er smalle aftaler, med snæver inddragelse af interessenter, om vidtrækkende beslutninger, og ofte træffes der kun langsomme eller slet ingen beslutninger på vitale områder.

I skrivende stund er der udvalgsarbejde om menighedsrådslov, der skal kunne levere, så man er klar til lovgivning i 2025/26 – men uden klarhed over, hvorfor man ikke må inddrage elementer af økonomilov, debatten om sognestruktur med videre.

Der er også udvalget om økonomien i Fællesfonden, kaldet "Udvalget om det hele", som faktisk kun er sammensat af budgetfølgegruppen, og også her er det uklart, om mandatet til at undersøge bredt også reelt er bredt, eller snarere temmelig smalt. 

Så varsles der et såkaldt opgavefrafald i ministeriet, som medfører ubehagelige reduktioner på personalesiden. Og i stedet for at afvikle regler og bureaukrati har man tænkt sig at skubbe opgaver til næste led, stiftsadministrationerne, uden den mindste form for kompensation.

Smalsporet, må man sige.

Men folkekirkens udfordringerne er så mange nu, og så brede i deres forgreninger, ind i og rundt om hinanden, at det må være slut med smalle svar på smalle løsninger.

Så kære minister. Må vi ikke nok, på folkekirkens område, få en permanent trepart med skiftende holdopstillinger? Det er kun dig, der kan sætte den i gang. Og den kan reelt betragtes som en barselsgave. Ikke kun til dig som kirkeminister, men til kommende generationer i folkekirken.