Tak til Anton Pihl for et konstruktivt svar på mit indlæg om folkekirkens præstebevilling.
Jeg glæder mig over, at vi står på samme side i det centrale spørgsmål. Vi skal vide, om bevillingen rækker til de præster, Folketinget har besluttet, at folkekirken skal have.
Pihl opfordrer til en undersøgelse og understreger, at der skal være penge til at betale for de beslutninger og overenskomster, som fastlægger udgifterne. Den opfordring bakker jeg varmt op om.
Hans beskrivelse af, hvad lange vakancer koster det lokale kirkeliv, viser også, hvorfor spørgsmålet angår både præster og menighedsråd.
Derfor håber jeg, at kirkeminister Ida Auken vil gribe bolden. Hendes interview på Kirke.dk efterlader mig dog i tvivl om, hvordan hun mener, at problemet skal løses.
Ønsker kirkeministeren flere lokalsansatte præster?
Ministeren siger, at der er en del penge i folkekirken, og fortsætter, at "man må kunne tale om, hvordan man bruger dem klogest. Hvor meget der skal være til præstelønninger og til andre faggrupper. Så det vil jeg overlade til biskopper og provster at afgøre, hvordan man bruger pengene klogest."
Selvfølgelig skal vi bruge pengene klogt. Det skrev jeg også i mit første indlæg. Men her er vi nødt til at skelne mellem de kasser, som betaler lønningerne, og de instanser, som bestemmer over dem.
De centralt finansierede præstestillinger lønnes gennem Fællesfonden med bidrag fra staten og folkekirkens medlemmer. Kirkefunktionærernes løn betales som hovedregel af de lokale kirkekasser.
Det er forskellige budgetter med forskellige beslutningsgange. En besparelse på en organist eller kordegn forhøjer derfor ikke automatisk den centrale præstebevilling eller giver stiftet mulighed for at besætte et ledigt præsteembede.
Der findes ganske vist lokalfinansierede præster. Men hvis ministerens svar er, at menighedsrådene skal prioritere flere lokale midler til præsteløn, må hun sige det tydeligt.
Så bliver spørgsmålet, om lokal finansiering skal supplere den centrale bevilling eller i stigende grad kompensere for, at den ikke rækker.
Eller skal landskirkeskatten prioriteres anderledes?
Hvis hun i stedet ønsker en anden prioritering gennem Fællesfonden og landskirkeskatten, må det også konkretiseres.
Kirkeministeren godkender selv Fællesfondens budget og fastsætter landskirkeskatten. Dermed har hun en central rolle i de rammer, som biskopper, provster og menighedsråd skal arbejde indenfor.
Jeg ved ikke, om ministerens udtalelse skal forstås som et ønske om at ændre finansieringen. Men som svar på de aktuelle ansættelsesstop er den for upræcis. At folkekirken samlet har midler nok, fortæller os ikke, om den bevilling, der skal betale de centralt finansierede præster, er tilstrækkelig.
Her giver Pihls forslag os et godt sted at begynde. Lad os få undersøgt, hvad det koster at udnytte normeringen, og om bevillingen faktisk kan bære det. Undersøgelsen må også belyse, om økonomien i praksis forudsætter ubesatte stillinger.
Jeg deler ønsket om attraktive embeder, bedre samarbejde og ansvarlig økonomistyring. En realistisk præstebevilling er en nødvendig del af det arbejde.
Derfor er min opfordring til Ida Auken enkel: Tag imod Pihls forslag, og få tallene frem.
Hvis løsningen kræver en anden fordeling af pengene, så fremlæg den konkret, så vi kan diskutere både ansvaret og konsekvenserne.