Diskussionen om den nye prøveoversættelse af Bibelen bør påkalde sig en særlig opmærksomhed i folkekirken.
Ikke kun fordi det handler om den bibeloversættelse, som vi engang efter 2036 vil tage i brug som kirkebibel, men også fordi en oversættelse gerne bærer tidsånden med sig. De første prøveoversættelser er ingen undtagelse, når de prioriterer enkeltheden og en kulturel forståelighed.
Bibeloversættelsen skal hverken være for enkel eller for utilgængelig
Ligesom en prædikens opgave ikke er at gøre det vanskelige helt uforståeligt, skal en oversættelse heller ikke gøre det svært forståelige komplet utilgængeligt. Omvendt skal det vanskelige og fremmede ikke gøres enkelt og genkendeligt, det er snarere genfortællingens genre.
Når Paulus i Filipperbrevet for eksempel konsekvent skriver til sine "brødre" på græsk, så er det problemfyldt at oversætte til "brødre og søstre" på dansk. Selvom der helt konkret også var søstre i menigheden, så bliver Paulus derved i sin sprogbrug nutidig og politisk korrekt.
Sådan har også andre velrenommerede oversættelser gjort. Men, og der er altid et men, når man oversætter, skal Paulus, der næppe kendes ved at være politisk korrekt, så fremstå sådan?
Selvom han, måske, også tænkte på andre end sine medkristne brødre, så var det ikke det, han skrev, og vi kan heller ikke helt udelukke, at det først og fremmest er dem, han har i tankerne. Ja, når Paulus umiddelbart efter taler om omskæring, og herefter opfordrer sine loyale følgere til at tage sig godt af kvinderne, så forvirrer "søstre" mere, end det gavner logikken.
Paulus er ikke moderne
Hvis det er første gang, man læser Paulus, så provokerer det uden tvivl læseren, at han adresserer sine "brødre" uden at skrive "søstrene" med, men Paulus er ikke moderne, og det er nødvendigt og afgørende vigtigt, at læseren kan få anledning til at brydes med tekstens fremmede univers.
Både så læseren kan lade teksten kaste mening af sig, også ved sin afstand til vores egen tid, og så vi ikke blot overtager tekstens moral og normative univers én til én, men kritisk og på afstand.
Andre steder er Paulus nemlig mere præcis, når han ønsker at tale inklusivt om for eksempel kvinder, også i Filipperbrevet, og det er i tekstens eget univers overraskende og værdiomvendende.
Kontrasten skaber dynamik og virker hermeneutisk omkalfatrende. Flertydigheden og paradoksaliteten fascinerer læseren, og det er denne kamp med opaciteten, der gennem tiden har kastet så mange indsigter og heurekaer af sig, at Paulus stadig står spillevende og fortsat udfordrer os som læsere og kristne.
Helligånden er en gave, der maner til ydmyghed
Man skal bare have læst de første otte vers af Apostlenes Gerninger for at vide, at hovedpersonen er Helligånden.
Guds Ånd er det, der binder Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente sammen. Guds Ånd brød tomheden og svævede over vandene, det var Guds ord og ånde, der gav liv til mennesket og hele skaberværket, ligesom Helligånden kom til Jesus og tilsvarende fyldte apostlene og siden hele den kristne menighed.
Helligånden var på spil dengang i pinseunderet og er det fortsat, når den forbinder sig med den døbte. Det sker, og vi kan som præst og menighed blot forbavses og glæde os.
Guds Ånd fylder os med håb og gør, at vi får øje på hinanden og kan tale sammen og forstå hinanden. Altså når vi lader Ånden råde. Helligånden er den guddommelige gave, som alle vi kristne er udrustet med, og som vi hver især har fået til opgave at sætte i spil, så godt vi formår.
Det er en tillidsfuld gave, der hver dag kalder os frem med tilgivelse og et løfte om forsoning. Med andre ord er det en gave, der maner til ydmyghed, og som ikke kalder på bulder og brag – eller oprustning for den sags skyld.
Åndens vej er den modsatte af oprustningens
Gud har ikke brug for oprustning, men for tillid. Tillid til, at barmhjertighed og tilgivelse er fredens vej. Med andre ord er Åndens vej et korrektiv til al tale om oprustning. Sturm und Drang er tiden så rigeligt fyldt af. Det klarer vi mennesker helt af os selv uden Ånd.
Pinseunderet var et sprogunder, samtalens og forståelsens under. En vanskelig opgave, der tager tid, og som ikke kan klares på en dag eller to, og slet ikke med en skåltale. Åndens arbejde bruger sprogets, forstandens og hjertets visdom og kræver tid og tillidsfuldhed.
Som man for eksempel får det, når man indskrives på et studium i et levende studiemiljø, der forudsætter en prioritering af åndsvidenskaberne med større optag af studerende og væsentligt flere lærere og forskere. Vi må vende et par årtiers nedskæring til ny opblomstring, fordi det er godt for os alle.
Verden er ikke entydig. Gud heller ikke. Ellers ville hele menneskeheden allerede ære den samme Gud. Men både Gud og skrifterne ejer en opacitet, der kalder på ydmyghed, og som må tillade det flertydige og alle brudfladerne at stå frem.
Som vores egne kantede og brudte liv, der gør os så menneskelige og så vanskelige, men også så elskelige og dybt fascinerende.