Vi har i år talt meget om oprustning, også åndelig oprustning. Og selv om åndelig oprustning er et uheldigt udtryk for kærlighedens og nådens omkalfatrende kraft, så lad os hilse ønsket velkommen.
Det er vigtigt, at vi har fokus på den styrke og modstandskraft, som troen og fællesskabet rækker os. Vi har brug for resiliens til at håndtere kampene i livet og modstanden, vi møder.
Helt grundlæggende er modstandskraft en af troens stærkeste aktiver, der kommer af at have blik for den nådige Gud, der omfavner os, både når vi selv fejler, og når andre tvinger os i knæ. Vi er ikke ofre, men gudskabte.
Behovet for modstandskraft gælder ikke kun det faktum, at der er krig i Europa, men også at vi oplever en eksploderende psykisk sårbarhed, hvor stress og udbrændthed er blevet en folkesygdom, og hertil den åbenlyse identitetskrise, som den moderne dansker og europæer befinder sig i.
En af årsagerne, er jeg overbevist om, skal findes i, at vi danskere ikke længere har et solidt kristent værdigrundlag at trække på. Hvis åndelig oprustning vil råde bod på det tab, så hilser jeg den velkommen.
Men tillad en lille skepsis, for skåltaler har det med at blive hængende i festlokalet, når festen er forbi, og folk er skredet. Hvis politikerne og meningsdannere virkelig mener noget alvorligt med kampråbet, så lad det ikke blive ved ordene, men sæt handling bag.
Dannelse skal prioriteres og på finansloven
Mens milliarderne ruller til våben og flere væbnede styrker, så har der ingen dagsorden været for at sende penge i retning af den åndelige oprustning. Det er blevet ved skåltalen.
Der er ellers rigeligt at tage fat på. For ligesom faldefærdige og skimmelmugne kaserner trænger til en gevaldig overhaling, så trænger den vingeskudte og underprioriterede humanistiske og kristne uddannelse også til en gennemgribende genopretning.
Kristendom, filosofi, sprog, historie og æstetiske fag som musik og fællessang har alt for længe været nedprioriteret på seminarier og universiteter. For eksempel har kristendom som seminariefag længe været under pres.
Alle, der underviser konfirmander, kan bekræfte, at der sjældent er huller i 7. og 8. klasseelevernes uvidenhed om kristendom og fælles kultur som bibelhistorie, salmer og ritualer. Det er nu så alvorligt, at heller ikke forældrene har dannelse, heller ikke de har fået et kristent og åndeligt beredskab.
Det åndelige forfald huserer bredt, og på universiteterne skærer man kandidatuddannelsen ned med et ud af de fem hele studieår. Det er intet mindre end aktiv åndelig nedrustning.
Folkekirkens dannelsesprogram
Det er en værdikamp at opprioritere uddannelsesinstitutionerne økonomisk, og sikre kristendom og en bred dannelse i skolerne. Ånd er ikke noget, man kan trække i en automat eller få leveret armeret. Ånd er forbundet med dannelse og læring.
Det er en fælles demokratisk besindelse, sådan som vi praktiserer det forbilledligt på efterskoler og højskoler, men også i den etårige frivillige konfirmandforberedelse, som i Danmark – modsat mange andre lande, vi sammenligner os med – nyder stor tilslutning.
I folkekirken har vi længe kendt vores besøgelsestid. Her er der gudstjenester, et varieret uddannelsesprogram inden for kristendom og folkeoplysning, og hertil en fantastisk korskole, der tager fat helt fra babysalmesang.
Folkekirkens dannelsesprogram har mange steder holdt hånden under det danske uddannelsessystems manglende fokus på kristendom og de klassiske dannelsesfag. Det er også en af styrkerne ved folkekirken, at den er bredt til stede også i de mindre befolkede områder.
Regeringens åndelige nedrustning
Folkekirken er Danmarks største medlemsforening med flere end 4.200.000 medlemmer, og sådan en tilslutning er næsten ikke til at fatte.
Det er statens manglende økonomiske opbakning til folkekirken heller ikke. For eksempel kalder præstenormeringen, der finansieres ved et bloktilskud, på massiv opnormering, så folkekirken fortsat kan være til stede både på landet og på hospitaler, i fængsler og arresthuse.
Regeringens nye lov om blandt andet middelalderkirkerne vil fortsat lægge den økonomiske byrde på folkekirken, når bevaringsværdige kirker tages ud af drift, i stedet for at lade for eksempel Nationalmuseet overtage vedligehold og økonomi og sikre at medlemsbidraget går til kristen forkyndelse, menighedsliv og dannelse.
Samme lovpakke vil underminere menighedsrådenes indflydelse ved at skære de hårdtarbejdende lokale menighedsråd ned og i stedet centralisere ejendoms- og beslutningsret til administrative superenheder i provstierne. I.C. Christensens geniale ide om at myndiggøre lægfolket og sikre åndens arbejde i sognene er under voldsom krydsild.
Det kommer til at gøre ondt på sigt. Lige så ondt, som afskaffelsen af store bededag mod folkekirkens ønske har gjort, og lige så ondt, som regeringens kyniske ønske om indførelse af statsautoriseret selvmord, det såkaldt forslag om eutanasimodeller, vil gøre, hvis det indføres mod både Etisk Råds afvisning og en massiv modstand i folkekirken.
Intet af dette peger i retning af åndelig oprustning. Ind til videre er det buldren og bragesnak, som politik i disse tider dyrker det på begge sider af Atlanten.
Kommer der handling bag ordene, er ideen god. Det er troen på menneskets værdighed og næstekærligheden, vi fremmer i folkekirken. Det er folkekirkens DNA. Jeg ved ikke, om der er stemmer i åndelig dannelse, men der er evangelium.