Biskopperne har i dyb hemmelighed arbejdet sig frem til en indstilling til kirkeministeren, som Roskildes biskop har protesteret imod.
Man ønsker at fratage sydsjællænderne deres tilhørsforhold til Roskilde som domkirkeby, et forhold, der strækker sig mere end 1000 år tilbage i tiden, og som for både lægfolk og præster har stor betydning. Processen er foregået helt uden samtale med os, der arbejder i, bruger og i det hele taget udgør kirken på Sydsjælland.
På sociale medier kan vi måbende sydsjællændere konstatere, at Lolland-Falsters Stift nu har indbudt præster og menighedsråd og andre interesserede til orienteringsmøde i Nykøbing om det nye foreslåede stift tirsdag den 26. maj 2026. Samme dag (belejligt, vil nogen måske tænke) indledes det årlige konvent for Roskilde Stifts præster. Så selvom sydsjællandske kirkefolk måske, måske ikke er indtænkt i formuleringen "andre interesserede", så kan vores præster i hvert fald ikke deltage i denne orientering og indledende samtale om "vores nye stift".
Roskilde Stifts 12 provster har entydigt stillet sig bag vores biskops protest og har rejst nogle centrale spørgsmål. Det bliver interessant at se, om planens arkitekter har svar på nogle af dem. Særligt savner vi en redegørelse for, hvorledes Lolland-Falsters kirkelige økonomi skulle kunne hjælpes på en bæredygtig måde blot ved tilførslen af tre nye provstier, vel at mærke uden at disse provstier kommer til at tage skade økonomisk og i henhold til præstebetjening.
Men jeg kunne godt tænke mig at rejse et spørgsmål, som mig bekendt ikke er berørt i de udmeldte planer: Hvor skal bispesædet i det nye stift stå?
To tredjedele af det foreslåede stifts folkekirkemedlemmer er bosat på Sjælland. De orienterer sig i dag mentalt, økonomisk, erhvervsmæssigt og åndeligt mod sjællandske byer, herunder naturligvis Storkøbenhavn. Skulle dette forslag ende med at blive en realitet, må domkirke og stiftsadministration nødvendigvis placeres på sjællandssiden.
Der er ingen tvivl om, at lægfolk og præster på Sydsjælland ønsker at bevare tilknytningen til bispestolen i Roskilde. Men hvis vi skal rives bort fra Roskilde Stift, bør domkirken placeres her, hvor det nye stifts befolkning hovedsagelig bor og færdes.
Præst: Hvis Storstrøms Stift bliver virkelighed, bør domkirkebyen ligge på Sjælland
Lægfolk og præster på Sydsjælland ønsker at bevare tilknytningen til Roskilde. Men hvis vi skal rives bort fra Roskilde Stift, bør domkirken placeres her, hvor det nye stifts befolkning hovedsagelig bor og færdes
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning