Der er for mig at se et før og et efter dåbskonferencen den 7. marts, hvor deltagerne fik indblik i høringssvarene på dåbskommissionens midtvejsrapport.
Resultatet af høringssvarene rammer i vid udstrækning en pæl igennem det narrativ, der har båret ønsket om at ændre dåbsritualet: Almindelige mennesker er utilfredse med ritualet, dets ord er ubegribelige for dem. Hvis vi skal følge med tiden, skal det ændres. Det er folket, der ønsker et nyt ritual.
Nej, det er ikke folket, der ønsker et nyt og anderledes dåbsritual. Det må være den foreløbige konklusion.
1400 borgere og menighedsråd har afgivet høringssvar, og blandt dem er der "størst interesse for at bevare vores nuværende dåbsritual med den struktur det har, og med fastholdelse af takkebønnen fra 1912", som formanden for dåbskommissionen konkluderede på konferencen.
Resultatet er endnu mere tankevækkende på baggrund af et spørgeskema, som undlod at stille det indlysende spørgsmål: "Ønsker du et nyt dåbsritual?"
Havde spørgeskemaet haft mindre slagside ved ikke at udelade dette afgørende spørgsmål, ville tilslutningen til det traditionelle ritual sandsynligvis have været endnu mere markant.
Teologer vil nedtone den lutherske arv
Med andre ord: Det er ikke folket, der råber på et nyt og moderne dåbsritual. Det er snarere bestemte præster og teologer, der ønsker et nyt ritual, der udtrykker det opgør med den lutherske teologi i almindelighed og med arvesyndsdogmet i særdeleshed, de selv står for. Det grundtvigske og lutherske præg, vores dåbsritual bærer, skal nedtones eller fjernes, sådan som det er sket i det såkaldte Frederiksberg-ritual, som man med få ændringer genfinder i midtvejsrapportens model III.
Det er jo en ærlig sag af ville nedtone den lutherske arv fra dåbsritualet. Selv kunne jeg ikke være mere uenig – men så ved vi da, hvad vi diskuterer: Ikke moderniseringer af sproget, men et andet indhold og en ny teologi.
Det forstemmende ved konferencen var dens markante teologiske underskud. Med stor grundighed fordybede oplægsholderne fra FUV sig i høringssvarene fra de forsøgssogne, hvor man havde eksperimenteret med de forskellige dåbsmodeller – som om dåbsritualet er en madopskrift og ikke et nådesmiddel.
Til gengæld var der i programmet ikke levnet plads til teologisk debat om de store spørgsmål, der deler vandene i denne debat. Ligesom oplægsholderne stædigt forsøgte at fastholde fiktionen om, at det er den samme teologi, der kommer til udtryk i rapportens tre modeller.
Bekymret for den videre proces
Konferencens tilgang synes at afspejle en manglende erkendelse af, at et sakramente ikke udformes på baggrund af meningsmålinger og brugerinterviews. Det skal være båret af skrift og bekendelse, hvis vi da stadig ønsker at kalde os en evangelisk-luthersk folkekirke.
Jeg glæder mig over den støtte til 1912-ritualet i almindelighed og til takkebønnen i særdeleshed, man finder i høringssvarene. Det afspejler det indtryk, jeg selv har som sognepræst. Til gengæld er jeg bekymret for den videre proces:
Vil kommissionen fortsat fortrænge, at model II og III udgør et opgør med folkekirkens hidtidige dåbsteologi?
Vil man – når de fleste har glemt, hvad der blev sagt på konferencen – overhøre tendensen i høringssvarene? I kommissionen sidder trods alt Frederiksberg-ritualets stærkeste fortalere: Københavns biskop og sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen.
På baggrund af høringssvarene burde vi befinde os længere væk fra et udvandet dåbsritual end før den 7. marts. Min frygt er, at kommissionen i slutspurten fortsat vil forsage den teologiske debat og bag lukkede døre give efter for kommissionens magtfulde modstandere af kerneudsagnene i dåbsritualet.