Snart skal vi synge den igen: "Et barn er født i Betlehem". Om julens gåde, at Himmelens Gud bliver et menneske, at evigheden tager bolig i tiden, at skaberordet kommer til verden som lys og sandhed, kød og blod. Et mysterium.
Og vi tror det. I hvert fald vil vi gerne tro det. For vi aner, at her er en dybere sandhed. En sandhed, der sprænger matematiske udregninger og videnskabelige udredninger. Vi giver Dostojevskij ret, når han siger:
"Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden."
Når vi i julesalmen syngende bekender, at "Guds kære børn vi blev på ny", søger vi ikke bag om den sandhed. Vi tror og ved inderst inde, at den grunder i Gud selv – og at vi her er kommet så nær sandheden, som vi kan komme på denne side af den tid, vi kender. Og det er nok.
Men nu til dåbsritualet: Jeg kan kun være enig i, at dåbsritualet ikke skal pædagogiseres og gøres fladt forståeligt, sådan som det ofte indvendes i samtalen om dåbskommissionens midtvejsrapport (og indtil nu har jeg ikke hørt nogen plædere for andet).
Det kan godt undre, at det ofte er de samme stemmer, der så synes at mene, at ritualet derfor skal være nærmest dogmatisk beskrivende. Selv i bønnerne. Kunne vi mon overveje, om ikke netop liturgier, bønner og ritualer er en særlig genre, der lægger sig længere ind i hjertet end selv den mest gennemtænkte dogmatik?
Og som samtidig former en dybere og anderledes forståelse i kraft af et poetisk sprog, hvis sandhed giver ord til en tro, der ikke kan indfanges – men som fanger os ind? I al fald synes de oldkirkelige liturgier netop at have denne styrke.
Dette betyder ikke, at vi ikke skal blive ved med at reflektere teologisk over dåbens mysterium. Men det betyder, at vi må erkende refleksionens grænse: mysteriet. Det betyder også, at vi må falde til ro ved – ja, glædes over – at sakramentet, mysteriet er uudgrundeligt.
Måske kunne vi her i adventstiden overveje, hvad der ville ske, hvis vi lod dåbens mysterium stå som en større guddommelig sandhed, som kan finde forskellige foreløbige udsagn og menneskelige udtryk? At vi altid er på vej, og at det ikke kan være anderledes.
Mysteriet kan vi kun fornemme og ane. Vi må blive ved med at famle os frem til ord om, hvad der åbenbares for os i dåben – og hvilken erkendelse, der rammer os: At vi er genfødt. Og den sandhed kommer vi ikke nærmere, end når vi i salmen synger: "Guds kære børn vi blev på ny."